Kategorier
Tendenser

Netannoncer gik 39 procent frem i 2007

Annoncering på nettet, som indtil videre er det bedste bud på en forretningsmodel der virker for medierne, vokser hastigt. Sidste år gik det 39 procent, svarende til 2,5 milliarder kroner, skriver MediaWatch:

“En samlet omsætning på 2,5 mia. kr. viser, at nettet nu er blevet fast inventar på alle virksomheders mediaplaner – og den meget kraftige vækst viser den stadig større betydning som internettet bliver tillagt.

Det, der før var en lille å, har nu udviklet sig til en kæmpe flod med voldsom strøm i netmediernes sejlretning,” siger Christian Peytz, formand for FDIM, i en pressemeddelelse.

Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik Profileret

Update: Brugergenereret indhold kan løfte lokaljournalistikken

Den debat omkring brugergenereret indhold, som blev startet af Jakob Elkærs leder i Journalisten (start eventuelt her) fortsætter.

Senest har Peter From Jacobsen, der er journalist og fagmedarbejder ved Update (sammenslutningen af Center For Journalistik og Efteruddannelse og Den Journalistiske Efteruddannelse skrevet et debatindlæg på kommunikationsforum.

Peter lægger blandt andet, ligesom jeg selv, vægt på, at borgerjournalistik og brugergenereret indhold i almindelighed især kan komme lokaljournalistikken til gavn:

Jeg mener, at borgerjournalistik og brugernes aktive deltagelse i almindelighed har store perspektiver især i lokaljournalistikken. Hvis lokale medier skal løse opgaven at komme tættere på borgernes hverdagsliv og de emner, de er optaget af, er medierne ganske simpelt nødt til at involvere borgerne langt mere end tidligere.

Læs hele debatindlægget, hvor han også nævner tre konkrete borgerjournalistiske projekter, som Update følger.

Kategorier
Journalistik Net-TV

BBC’s chef for nye medier vil lave on demand video

Ashley Highfield, der blandt andet har stået bag lanceringen af BBC’s iPlayer skifter job, skriver BBC selv. Han skifter til det såkaldte Project Kangaroo, der er en »on-demand video service for the BBC, ITV and Channel 4.«

Known as Project Kangaroo, the joint venture has been described as “Freeview for the internet” and plans to offer more than 10,000 hours of programmes.

Det bliver spændende at se, hvor kænguruen tager os hen.

Kategorier
Politik Tendenser

Downing Street #10 er på Twitter

En kommunikationsform, der vokser mere og mere frem er mikroblogging. En af de helt store spillere her er Twitter — som man endelig ikke kan kalde mikroblogging, da man ikke kan kommentere på hinandens beskeder. Det kan man derimod på mikroblogtjenesten Jaiku.

Og nu har Downing Street nummer 10 åbenbart også set lyset ved mikrotjenester. I hvert fald er den engelske premierministers kontor nu repræsenteret på Twitter på twitter.com/DowningStreet, ser jeg hos Phil Bradley.

Jeg har siddet og kigget beskederne lidt igennem, og det virker rent autentisk. Det er jo næppe Gordon Brown, der er aktiv, men det er heller ikke det indtryk, man forsøger at skabe. For eksempel skriver man:

The official twitter channel for the Prime Minister’s Office based at 10 Downing Street.

Tør Statsministeriet noget lignende?

Kategorier
Politik

Malaysiske politikere tvinges til at blogge

Nogle af kandidaterne til poster i regeringspartiet i Malaysia skal have en blog, skriver CNN.

Jeg er ikke sikker på, at det er så god en måde at gribe det an på. Hvad ville det kunne føre til herhjemme, hvor politikerne tidligere har vist, at de ikke har helt styr på “de dersens nye medier”.

Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik Profileret

Skal vi starte et medie?

En af pointerne i Wired-redaktøren Chris Andersons artikel “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” er, at priser for drift på nettet, for eksempel lagerkapacitet og så videre, er gående mod nul, hvorfor det giver mening, at lade sine produkter være gratis.

Og det fik mig til at tænke. For hvor meget kapital skal man egentlig hive op af lommen for at starte et medie i morgen. Eller nu? Lad os da kigge på det.

Lagerplads
Vi skal have noget plads at lege på. Og her er der virkelig meget at vælge imellem, når man gerne vil have masser af plads, for eksempel Site5 (der pt. tilbyder 1.500 gigabyte(!) plads for 3.50$ om måneden) eller danske Gigahost (der i øjeblikket vil have 20 kroner om måneden for 4,6 gigabyte – og størrelsen på lageret stiger).

Lad os vælge Gigahost. Det bliver altså 12 x 20 kroner for den første måned plus oprettelse på 100 kroner: 340 kroner.

Samtidig skal vi også have en URL. Hvis det er et .dk-domæne, så skal vi også betale til DK-hostmaster, og det koster cirka 100 kroner årligt.

Billeder
Hvis du skal starte et borger- og/eller lokalmedie, vil du formentlig gerne have folk til at indsende billeder. Du kan vælge at have dem liggende på dit webhotel, i dette tilfælde hos Gigahost, men det vil i virkeligheden være lidt dumt.

I stedet for skal vi bruge Flickr, hvor der i forvejen er en fantastisk struktur med gallerier (“sets”) og tagging. Plus at Flickr har masser af trafik og brugere, så du gør øger faktisk chancen for, at andre opdager billederne. Derfor slipper du for at skulle installere gallerisoftware etc.

Samtidig har Flickr også nogle udemærkede features såsom mobilupload, RSS-feeds etc.

Og det koster jo ikke dig noget, at dine bidragydere har en Flickr-konto (slet ikke hvis de kører efter den gratis udgave), men du skal jo også selv bidrage, og derfor skal du også have en Flickr-konto. Og for at kunne have mere end tre sets og få ubegrænset upload, skal du selvfølgelig have en Pro-konto. Det koster 25 dollars om året, svarende til (lige pt.) 118 kroner årligt.

Du kan jo så vælge, om du vil give Pro-konti til dine bedste, eller alle, bidragydere.

Video
Hvis du vil have video, er der især et navn, der popper op igen og igen: YouTube. Men der er mange spillere på markedet, og en tjeneste som Viddler ser interessant ud.

Men humlen er: Det er gratis.

Content Management System
Men vi skal jo også have noget, der kan vise alle de fine videoklip og billeder og de fede artikler, der kommer til at være på dit site.

Igen er der adskillige muligheder, både betalte og gratis, men i dette tilfælde ville det være en kæmpefejl ikke at vælge en af de gratis open source-muligheder, såsom WordPress og Drupal.

WordPress er vanvittigt nemt at gå til, så det vælger vi. Det koster 0 kroner.

Hvis du også vil have udvidelser (plugins) kan du rende ind i nogle, der koster penge, men risikoen er så uhyggeligt lille, jeg har ikke mødt et sådan endnu. Så udvidelse af WordPress: 0 kroner.

Design
Nu da vi har valgt WordPress, er der i tusindfold af temaer og udvidelser derude. På wpmagthemes.com kan du se eksempler på nogle fede magasintemaer til WordPress, og der er både gratis og betalte varianter.

Lad os sige, at vi flotter os og køber et af de dyreste temaer til 100 dollars. Det bliver i dansk valuta 471 kroner, men så er det til gengæld også fedt! 🙂

Så skal vi i gang!
Så er vi sådan set færdige med indkøbene til vores nye medie. Det blev alt i alt til 1.029 kroner, som du skal lægge på bordet for det første år.

Næste år skal du ikke betale oprettelse hos Gigahost, og WordPress-temaet er jo også betalt, så du kan trække 571 kroner fra og få 458 kroner om året.

Og det er jo peanuts, mine damer og herrer!

Så lad os sige, at en gruppe personer i et lokalområde gerne vil starte deres eget medie. Aldrig har det været billigere eller nemmere at gøre noget ved det.

Rob Curley, som praktisk talt laver af at lave lokalsites og undersites siger, at alle projekter skal have 18 måneder til at vise deres værd. Og vores lille gruppe af personer skal altså bare afsætte 1.487 kroner til mediets to første år.

Værsgo!

Kategorier
Journalistik Tendenser

Hvad skal journalister kunne?

Kim Elmose er faldet over et interessant indlæg hos en af mine store helte, Mindy McAdams.

Det har fået Kim til at stille spørgsmålet: Hvilke færdigheder skal en journalist mestre?.

Et relevant spørgsmål. Så skynd dig over på Kims blog og læs.

Indtil videre ser listen således ud:

  • Viden om Content Management Systemer til publisering på nettet – herunder blogsystemer
  • Viden om mobile værktøjer og strategier for mobile medier
  • Viden om sociale medier – hvad kan de og hvilke er der?
  • Viden om økonomi og forretningsmodeller
  • Forretningsfærdigheder – hvordan starter du en virksomhed op
  • Viden om ledelse
  • Viden om marketing, salg og søgemaskineoptimering
  • Viden om at engagere sig i og drive communities
Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik Tendenser

Lektor på Journalisthøjskolen: Vi skal bruge brugerne!

Normalt gør jeg det, når en sag, som jeg har skrevet om her udvikler sig, at jeg tilføjer det i “Opdatering”-feltet under artiklen.

Men i forbindelse med sagen om Journalisten, der gerne vil aflive testen om, at brugergenereret indhold kan have kvalitet kommer Kristian Strøbech der er lektor og leder af projektgruppen for Nye Medier på Journalisthøjskolen med en helt fantastisk kommentar.

Jeg var så heldig at blive undervist af Kristian Strøbech, da jeg havde multimedieforløbet på 7. semester på Journalisthøjskolen. Han er om nogen en mand, der har forstået, hvor medierne er på vej hen. Og den slags kan synes sjældne i uddannelsesmiljøet.

Du finder Strøbechs kommentar under lederen på Journalisten.dk. Læs den!

PS: Ole Nørskov, tidligere redaktør på Journalisten.dk (nu på MediaWatch), har også lagt en kommentar, som er en læsning værd. Den finder du på samme side.

Kategorier
Journalistik Net-TV Tendenser

Besøg BBC fra…din Wii?

Nintendo Wii i aktionNetdelen af engelske BBC er et af de netmedier, jeg ser allermest op til. De forstår om nogen, at lave sites, der er brugbare, overskuelige, kønne og indeholder læssevis af information.

Og så forstår de, at det gælder om at være repræsenteret på en masse platforme. Senest har de offentliggjort, at BBCs iPlayer nu kan tilgås fra Nintendos Wii-spillekonsol.

Forestil dig, at alverdens unge mennesker og andre Wii-spillere kan se BBCs programmer fra deres spillekonsol. En fantastisk måde at få fat i et brugersegment, som måske ellers ikke ser TV. Og BBC har jo det glimrende program Click, som måske kunne fænge blandt Wii-publikummet.

De danske medier bør snart lave en fælles udflugt til BBC. De har tilsyneladende fat i en ende af en vis længde.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Overskrift.dk’s index runder 100.000 blogs

Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk skriver i et blogindlæg, at der nu er mere end 100.000 blogs indekseret.

Som Stefan også selv skriver, skal tallet nok tages med et vist forbehold. Dels fordi mange af de 100.000 blogs ligger bumstille, men også fordi undersøgelser tidligere har vist, at en stor del af engelsktalende blogs faktisk er spamblogs.

Jeg kender dog ikke nogen procentsats for spamblogs blandt danske blogs, som jo er dem, Overskrift.dk indekserer.