Skal vi i mediebranchen virkelig til at læse Walter Lippmann igen?

Noget af det vigtigste, hvis ikke dét vigtigste, er sandheden. Vores læsere er nødt til at stole på den information, de får fra os medier.

I 1920 udgav den amerikanske forfatter, skribent, journalist og kommentator (man kunne blive ved) Walter Lippmann [Wikipedia] sin ‘Liberty and the News’ [archive.org], der senere blev efterfulgt af ‘Public Opinion’ og ‘The Phantom Public’.

I ‘Liberty and the News’ argumenterer han – blandt andet – for, at befolkningen altid bør have adgang til en konstant strøm af sande oplysninger:

All that the sharpest critics of democracy have alleged is true, if there is no steady supply of trustworthy and relevant news.

Det kan lyde åbenlyst, og da jeg læste ‘Liberty and the News’ var der flere steder, hvor jeg tænkte “come on, det er da indlysende!”, men sådan er det jo, når man læser tekster, der forandrede verden – for mere end 90 år siden.

Men alligevel er der nu begyndt at være nogle tendenser, der peger i retning af, at vi måske bør genlæse Lippmann alligevel. Senest DR’s berigtigelse fra weekenden:

BERIGTIGELSE: Deadline bragte lørdag aften et indslag om udviklingen i meningsmålingerne fra sidste folketingsvalg og frem til i dag.

I den sidste del af indslaget hævder DR’s analyseredaktør, at personer tæt på statsminister Helle Thorning Schmidt lækkede beslutningen om en sænkelse af selskabsskatten til medierne med det motiv at stække beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i forbindelse med hendes lancering af kontanthjælpsreformen dagen efter.

Den påstand er der ikke dokumentation for.

Efterfølgende videreformidledede DR påstanden i en artikel på Dr.dk uden her at gøre opmærksom på, at der var tale om gisninger.

Sjusk og – værre endnu – usandheder. Og – værre værre endnu – usandheder viderebragt af vores public service nyhedsformidler, der om nogen burde sætte sandheden i højsædet (det bør alle naturligvis gøre).

Nuvel, det er kun et enkelt eksempel. I samme boldgade finder vi BT og TV 2, der bringer pressemeddelelser og et portræt i et dameblad skrevet af en PR-ansat — og det var to eksempler jeg fandt blot ved at åbne journalisten.dk i min browser.

Der er sikkert flere eksempler derude – tag eksempelvis sagen mellem BT-journalist Lars Fogt (hans kronik) og Zenia Stampe (hendes svar). Der er i hvert fald nogen i den sag, der omgår sandheden, som udspiller sig i den fulde offentlighed – hvem ved jeg ikke. Derudover problematiserer den debat forholdet mellem politikere og journalister på Christiansborg – et forhold, der måske snart har brug for et serviceeftersyn.

Eller da DR lagde sendetid til, at journalister gættede på indholdet i nytårstalen, selvom de havde læst den:

Men på daværende tidspunkt behøvede værterne slet ikke at have forventet noget, for de vidste – fuldstændig ordret – hvad der ville blive sagt.

Det erkender Ask Rostrup.

“Det bliver lidt et stykke teater, for vi ved noget, men vi må ikke sige, hvad vi ved,” siger han.

Et teater, der er betalt med public service-penge. Så skal det være bedre teater – i hvert fald hvis man spørger mig.

Der er med garanti flere eksempler på, at andet end sandheden bliver fremstillet. Den går ikke. Vi (medierne) skal værne om sandheden og altid viderebringe den. Fordomme, gisninger, et presset marked og/eller travlhed må aldrig komme i vejen for det, for så mister vi vores raison d’être [Wictionary].