Kategorier
Tendenser

Jyllands-Posten i Freemium-modellens vold: Det kræver trafik

Det er trafikken på det gratis indhold, der skaffer potentielle abonnenter.

Der sker spændende ting hos Jyllands-Posten i øjeblikket. For en uges tid siden kunne man læse en artikel hos MediaWatch, der signalerede en ny retning for online-delen af JP:

Ny kurs for Jyllands-Posten på nettet: Vil være nyhedsbureau.

I artiklen er der et citat fra Jyllands-Postens nye chefredaktør, Jacob Nybroe, der hurtigt kommer til at virke meget backwards og lyde som noget, en chefredaktør kunne havde sagt for 10-12 år siden:

“Når jeg bruger begrebet nyhedsbureau, er det for at sige, at dagens nyhedsudbud er den naturlige drivkraft på vores site. Det får samtidig et bredere scope og bliver ikke bare Jyllands-Posten med strøm på. Du vil for eksempel sagtens kunne forestille dig, at vi gør en del ud af, at E45 er spærret, og at folk sidder i kø i timevis. Dén historie har jo ingen gang i en avis, men det er en rigtig online- og en bureauhistorie, om man så må sige,” siger Jacob Nybroe til Svingdøren.

En ny MediaWatch-artikel fortæller os dog, at det ikke bare handler om, at man hos Jyllands-Posten nu har opdaget internettets fantastiskhed. Det handler om få flere læsere til den gratis del af jyllands-posten.dk, fordi det betyder flere potentielle abonnenter:

“Digitalt betalt indhold er stadig den helt store overskrift. Alle ved, at annonceomsætningen på digitale medier ikke kan opveje det strukturelle fald på papiraviserne. Derfor er det helt uomgængeligt, at vi skal skabe flere digitale abonnenter. Så kan det godt synes som en omvej, at vi lige nu styrker jp.dk’s gratis univers, men vi gør det af to grunde,” siger Jacob Nybroe.

Politiken lærte, at trafik er konge

Som mange andre større danske netmedier bruger Jyllands-Posten den såkaldte ‘Freemium’-model. Det betyder kort fortalt, at en del af hjemmesiden er gratis at læse, mens man kan købe et digitalt abonnement for at få adgang til særligt indhold eller andet.

Udfordringen med den model er, at den kræver trafik. Masser af trafik. Og det er, hvad JP nu vil i gang med at hælde på maskineriet.

Et andet JP/Politikens Hus-medie, Politiken, skiftede til ‘Freemium’ for lidt over et år siden. Det skift handlede blandt andet også om trafik, og det skrev jeg en artikel om med overskriften ‘Trafik er konge’. I artiklen har jeg et sigende citat (fra en MediaWatch)-artikel fra Bo Lidegaard, daværende chef-redaktør på Politiken:

Siden har vi genvundet en del, men vi er ikke tilbage på fuld styrke. Den trafik savner vi. Både fordi vi gerne vil have reach, men også fordi trafikken er med til at konvertere til abonnementssalg”.

Og jeg tilføjede selv:

Trafik betyder nemlig alt. Det er, som Lidegaard siger, selvfølgelig reach, og mere trafik er endnu flere mennesker, du kan (forsøge at) sælge abonnementer og andre ting til. Og det er flere mennesker, du kan vise annoncer til.

Det er samme indsigt, Jyllands-Posten er nået til. Og da de investerer stor energi i at få flere “gratislæsere” kan være et tegn på, at de trods alt ser nogle okay konverteringsrater (altså, hvor stor en procentdel af de ikke-betalende læsere, der køber et abonnement).

Der er en anden model, som jeg tror, vi kommer til at se flere medier eksperimentere med, men nok kun de mindre. Det er at lægge alt indhold bag en “betalingsmur”. Hvis man lykkes med dette, kan man fokusere på at servicere sine abonnenter 100% ved for eksempel at skære annoncører ud af ligningen.

Store online-medier som Jyllands-Posten og Politiken har dog en masse indhold (såsom ‘run of the mill’-nyhedsartikler), som man også kan finde andre steder, og som det ikke giver mening at kræve betaling for.

Det er ikke desto mindre formentlig denne type indhold, vi kommer til at se mere af hos Jyllands-Posten. Om der er plads til endnu et ‘breaking news’-medie herhjemme, eller om folk er tilfredse med de eksisterende tilbud – ja, det får vi svar på i løbet af de kommende måneder.

Ⓜ️

Læs mere:

Ny kurs for Jyllands-Posten på nettet: Vil være nyhedsbureau (MediaWatch, 24, april 2017)

Jp.dk styrker gratis del – for at få flere til at betale (MediaWatch, 1. maj 2017)

Trafik er konge – Om Politikens farvel til ‘the metered model’ (Medium / Lars K Jensen, 31. marts 2016)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *