Men det nytter ikke, jeg siger mere til journalister. Jeg er simpelthen et sludrechatol. Og da jeg har store planer med Nyhedsavisen, er det bedre, jeg ikke udtaler mig.
– Morten Lund til Journalisten om Nyhedsavisens (stadigt) manglende regnskab (#)
Hos JD Lasica ser jeg et blogindlæg om, at de unge journalister overvejer at smutte fra newsrooms, hvor udviklingen er for langsom.
Det er konklusionen af en undersøgelse af 10 newsrooms:
While a certain amount of turnover is expected and normal among the youngest practitioners of any craft — in pursuit of career advancement or reflecting a simple change of heart — these messages seemed different in both volume and intensity. A majority of younger journalists (age 29 and below) in nearly every pilot seemed to us to be saying, “We’re leaving because the changes we see as necessary aren’t happening fast enough.”
Spændende, men næppe vanvittigt overraskende. Undersøgelsen “All Eyes Forward” kan hentes som PDF (164 sider).
I den lidt mere kuriøse afdeling, det er dog fredag, læser jeg at en mand muligvis har prøvet at begå selvmord ved at kopiere CSI-serien, hvor en mand begår selvmord ved hjælp af en pistol og heliumballoner.
Interessant er det her, at politiet gik ud og fortalte om sagen og blev herefter kontaktet af CSI-seere:
Men efter at politiet gik frem i offentligheden med oplysninger om, at man havde fundet seks-syv hvide heliumballoner bundet til en pistol i en kaktus tæt på liget, myldrede det ind med tip om, at efterforskerne burde se nærmere på en episode af tv-serien ‘CSI’ fra 2003.
Hvis den holder, og manden har begået selvmord for at få udbetalt 3,65 millioner kroner til sin syge hustru, er det jo interessant at se, hvordan en gruppe mennesker kan hjælpe politiet, i dette tilfælde ved at følge en TV-serie.
Hos Reporters sans frontières/Reporters without borders/Journalister uden grænser læser jeg, at et iransk lovforslag kan betyde dødsdomme til online ulovligheder.
Det kan, ifølge organisationen, betyde en dødelig udgang for folk, der »promote corruption, prostitution or apostasy«, deriblandt også bloggere og website-redaktører, mener Reporters without borders.
Lovforslaget vækker, ikke overraskende, bekymring hos organisationen:
“This proposal is horrifying,” Reporters Without Borders said. “Iranian Internet users and bloggers already have to cope with very aggressive filtering policies. The passage of such a law, based on ill-defined concepts and giving judges a lot of room for interpretation, would have disastrous consequences for online freedom. We urge the parliament’s members to oppose this bill and instead to starting working on a moratorium on the death penalty.”
Jeg er på ingen måde nok inde i iransk lovgivning til at kunne sige noget om denne sag, men lad mig blot sige, at jeg også er bekymret. Hvis nogen skulle være i tvivl.
Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:
Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.
Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".
Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.
Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.
Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.
MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.
Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:
Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.
Ifølge en analyse foretaget af Nielsen Mobile, så har det mobile internet opnået kritisk masse i år skriver BBC News:
The US is the most tech savvy nation with nearly 40 million Americans – 16% of all US mobile users – using their handset to browse on the move.
The UK and then Italy come a close second and third in the 16 countries surveyed by the analyst firm.
Det er altså et fornuftigt marked, som iPhone 3G går ind i, og iPhone har uden tvivl også været med til at sætte fart på det mobile internet:
The firm found that 82% of iPhone owners access the mobile internet, “making them five times as likely to do so as the average mobile consumer”.
Ifølge undersøgelsen bruges mobilinternettet mest »to check email, visit social networks and carry out bank transactions«. I hvert fald er det rart at se det mobile internet tage fat for alvor.
Læs en rapport om undersøgelsen (PDF | 9 sider)
Hos JD Lasica er jeg blevet opmærksom på et kort interview med Vint Cerf (cirka 8 minutter) — manden, der er kendt som “internettets fader”.
I interviewet taler han blandt andet om internettets fremtid, blandt andet omkring videodistribution. Du kan se interviewet ved at klikke på det ovenstående link eller lige her:
Managementkonsulentvirksomheden Mediaid spår i en artikel på MediaWatch, at sites’ne på FDIM‘s top 10-liste ikke kan score alle annonceindtægterne.
Annoncørerne vil nemlig i stigende grad gå mod nichesites for at få den præcise målgruppe, forudser Mediaid – det, ifølge eJour, kun er 5 af 11 nicher hos netaviserne kan vise stigende trafik.
Med til forudsigelsen hører, at det ikke påvirker de absolutte top-sites:
Sites som Eb.dk og tv2.dks er så store på dækning, også på deres undersites, at de flyder ovenpå. Det er laget lige under, der vil skulle aflevere penge til specialsites.
Som mere eller mindre fast læser af The Economist glæder det mig at læse, at de har succes – en succes, som aviserne skal til at lære af.
Ifølge Danske Dagblades Forening skyldes det branding:
Begrebet branding er kommet for at blive – også når det gælder aviser. Branding af et produkt eller en virksomhed skaber nemlig genkendelig, tryghed og troværdighed hos brugerne, og det øger samtidig identiteten hos medarbejder. Og det har ugemagasinet Economist forstået og taget til sig.
I løbet af de seneste ti år er The Economist blevet et af verdens få virkeligt globale mærker. Det har opnået loyalitet, indflydelse og respekt og omsætningen blev fordoblet fra 600.000 eksemplarer om ugen til mere end 1.3 millioner, alt imens economist.com har 2.6 millioner besøgende pr. måned. Driftsoverskuddet i 2007 var på 27 millioner pund (52,6 millioner dollars) på et salg på 205,5 millioner (400,7 millioner dollars).
Ingen tvivl om, at The Economist-folkene har været gode til at brande sig overfor læserne, men jeg tror i høj grad også, det har noget at gøre med, at The Economist befinder sig i en niche: Baggrundshistorier om store emner indenfor blandt andet politik, økonomi, erhvervslivet og teknologi. Og at være pokkers god til det.
Og nichemedier vil alt andet lige have lettere ved at brande sig overfor sine læsere end aviser/medier, der fungerer som mainstream/omnibus-medier, der forsøger at dække et hav af emner – et marked, der ikke mangler spillere i Danmark og ej heller på internettet.
Faktisk tror jeg fint, at der er plads til en The Economist i Danmark, der med en eller to udgivelser om ugen går bagom nyhederne og de store emner, der har været oppe at vende. Måske et marked, der kunne have interesse for Politiken?
Ingen tvivl om, at The Economist viser vejen, hvad angår succes som trykt medie. Og ja, det skal aviserne lære af.
Mit bud: Mere baggrund. Færre udgivelser. Bedre journalistik.
Men er det for tidligt for det danske marked?
Jeg har villet skrive om dette i et stykke tid, men har hele tiden glemt eller udskudt det. Så nu gør jeg det, selvom det efterhånden er nogle dage siden 🙂
Den 18. juni var der, som du måske ved, brand på Århus Havn. Århus Stiftstidende bragte en artikel, hvor man efterspurgt folks billeder fra branden.
Da jeg læste opfordringen tænkte jeg, at det nok ville blive svært at få. Med jeg tog, heldigvis, fejl. For efterspørgslen resulterede i 23 billeder fra branden, som du kan se ved at klikke på “Fotogalleri:Stor brand på havnen“-linket i den højre sidebar i artiklen.
Du kan også se galleriet her (åbner i nyt vindue).