(Dele af denne artikel er revideret maj 2017 – læs mere nederst.)
En kollega har tippet mig om debatindlægget “Web er dødt – men internettet har fået nyt liv” på politiken.dk. Artiklen er skrevet af Stig Kirk Ørskov, der er direktør i JP/Politikens Hus.
I sit indlæg argumenterer Ørskov for, at internettets “åbne protokoller” og World Wide Web (den del af internettet, som vi “surfer” med vores browser) er på vej ud, mens det er lukkede universer som Facebook og Apple, der fører an. Der er en del løse ender i det debatindlæg – derfor vil jeg dedikere et indlæg til det.
Ørskovs debatindlæg er baseret på Wired-artiklen “The Web Is Dead. Long Live the Internet“, der er skrevet af Wired-redaktøren Chris Anderson.
Dødsdommen fældes af bladets chefredaktør, Chris Anderson. I årets nok vigtigste artikel om internettets udvikling dokumenterer han, hvordan tidens to hurtigst voksende digitale virksomheder, Facebook og Apple, repræsenterer et fundamentalt brud med den hidtidige brug af World Wide Web.
Lad os hæfte os ved ordet “dokumenterer”. Det har nemlig vist sig, at det er værd at stille spørgsmålstegn ved Wireds måde at gøre trafikken op på.
Den 17. august (samme dag som Wired’s artikel udkom) skrev BoingBoing-bloggen (en af verdens suverænt mest læste blogs) indlægget “Is the web really dead?“.
Her kigger Rob Beschizza først på den graf, som Wired har præsenteret:
Det ser jo meget fint ud, vi ser tydeligt, at web’et er på vej tilbage. Men Wired’s graf er baseret på andelen af trafikken. BoingBoing laver i stedet en graf baseret på faktisk trafik:
Her ser vi, at World Wide Web har en markant fremgang, stadig.
Derudover stilles der på BoingBoing et relevant spørgsmål. Wired’s graf er nemlig gjort op efter trafikmængde – det vil sige, der måles i megabytes. Er det den bedste måleenhed?
It’s also worth adding that bandwidth, though an interesting measure of the internet’s growth, isn’t so good for measuring consumption. It doesn’t map to time spent, work done, money invested, wealth yielded… Does 50MB of YouTube kitteh represent more meaningful growth than a 5MB Wired feature? And, as others point out in the comments, many of the new trends are still reliant on the web to work, especially social networking.
Altså: Ting, der fylder mere tæller mere i Wired’s optik. Det vil jo alt andet lige betyde, at videostreaming vil fylde kolossalt meget, da det fylder flere bits og bytes end tekst.
Hvad er hvad?
Men her stopper det ikke. For det er også værd at kigge på, hvordan Wired gør de forskellige områder op. Jon Lund, tidligere direktør for FDIM, skrev om Wired-artiklen på Twitter, og jeg skrev tilbage til ham, og her er hvad han svarede – interessant:
wired tweaker app-begrebet for at afsige deres www-dødsdom: youtube og skype-trafik regnes til apps i deres optik (#)
Aha – det vil altså sige, at YouTube ikke regnes med i statistikken for World Wide Web, selvom YouTube med garanti henter langt størstedelen af deres afspilninger og trafik via netop web.
Ørskov skriver også:
[…] verdens indholdsproducerende virksomheder [har] fundet ud af, at de ikke kan finansiere produktionen af kvalitetsindhold ved at gøre indholdet frit tilgængeligt på internettet.
Kan det have noget at gøre med, at mediernes indtil videre bedste bud på indtjening via frit indhold (det vil sige via annoncer) ligner den samme model som man brugte for 10 år siden ufatteligt meget?
Når jeg besøger for eksempel politiken.dk bliver jeg serveret for et hav af annoncer, jeg ikke har den ringeste interesse i. Eksempel: I artiklen “Wozniacki blæser videre” (altså en sportsartikel), ser jeg følgende annoncer:
- Jobzonen
- SAS
- Apollo
- Lastbiltransport.dk
- Brandos (sko)
- Estonian Air
Altså annoncer, der har intet at gøre med indholdet. Hvis man som medie ikke præsenterer annoncer, der relaterer til indholdet, hvad regner man så med? Det er det, Google kan. Det er derfor, de tjener masser af penge på annoncer. Det, og så at annoncerne ofte ikke blinker og larmer, men blot er tekst, som det menneskelige øje kan afkode.
(Tilføjelse: Store blinkende kampagne-annoncer kan være fine på forsiden – men når jeg er inde på en artikel, som omhandler et specifikt emne, skal annoncerne være relevante, før jeg så meget som overvejer at klikke på dem 🙂
Bemærk:
Teksten i denne artikel er revideret i maj 2017. Meningen er stadig den samme, og kritikken står ved magt – men enkelte formuleringer er ændret. Jeg mener grundlæggende, man skal skrive om folk, som man vil tale om dem, hvis de var i lokalet – og dele af denne artikel afveg fra det standpunkt.
Fareed Zakaria er international redaktør for Newsweek og vært på “Fareed Zakaria GPS” på CNN – og dermed ingen herr hvem-som-helst, når snakken falder på internationale anliggender.
Går du rundt og synes, at de valg du foretager dig er fuldstændig rationelle og din helt egen beslutning?
Jeg er i skrivende stund i gang med at læse denne, ganske enkelt fantastiske, bog, som min chef fik mig overbevist om, at jeg burde læse.
Den italienske jøde Primo Levi bliver i 1943 taget af tyskerne og deporteret til koncentrationslejren Monowitz, en underlejr til Auschwitz.
Denne bog kræver vel ret beset ingen introduktion.
I “Doppler” følger vi en mand ved navn Andreas Doppler, der en dag styrter på sin cykel i skoven og indser, at han har fået nok af de moderne liv og alle de krav, det stiller til mennesket om at være “kompetent” – oversat fra “flink” på norsk.
Den unge Samuel (Sam) Clay bor i New York og har et beskedent job. En dag flytter hans fætter, Josef (Joe) Kavalier, ind. Joe er flygtet fra Prag, hvor nazisterne har indtaget byerne – og hvor det derfor ikke længere er sikkert at være jøde.
Her har vi virkelig at gøre med en af de tunge drenge på den internationale politiske scene. Richard N Haass var rådgiver for præsident Bush (den første) og er i dag i spidsen for den uafhængige tænketank “Council on Foreign Relations”.
Denne bog er noget for sig selv, og derfor skal den selvfølgelig med.
Til slut vil jeg også anbefale dig at læse James Harkins kritik af den verden, som blandt andet sociale medier er med til at skabe.
Via 