Kategorier
Tendenser

Venstrefløjs-aktivister bruger wiki til håndbog

Den 11. maj skrev jeg om DR Troldspejlets Trold-O-Pedia-leksikon, der baserer sig på wiki-princippet, hvor alle kan bidrage med information.

Via et tweet fra mettechrist er jeg faldet over AktiWiki, der kalder sig selv for “en “open source” aktivisthåndbog”.

Her kan aktivister på venstrefløjen læse og bidrage med information. Forsiden er inddelt i sektionerne “Gade-aktivisme”, “Propaganda”, “Lokalgruppe arbejde”, “Kampagner”, “Seminarer, stormøder og årsmøder”, “Retorik”, “Offentlige arrangementer”, “Medier”, “Fundraising”.

Læs for eksempel artiklen “Hvorfor skriver venstrefløjen så dårligt?“, der er en opdatering af VS’ “Håndbog for barfodsjournalister” fra 1980erne. Uanset om man deler aktivisternes synspunkt og fremgangsmåder, er det da en interessant måde at gribe kommunikationen an på.

Kategorier
Design

Politiken har 250 artikeleksponeringer på forsiden – lidt i overkanten?

Politiken.dk har, så længe jeg kan huske, været kendt for at have en lang forside. I dag lagde jeg igen mærke til det, da jeg scrollede ned over forsiden. Og det fik mig lyst til at prøve noget, nemlig at tælle antallet af historier, som Politiken eksponerer på forsiden.

Det gælder både artikler på politiken.dk, men også tv-indslag og links til historier på partnersites. Dog ikke links til “statiske” sider, såsom sektionsforsider, temasider etc. Og så er der selvfølgelig gengangere, da den samme historie kan være eksponeret flere steder.

Optællingen er foretaget ved almindelig optælling, og kun ved én gennemtælling, så der er den første fejlkilde 🙂

Anyways, min optælling viste, at Politiken eksponerer 250 historier på forsiden. Nu har jeg hverken PhD eller noget som helst andet inden for dette felt, men det må da siges, at være i overkanten af, hvad læserne kan overskue? Oven i de 250 kommer så alle de andre links, Politiken har på forsiden.

Jeg siger ikke, at Pollitiken er de værste, mens alle andre er dukse, for det er en generel tendens hos onlinemedier, at man forsøger at eksponere så meget indhold som muligt på forsiden. Men giver det reelt nogen effekt?

Eller ville man være meget bedre tjent med at have en meget mere nedbarberet forside, som folk rent faktisk kunne overskue – og så linke til alt sit andet indhold på en artikel-til-artikel basis?

Til de interesserede, kan jeg oplyse, at eksponeringerne fordeler sig således:

Sektion/område Artikeleksponeringer
Venstre spalte 16
Centerspalte 61
Højre spalte 59
Footer-blogs 20
Bundliste: Seneste nyt 15
Bundliste: Seneste nyt erhverv 7
Bundliste: Seneste nyt kultur 7
Bundliste: Seneste nyt internationalt 15
Bundliste: Seneste nyt tjek 10
Bundliste: Seneste nyt sport 10
Bundliste: Mest læste i går 15
Bundliste: Mest læste seneste uge 15
I alt 250

Det er især i den centrale spalte, hvor der er 61 eksponeringer, at jeg mister overblikket.

Kategorier
Distribution Tendenser

The Economist bruger (også) Facebook til billeder

Den 18. maj skrev jeg om, hvordan The New York Times bruger Facebook til billeder. I dag ser jeg på min Facebook-forside, at mit yndlingsmagasin, også eksperimenterer i den retning:


Klik for at se billedet på Flickr

The new covers of The Economist are posted here first every week. View and comment on the new cover and leading article before the edition hits the newsstand.

Interessant, interessant. Læs i mit tidligere indlæg, hvorfor det kan være en god idé at lægge billeder på Facebook, hvor der ellers er ingen penge at tjene på dem.

Kategorier
Tendenser

Google og frygten for kinesere – et eksempel på, når sociale medier kan besvare en undren

Tilbage i februar måned læste jeg hos Silicon Alley Insider om nogle mærkelige autoforslag, Google kom med, når man skrev “I am extremely”. Det første forslag var nemlig “I am extremely terrified of Chinese people”.

I dag ville jeg så tjekke, om det stadig er sådan. Og ja, det er det.

Google autoforslag...
Klik for at se billedet på Flickr

Og så undrer man sig jo. For er det en joke (Google-folkene er mere eller mindre kendte for at lægge forskellige jokes og referencer ind hist og her), eller er der en fornuftig grund? Og jo, det er der.

Google autoforslag baseres på, hvad folk googler efter. Google skriver selv:

As you type, Google Suggest communicates with Google and comes back with the suggestions we show. If you’re signed in to your Google Account and have Web History enabled, suggestions are drawn from searches you’ve done, searches done by users all over the world, sites in our search index, and ads in our advertising network. If you’re not signed in to your Google Account, no history-based suggestions are displayed

Er der for eksempel lige pludselig mange, der Googler på “Hvor er Mogens Amdi?”, ja så vil den dukke op som autoforslag, når du skriver “Hvor er”. Altså må der være mange, der har googlet “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”. Hvorfor?

Læser man i kommentarerne til indlægget på Silicon Ally Insider, falder man hurtigt over svaret; et link til denne artikel på Christwire.org, som bærer overskriften, ja rigtigt gættet, “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”.

Så det er altså artiklen på det kristne Christwire.org, der har fået folk til at google den specifikke sætning. Det svar lå også i en af kommentarerne hos Silicon Alley insider:

To echo Bryant above, Google is displaying this suggestion because of the uproar this article http://christwire.org/2009/02/i-am-extremely-terrified-of-chinese-people/ is causing.

Blot endnu et eksempel, at vi hurtigt kan få en forklaring, hvis vi snakker sammen og bruger de muligheder, der ligger i tovejs-medierne.

Kategorier
Distribution Tendenser

Nekrolog over websitet – fremtiden er desintegreret

Via Guldborgsund-bibliotekernes blog er jeg blevet opmærksom på analysen “Websitet er dødt… Nettet leve!”, som er en nekrolog over det klassiske website og en varm hilsen til et desintegreret internet med RSS, API’er etc.

Analysen er skrevet af Jonas Heide Smith, der er webredaktør for Det Danske Filminstituet og har en PhD i spilstudier ved IT-Universitetet.

Analysen handler om, at websitet som en selvstændig enhed er på vej ud, og at vi i stedet ser indhold, der kan gøre sig på flere platforme. Meget godt opsummeret i dette:

[…] Store websucceser som Facebook, Youtube, Flickr og Twitter er ikke (alle sammen) mirakler efter den gamle målestok: antal besøg på websitet. Flere af disse tjenester har faktisk langt mere trafik fra eksterne systemer, som fremviser deres indhold, end fra brugere, der på gammeldags facon begiver sig ind på moderwebsitet.

Den for tiden meget omtalte mikroblogtjeneste Twitter blev f. eks. i 2007 brugt ti gange mere igennem eksterne systemer (websites, software, sms osv.) end ved, at nogen faktisk tastede twitter. com ind i deres browser. […]

Og her ligger en masse eksperimenteren og venter på medierne. For hvordan kan vi få vores indhold i spil på andre platforme og medier — og stadig tjene penge, så biksen løber rundt, og der er løn til de professionelle mennesker, der leverer indholdet?

Jeg har ikke svaret, men jeg har en stor lyst til at eksperimentere 🙂

Brug om ikke andet lidt tid på at læse analysen, som jeg varmt kan anbefale.

Kategorier
Nyheder

Spammer Microsofts Windows Live Search med referrals til blogs? Eller tester de bare?

På det seneste er jeg i min statistik (via MyBlogLog) begyndt at se et antal referrals (altså henvisninger) fra Microsofts Windows Live Search.

Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, hvis ikke det var fordi, at jeg tidligere aldrig har fået henvisninger fra Windows Live Search. Det kunne selvfølgelig skyldes, at flere er begyndt at bruge søgemaskinen. Men henvisningerne kommer fra søgninger på generiske ord som “medier”, “december”, “boersen”, “soeren”, men også “medieblogger”, som dog synes mere reel.

Det pudsige er, at jeg ud fra min statistik kan se, at henvisningerne er kommet fra den første side i søgeresultaterne. Og det giver ingen mening, for hvis du søger efter fx “december” eller “boersen” på Windows Live Search, så dukker min blog slet ikke op.

Der fik mig til at skrive et tweet:

All of a sudden I’m getting a pretty amount of referrals from Microsoft’s Live Search. What’s up with that?

Inden længe var der svar fra Frank H Madsen:

@larskjensen Meget mærkeligt. Er det mon Live, der referal-spammer igen?

Frank gav mig også et link til denne Google-søgning, og på den første side, som søgningen returnerede, læser jeg noget, som jeg kan genkende:

I have been seeing referrers from search.live.com for some strange and very generic keywords, things like “article”, “design”, and “sites”. Visiting the referring URL returned no link back to any of my sites.

Altså præcis det samme som jeg har oplevet. Dengang i juli var det MSN Search, det drejede sig om. Den, som i dag hedder Windows Live Search.

Et andet sted står under overskriften “Yell if Microsoft’s Live.com Spammed You Too“:

These referer headers are spoofed as the keywords from these supposed searches are sometimes in no way related to the requested page. Additionally, for most of the other supposed searches, the requested pages do not rank in the top 10 (first page of results) in a way to send this traffic.

Et tredje sted står at læse, at der er tale om “officielle test” fra Microsofts side:

First, we appreciate the concerns and issues that have been raised and apologize for any inconvenience this might have caused.

Second, we want to explain what this is all about. The traffic you are seeing is part of a quality check we run on selected pages. While we work on addressing your concerns, we would request that you do not actively block the IP addresses used by this quality check; blocking these IP addresses could prevent your site from being included in the Live Search index.

Please keep the feedback and thoughts coming as we will use this to help improve this process and make sure that it impacts your sites as little as possible.

thanks
– msndude (msd)

Så er spørgsmålet så, om Microsoft kører disse test igen. Noget kan tyde på det. Men hvad er så meningen med disse “quality checks”? Hvordan kan man teste sine systemer ved at forfalske en henvisning fra side x til side y, skønt der ikke optræder et link til side y på side x? Det giver ingen mening for mig.

Irriterende er det i hvert fald, da det giver støj i min statistik — lige præcis den statistik, jeg bruger mest: Den hvor jeg kan se, hvordan folk lander her på denne blog.

Opdatering 21-05-2009 @ 09:51
Alene i dag har jeg fået 7 henvisninger fra Windows Live Search, hvoraf nogle være falske:

Tidspunkt Søgestreng
00:39 pressemeddelelser
02:46 youtube
04:02 economist
04:19 blogs
07:02 medieblogger
07:17 medier
09:42 forside
Kategorier
Nyheder

Følg Antichrist-premieren live på ekstrabladet.dk via Twitter

På ekstrabladet.dk har vi tidligere dækket Eurovisionens Melodi Grand Prix via Twitter og ladet læserne følge med via en særlig Twitter-boks på udvalgte ekstrabladet.dk-artikler.

Nu tager vi skridtet videre. Vi har sendt en række “almindelige” danskere til premiere på Lars von Triers nye film, “Antichrist”, og to af dem, Karin Høgh (Twitter: karinhoegh) og Søren Pedersen (Twitter: systemaddict), opdaterer via mikrotjenesten Twitter.

Du kan følge med i den højre sidebar til en hvilken som helst Nationen-historie på ekstrabladet.dk, og du kan selvfølgelig også følge de to via deres respektive Twitter-feeds. Og så kan du også følge med via Twitter Search og se, hvad andre skriver.

Udover en boks til hver af de to, har vi også en boks, der trækker feeds ind fra alle Twitter-brugere omkring Antichrist. Hvis du selv har noget at sige omkring Antichrist, skal du blot sørge for, at inkludere “#antichrist” (uden anførselstegn) i dit tweet.

Jeg er spændt på at se, om det giver noget – om ikke andet får vi da sendt to mennesker i biografen med Twitter i lommen 🙂

Kategorier
Tendenser

Arto gik efter færre sidevisninger, mens BT har pumpet tallet op..?

I mit forrige indlæg omkring Arto/Freeway (læs især kommentarerne, der er rigtig gode) fortalte Daniel Møller, der er projektleder hos Arto, i en kommentar, at man har forsøgt at mindske antallet af sidevisninger:

Derudover har vi også aktivt indført funktioner som begrænser antallet af sidevisninger – således popper information om vennelogins, nye beskeder og mails, nye debatindlæg i tråde man deltager i osv. automatisk op på skærmen, uden at man behøver at skulle sidde og refreshe og tjekke de forskellige sider konstant – det har også betydet et væsentlig fald, omend sværere at måle den præcise betydning af.

Det fik mig til at undre mig lidt. For hvorfor har man haft et ønske hos Arto om at nedbringe antallet af sidevisninger, når så mange andre har en interesse i at øge antallet, især BT, som jeg tidligere har skrevet om?

Derfor skrev jeg til Daniel for at høre begrundelsen og fik svaret:

Det er korrekt at der normalt er et økonomisk incitament for at øge antallet af sidevisninger i forhold til reklame-indtægter.

Vi opdagede dog at mange brugere bare sad og trykkede F5 i deres gæstebog rigtig ofte for at se om der skulle være kommet en ny besked til dem.
Mange af disse hits reducerede reelt blot vores klik-rate på annoncer og betød dermed ikke en øget indtjening.
Istedet kunne vi med push-teknologi øge brugeroplevelsen, således at brugerne automatisk kunne få besked om interessante handlinger på siden (såsom at de har modtaget en ny besked) uden at de skulle sidde og trykke F5 (refresh) hele tiden for det. Så de sidevisninger vi har arbejdet på at skære fra er så at sige det “overflødige fedt” 🙂

Angående om det handlede om færre sidevisninger eller bedre brugeroplevelse svarede Daniel:

Altså det er måske en anelse vendt på hovedet at vores primære formål var at reducere overflødige sidevisninger, det var nok mere en sidegevinst af at vi ønskede at optimere brugeroplevelsen.

Altså var det primært for at øge brugeroplevelsen, og samtidig indså man, at en stigning i antallet af sidevisninger ikke øger clickraten på annoncerne – og så tjener man ikke flere penge.

Otte former for humor på ni sider
Derfor kan det undre mig, at BT.dk har været så ivrige efter at øge antallet af sidevisninger — eksempelvis denne BT-artikel om, at der er otte former for humor, fordelt med en form for humor per side. Farvel overblik.

BT’s pludselige flirt med de mange sider per artikel skyldes formentlig et ønske fra annonce-afdelingen, der dermed kan præsentere annoncørerne for et højt antal sidevisninger. Men tallet er pumpet kunstigt op, og jeg tvivler på, at folk klikker på flere annoncer, blot fordi en historie er inddelt i ni undersider. Selvfølgelig er der forskel på, om en person sidder og refresher sin indbakke på Arto eller skifte side i en artikel, men læseren er der jo trods alt for at læse artiklen — ikke for at se, om der dukker spændende annoncer op.

Og så irriterer man brugeren ved at bruge ni sider på noget, der havde egnet sig fint til en punktopstilling i én artikel. Den første form for humor er sarkasme, og her står blot:

Sarkasme

Hvis noget er åbenlyst ironisk, kan det være sjovt.

Det må der også være læsere, der har påpeget overfor BT. Så måske går der ikke så længe, før BT afslutter flirten og gør egne tal mere reelle?

Kategorier
Tendenser

Er Arto og Freeway ikke længere en faktor i det danske mediebillede?

Da det tilbage i januar måned 2008 blev annonceret, at Freeway skød penge i Nyhedsavisen, var der nogle, der begyndte at ryste i bukserne.

Man, mig selv inklusiv, mente, at Freeway, der står bag succeser som Arto og Dating.dk, ville sætte deres enorme sociale netværks-muskel i skub og ændre den måde, vi ser på onlinemedier i Danmark.

Det skete ikke, og Arto, som var på næsten alles læber på et tidspunkt, er nu blot en skygge af sig selv. se blot denne graf fra Google Trends, der viser Arto.dk’s tal for Danmark, og som en af vores udviklere viste mig (se tallene på Google Trends):

Statistik for Arto.dk (Google Trends)

Det går altså nedad for Arto, og især i oktober måned 2008 skete der et drastisk fald. Hvad der skete netop der, skal jeg ikke kunne sige (opdatering: Arto skiftede fra .dk til .com, dog uden at bremse faldet, se opdatering nedenfor), men der er næppe den store tvivl om, at det især er giganten Facebook, der har suget næring fra danske Arto (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Facebook (Google Trends)

Bemærk forløbet august til oktober, hvor Facebook tager et stort spring opad, mens Arto svinder ind. Kigger vi også på tallene for Dating.dk, ser vi, at den har holdt niveau (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Dating

Og et giver jo egentlig meget god mening. Facebook er ikke et dating-site (nogle bruger det måske til dating, det kan selvfølgelig ikke udelukkes), og konkurrerer altså ikke nært så hårdt med Dating.dk som med Arto, som tilbød de basalt set samme features som Facebook, altså online-venskaber, hvor man kan uploade billeder og skrive på hinandens profiler.

Tallene betyder formentlig, at Freeway er blevet en mindre attraktiv partner for medierne. Jo mindre et publikum, du kan tilbyde, jo mindre interessant er du som partner med et onlinemedie. Derudover har Freeway fået sig en mægtig modspiller, nemlig et af de største fænomener på nettet, vi nogensinde har set.

Det ses også tydeligt, at medierne er klar over, at Facebook nu er stedet, der skal holdes øje med. Alle har efterhånden en “Del på Facebook”-funktion, og vi samt andre arbejder med implementering af Facebook Connect.

Det helt store spørgsmål er så, om Facebook får et knæk magen til det, som Arto har oplevet. Jeg tvivler.

Opdatering 19-05-2009 @ 09:52:
Vores udvikler, som viste mig tallene til at starte med, har forklaret mig, at det drastiske fald skyldes, at Arto skiftede fra .dk til .com som top level domain.

Det har dog ikke kunnet bremse faldet, som denne graf viser (se tallene på Google Trends), men Artos fald er nu mere støt.

Arto dk/com

Kategorier
Profileret Tendenser

The New York Times bruger Facebook til billeder

En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

The New York Times poster billeder på Facebook
Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?