Kategorier
Mobil Tendenser

Podcasting er kun et telefonopkald væk

Karin Høgh har tippet mig om et værktøj, som lyder smart: Cinch.

Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at man ringer til et nummer, indtaler en besked og så har man det som lyd på nettet og et podcast, som der kan abonneres på ved hjælp af et RSS-feed.

Det er skisme smart, og derfor må jeg overraskende konstatere, at Karin omtalte det allerede i februar måned.

Jeg har ikke fået testet det, men det lyder godt nok smart. Så klik dig ind på Karins indlæg og læs mere, hvis du er blevet nysgerrig.

Kategorier
Mobil Tendenser

Smagsdommerne og Facebook – let og lige til

Når jeg nu var efter decorate.dk for manglende integration/link med Facebook, så skal jeg huske at rose, når der er nogen, der bruger det klart største sociale netværk herhjemme ordentligt.

Det gør DR-programmet “Smagsdommerne“. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det er DR selv, der har lavet Facebook-gruppen for Smagsdommerne, men det fungerer — og det er nemt for mig som Smagsdommerne-seer.

Det er så let, at jeg (hvis jeg var DR) ville lave det for alle programmerne:

Man melder sig ind i gruppen, og så bliver man automatisk (der skal selvfølgelig sidde en i den anden ende og gøre det, men for brugeren er det automatisk) til den næste Smagsdommerne-udsendelse på DR2, som man har oprettet som “event” (begivenhed) på Facebook.

Læs om næste udsendelse
En ting er, at jeg kan tilmelde mig, og så kan mine Facebook-venner se, at Lars skal se Smagsdommerne, men det smarte er, at jeg kan læse mere om programmet. For inde på selve eventets side på Facebook kan jeg klikke mig videre til omtalen af programmet på dr.dk.

Det vil sige, at det lige pludselig er meget nemt for mig at finde ud af, hvad der kommer op at vende i den næste udgave af Smagsdommerne. Så hvis jeg gerne vil kunne være mere “med” i programmet, kan jeg jo tage ind og se de film og teaterstykker eller læse i de bøger, som bliver omtalt i programmet. Og så får man nu engang mere ud af programmet.

Så ros til DR (på gruppens side på Facebook lader der til at være en forbindelse til DR) for at bruge Facebook på en god måde. Og hvis jeg bruger Facebook Mobile, kan jeg faktisk læse om det næste Smagsdommerne-program på min mobil. Det er da smart.

Kategorier
Nyheder

Av – dr.dk er nede – kører igen nu

Netop som jeg skulle til at forfatte et indlæg om DR2-programmet Smagsdommerne og Facebook (det må jeg gøre senere) ser jeg, at (tilsyneladende) hele dr.dk er nede.

Og jeg er ikke den eneste. Både René og Jesper har også lagt mærke til dr.dk’s fravær på internettet.

Så nej, det er ikke din internetforbindelse eller computer, den er gal med. Lad os ikke håbe, at der er sluppet vand ind i serverrummet, ligesom et pladearkiv tidligere på året blev oversvømmet.

Opdatering @ 15:18
dr.dk er nu oppe, men stadig med fejl.
Opdatering @ 15:50
Det lader nu til, at dr.dk er tilbage.
Opdatering @ 15:54
DR har selv skrevet en kort artikel om udfaldet, som åbenbart også berørte tekst-tv.
Opdatering @ 16:15
Det lader til, at DR har fjernet artiklen om udfaldet igen. Tak til Søren for at nævne det i en kommentar.
Kategorier
Journalistik

Hvorfor skal medier linke “ud af huset”?

Da jeg i fredags var på Journalisthøjskolen og holde et kort oplæg om nye medier (læs om det her), faldt snakken blandt andet på links og medier.

Det drejede sig om, at Mikkel Westerkam (der snakkede om podcast) nævnte, at de blandt andet var blevet citeret på ekstrabladet.dk.

I den oprindelige artikel var der ikke noget link, hvilket Mikkel havde nævnt på sin blog, hvorefter jeg tilføjede et link fra ekstrabladet.dk-artiklen til den pågældende udsendelse af KommunikationsCast, som blev citeret.

Men kan du ikke forstå..?

Det fik en af de studerende til at spørge Mikkel, om han ikke godt kunne forstå, at et medie ikke nødvendigvis ville linke til dem, da det ville sende folk væk fra mediets hjemmeside. Mikkel og jeg argumenterede imod med argumentet om, at et medie, der linker til relevante kilder (også selvom de befinder sig på andre sites) har større troværdighed, end et medie, der insisterer på kun at linke til sig selv.

Det behøver ikke betyde, at folk ikke kommer tilbage. For eksempel har BBC News altid links til eksterne kilder, hvor læseren kan læse mere om et bestemt emne eller nyhed.

Det får jo ikke folk til at droppe BBC News. Tværtimod. Det betyder, at folk kommer til BBC News, fordi de ved, at BBC News altid linker til den relevante kilde, så man kan læse mere, hvis man har behov for det.

Opfordring til links

“Har I en link-politik på Ekstra Bladet”, spurgte en af de studerende mig.

Jeg svarede ham, at vi ikke umiddelbart har en sådan, men at jeg opfordrer journalisterne til at gøre det. Men det er ikke alle, der synes, det er så fantastisk en idé at linke til andre. Argumentet er præcis det, at man ikke vil sende folk andre steder hen.

Jeg tror dog fuldt og fast på, at hvis man leverer et godt nok produkt, så skal folk nok komme tilbage.

Ikke på trods af de eksterne links, men på grund af de eksterne links.

Kategorier
Journalistik

God artikel om Peter Brodersen (findvej.dk) på ComON

Kasper Villum Jensen fra ComON har skrevet en god (og dejlig lang) artikel om Peter Brodersen fra findvej.dk.

Jeg mødte engang Peter til et WordPress meetup, og han er en interessant fætter, der længe har gået rundt med historier, som medierne burde fortælle, blandt andet hans smiley-kort, som blandt andet vi omtalte.

Nu har ComON givet sig tid til at snakke med Peter, og det er der kommet en god artikel ud af, hvor han får lov at snakke om det han laver, og det, der driver ham.

Herr Brodersen er interessant for os journalister, fordi han faktisk gør noget, som journalister (også) burde gøre: At researche og strukturere data i en ny og brugervenlig fortælleform. Det er en kerneværdierne i journalistik tilsat et brud med den traditionelle medie-tankegang, og derfor synes jeg, at de ting, som Peter laver bør inspirere mange — især journalister.

Blandt andet derfor har jeg bedt Peter om at komme og snakke om sit arbejde med Google Maps på årets FagFestival, hvor han holder et oplæg sammen med Jesper Ishøj.

Mit yndlingscitat fra Peter er faktisk i artiklens slutning:

»Det, jeg er mest stolt over, er, at jeg har lavet noget, som alle andre også kunne have lavet. Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken. Det er ganske almindelig web-teknik.«

Du kan følge Peter i Findvej-bloggen (hvor han blandt andet foreslår nye idéer og præsenterer eksperimenter fra laboratoriet) og hans firma lever på korruption.dk.

Kategorier
Journalistik Tendenser

Som set på Journalisthøjskolen: Eksempler på nye medier

Jeg var i dag på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg skulle fortælle lidt om nye medier, og hvordan vi bruger dem.

Da jeg går ind for vidensdeling, vil jeg da lige dele de vigtigste i mit oplæg med mine læsere her, plus at så har de studerende et sted at finde links til de eksempler, jeg viste 🙂

Jeg startede med at snakke lidt om, de værktøjer der er tilgængelige nu, og hvad de betyder – blandt andet at forskellige ting (for eksempel at de er gratis og ikke længere kræver teknisk snilde) gør, at de er blevet hvermandseje.

Jeg understregede også for de Journaliststuderende (som meget snart bliver færdige på Journalisthøjskolen, de går på 8. semester nu), at det er vigtigt ikke at lukke sig inde og tænke, at man kun er ansat til at skrive artikler. Man skal være “open minded” og gentænke formen, altså ikke blot skrive artikler til nettet. Der skal ændres noget fundamentalt, ellers bliver det meget snart svært at sælge sig selv.

Jeg har tidligere berørt dette emne her på bloggen (for eksempel her og her), så det vil jeg ikke skrive mere om her. I stedet vil jeg blot liste de eksempler, jeg viste frem:

Derudover viste jeg hurtigt Google Reader (som jeg bruger til at abonnere på RSS-feeds fra nyhedssider, blogs etc.), Jaiku og Twitter.

Som et eksempel på, at det ikke handler om værktøjet, men om den, der bruger værktøjer, viste jeg denne video.

Udover mig selv bød nye medier-temadagen (som Ditte skal have stor ros for at arrangere for de studerende!) var der rigtig gode oplæg fra René Westendahl fra Saatchi & Saatchi (om viral markedsføring) og Mikkel Westerkam (om podcasting – især om KommunikationsCast).

Video publiceret direkte fra mobilen
PS: Mikkel er også en af folkene bag Slikleksikon, så der var dømt smagsprøver på vej hjem i toget. Videoen er i øvrigt uploadet med Shozu (en applikation til mobiltelefonen, som kan uploade billeder og video til blandt andet Flickr, YouTube og Facebook — og som jeg ganske kort nævnte for de studerende.

Videoen kan også ses herunder (egentlig bare fordi, jeg vil vise hvor god videokvalitet, Flickr præsterer i forhold til YouTube (se videoen på YouTube) — det blev jeg i hvert fald lidt overrasket over!)

Så det er ikke stor kunst, men et eksempel på, hvor nemt det er at uploade video. Jeg lagde videoen op på både Flickr og YouTube lige efter, jeg havde optaget den. Jeg har flatrate på dataoverførsel på mobilen, så det ikke kommer til at koste kassen at uploade sådan en video.

Vil man tage skridtet videre og streame direkte video fra telefonen, så er Qik et besøg værd. Jeg bruger det selv i ny og næ, og det er fantastisk. Enhver journalist burde have det på telefonen 🙂

Kategorier
Design Nyheder

Nyt TV2-site i beta

På TV2-programmøren Martin Gausbys Twitter-kanal ser jeg, at TV2 har lanceret et nyt beta-site.

Sitet kan findes på beta.tv2.dk og indeholder ifølge Gausby »some microformats sweetness«. Det må straks undersøges, hvad det er 🙂

Derudover er den først synlige ændring nok, at der nu er en meget klart prioriteret tophistorie. Efter et relativt hurtigt gennemkig synes jeg, den nye side ser overskuelig og pæn ud. Men tjek selv efter.

Opdatering @ 19/9 2008
Søren Hugger Møller har en god gennemgang af beta-siden.
Kategorier
Design Nyheder

Decorate.dk og de lukkede haver

Så gik community-sitet decorate.dk for design og boligindretning live. Projektet bliver kørt på koncernniveau i det hus, hvor jeg arbejder – men derfor kan jeg jo godt komme med min egen personlige holdning.

“Det der er en bærende annonce”
For det første, blev jeg forfærdet over designet. Som du kan se på billedet herunder (klik for større version), så ser det noget rodet ud:

Det viser sig så, at grunden til, at designet crasher er, at jeg har aktiveret en annonceblokering i min Firefox browser (jaja, jeg ved, det er dobbeltmoralsk, når min løn er afhængig af annoncekronerne, men jeg har vel ret til en god surfoplevelse uden heftige Flash-annoncer, der stensikkert crasher min browser?). Lukker jeg for blokeringen og genindlæser siden, så ser det fint ud.

Men hvordan kan det være, at designet braser sammen, blot fordi man udelukker topbanner-reklamen? Tjaeh, det kan måske skyldes en af de 390 fejl i kodningen, det er lykkedes at få klemt ned på de cirka 900 x 1800 pixels (2135 linjer), forsiden fylder.

Gratis…og dog
Følgende står at læse på “Ofte stillede spørgsmål”-siden på decorate.dk:

Hvad koster det at blive bruger?
Det er gratis at være bruger på siden.

Det passer dog ikke. For efter jeg har bekræftet min e-mail-adresse, bliver jeg bedt om at oplyse min privatadresse:

Du har nu bekræftet din e-mail-adresse og du er næsten færdig med din tilmelding. For at give dig fuld adgang til alle Decorate.dk’s fordele og funktioner, har vi brug for nedenstående oplysninger om dig. Navn, telefonnumre og adresse vil ikke blive vist uden din accept.

Udover at det er tarveligt at gemme det felt til efter e-mail-bekræftelsen, kan jeg ikke forstå, hvorfor de partout skal have min adresse. Så udleverer jeg (i min optik) for meget information om mig selv, og så er det ikke længere gratis. Jeg har to knapper at trykke på:

  1. Gem og gå til “Min side”
  2. Gør min profil personlig

Det er fuldstændig lige gyldigt, hvad jeg trykker, for lige meget hvad, får jeg røde krydser ud for adressefelterne. De skal udfyldes. Det vil jeg ikke, så jeg lukker vinduet, og så ved jeg ikke, hvordan jeg står listet i decorate.dk’s brugerdatabase.

Hvor er Facebook?
I en tid, hvor der er mere end 1.000.000 danske profiler, heraf 900.000 over 18 år, på Facebook (jeg har lige tjekket), er det i den grad risikabelt at forsøge at starte sit eget netværks-/community-site. Her vil det være en rigtig god idé at trække på Facebook.

Men det gør decorate.dk tilsyneladende ikke. Det ligner endnu en “walled garden”, altså en indelukket have, hvor de relationer og oplysninger man har dér bliver dér.

Facebook har ellers så småt lanceret Facebook Connect, som gør det muligt at trække sine Facebook-oplysninger og -relationer med rundt på andre sites.

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Connect, og det virker oplagt her.

Nu kan decorate.dk af gode grunde ikke have en fuldstændig Facebook Connect-implementering klar (Facebook Connect er ikke lanceret endeligt endnu, men kører stadig på beta-stadiet, så vidt jeg ved), men der er ingen forbindelse mellem decorate.dk og Facebook, som det er nu.

Det til trods for, at der er en Facebook-side, hvor man kan blive fan af decorate.dk. En pudsig ting er, at der på Facebook-siden står, at decorate.dk blev grundlagt 1. januar 2007.

Indtil videre sker der ikke det store på Facebook-siden, der er installeret en “Super Wall”, hvor man kan skrive beskeder. Og det er lidt synd, for jeg mener, at Facebook-siden er en helt oplagt måde at få fat i dem, der interesserer sig for boligindretning og design.

Man kunne for eksempel “feede” de seneste blogindlæg og/eller nyheder på decorate.dk ind på Facebook-siden og på andre måder skabe forbindelse mellem de to. Man kan for eksempel bruge det til at få flere besøgende.

Det er ret simpelt, hvis der var link til Facebook-siden:

  1. En interesseret ser decorate.dk og synes, det er en god idé og side
  2. Han/hun ser linket til Facebook-siden og tænker, at han/hun godt vil vise sitet til sine venner, der deler de samme interesser
  3. På Facebook-siden klikker han/hun “Become a fan” og hans/hendes Facebook-venner kan nu se, at vedkommende er fan af decorate.dk
  4. De bliver måske nysgerrige og klikker sig ind på siden

Ping! Så kører det og ordet spredes i netværkene. Jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages.

Derudover er der heller ikke “Share on Facebook”/”Del på Facebook”-knapper på decorate.dk, så man kan tilføje gode artikler/blogindlæg til sin Facebook-profil eller sende dem direkte til sine interesserede venner.

Konklusionen
De afsluttende ord efter min test af decorate.dk må være, at det er en rigtig god idé og formentlig også et marked, hvor der er plads til et community-site.

Men at man ikke bygger en bro imellem sitet og det sted, hvor der er så vanvittigt mange danskere er en skam – især fordi man virkelig kunne bruge Facebook som et værktøj til at vokse. Og når det link er accepteret, bliver det lettere for brugerne at komme igennem en Facebook Connect-integration, hvor de “indlemmer” deres decorate.dk-profil i deres Facebook-profil og fremover logger på med deres Facebook-oplysninger.

Det betyder også, at de af deres Facebook-venner, der også er på decorate.dk automatisk kan vises og der kan skabes relationer imellem dem. Det kunne være sejt at se på et sted som decorate.dk.

Til sidst ønsker jeg selvfølgelig decorate.dk god vind fremover og glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå.

Kategorier
Journalistik Nyheder

Politiken laver kort over skyderierne…i Flash?

De seneste dages skyderier i København skriger næsten på at blive visualiseret som et kort. Det har Politiken nu gjort, man af ukendte årsager har man valgt et kort i Flash-formatet.

Det kan virke mærkeligt, for Flash-kortet har sine klare mangler:

  • Der kan ikke zoomes
  • Man kan ikke trække (flytte rundt) i kortet
  • Man kan ikke skifte imellem visninger, fx kort og satellitbilleder
  • Der kan på ingen måde viderearbejdes med dataene
  • Et Google-kort kan nemt indlejres (som Søren gør her)

Det mest oplagte ville være at lave kortet som et Google Maps-kort. Så det har jeg gjort. Se kortet som Google Maps-kort.

Som en smart ting, kan man få kortet som KML-output på følgende URL:

http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&msa=0&msid=114199286714567398605.00045716d39d2fe8cd51d&t=h&output=nl

KML-formatet er et dataformat for Google Maps og Google Earth. Det vil sige, at du kan få kortet over skyderierne ind som et lag i dit eget kort ved blot at tilføje den URL som ‘overlay’ i JavaScript-koden til kortet.

KML-outputtet kan også bruges til Google Maps Mobile, så du kan se kortet på din mobiltelefon. Du skal blot lave en søgning på ovenstående URL i Google Maps Mobile, og så har du kortet på din mobil. Har du en telefon med GPS indbygget, kan du kombinere de to.

For nemhedens skyld, kan du jo køre URL’en igennem fx kortlink.dk og få en kortere URL at søge på. I dette tilfælde bliver den kortlink.dk/5say.

Politiken må selvfølgelig gerne bruge mit Google Maps-kort, hvis de har lyst.

Opdatering @ 18:37
Sådan ser det ud på en N95 mobiltelefon:
Kategorier
Nyheder Tendenser

Dagens citat

I anden omgang, da Nyhedsavisen kom, tvivler jeg på, at avishusene handlede klogt. Hvis Nyhedsavisens koncept var så dumt og umuligt, hvorfor efterlignede bladhusene det så i første omgang, hvor de også husstandsomdelte?

Journalisthøjskolens forhenværende rektor, Kim Minke, til MediaWatch (#)