Du kender det: Du sidder med din mobiltelefon i hånden og læser nyheder og prøver at danne dig et overblik. Du kommer ind på en artikel, der er alenlang, fordi personen/personerne bag har lavet et såkaldt ‘longread’ for at komme i dybden med emnet.
Basically står du overfor en masse tekst, formentlig med billeder, video og måske lyd indlejret. Og det ligger i én lang, lodret spalte. Så hvis du vil igennem fortællingen, har du værsgo’ at scrolle. Og scrolle. Og scrolle.
Og det kan være en pinsel at læse, mens du skal scrolle. Hvor kom du til i teksten? Og hvornår skal du scrolle videre, for ikke at gå i stå i din læsning?
Sådan er virkeligheden for rigtig mange journalistiske fortællinger på en mobiltelefon. Det gælder også for oplevelsen på desktop-computere, men her vil jeg fokusere på mobilen, fordi det er her, langt størstedelen af de journalistiske produktioner vil blive oplevet i fremtiden.
Snip, Snap, Snude
Men sådan behøver det ikke være. Måske bruger du (ligesom rigtig mange andre) allerede en tjeneste, hvor du aldrig scroller. Hvor det, du skal se, altid kan være på skærmbilledet. Jeg gør i hvert fald, og den hedder Snapchat.
Hvad enten du kigger på et ‘snap’ fra en ven eller en ‘story’ under Snapchat Discover (hvor forskellige onlinemedier blandt andet er repræsenteret) er indholdet altid begrænset til den aktuelle visning på din telefon. Okay, du kan swipe op for at læse den artikel, som det pågældende snap fortæller om, men det er også det.
Siden jeg (indrømmet; ret sent) kom på Snapchat, har jeg undret mig over, at flere medier og udgivere ikke vi tage denne form til sig. Altså, hvor indholdet er sideinddelt (pagineret), så der ikke er noget fri scrollen rundt.
The Medium is the Message
Men nu sker der noget. Udgiverplatformen Medium (der i starten af året ditchede annoncer som forretningsmodel…) har annonceret deres ‘Series’, som ifølge teknologimagasinet Wired er “Snapchat Stories, But for Medium”.
Den letteste måde at forstå ‘Series’ på, er ved at se det. Medium har lavet denne video, hvor de forsøger at forklare formatet:
‘Series’ er så mobile-only, at du er nødt til at have Mediums app installeret på din telefon, hvis du vil se dem. Har du det, er de til gengæld også lige foran dig.
Jeg har været igennem de første udgivelser, og det er saftsuseme nemt at gå til. En ‘Series’ er inddelt i dele/sider, som man kender det med ‘snaps’ fra Snapchat, og de kan indeholde tekst, billeder, animeret gif, video – og sikkert andre ting, jeg ikke har set endnu.
Hver side i en Series-fortælling har et navigationsskelet, så du enten kan komme frem eller tilbage i fortællingen (akkurat som en Snapchat-story), og du kan trykke øverst for at få info, om den aktuelle ‘Series’:
Der er noget puritansk over, hvordan en side med tekst fremstår i ‘Series’:
Den sorte bar i toppen viser dig, hvor langt du er igennem den pågældende ‘Series’. Det kender du måske fra Instagram Stories, der er et rip-off af Snapchat.
Slut med at scrolle og swipe op og ned og have en masse navigation (og overvejelser omkring denne) som forhindrer dig i, at gå 110 procent ind i historien.
Her sidder du med din telefon og trykker dig mageligt frem (og tilbage) i en fortælling. Aaaaaaah.
The New York Times har gang i noget lignende
Et nyt format ville selvfølgelig ikke være interessant, hvis ikke The New York Times allerede havde lavet noget lignende. Ellers er det omvendt, så The New York Times ikke ville lave noget lignende, hvis ikke formatet var interessant.
Either way, tjek deres ‘What I Saw in Syria’-fortælling – på din mobiltelefon. Den er fra juni sidste år, og den gør ret meget det samme, som du lige har læst om herover.
Her er et screenshot af en af siderne fra den fortælling:
Kan du se den hvide bar i bunden? Gæt, hvad den viser 😉
Modsat Medium, vælger The New York Times at vise navigationen (de to pile til højre og venstre), og det kan selvfølgelig have sine fordele – men det kan også tage værdifuld plads i fortællingen. Det kan være en afvejning fra gang til gang.
Det skal danske netmedier da i gang med!
Igennem de seneste år har en række af danske medier kastet sig ud i ‘longreads’ og på anden måde fortællinger, der fordrer eller kræver fordybelse. Og rigtig mange af dem er laaaaange, og man skal scrolle sig igennem dem.
Jeg ved ikke med dig, men hvis artiklen ikke handler om lige præcis dét, der er allermest spændende eller nødvendigt for mig lige nu, så hopper jeg af undervejs eller begynde at speedscrolle og scanne teksten for at se, hvad den ellers har at byde på. Og det var jo ikke meningen med fortællingen.
En af årsagerne til dette er, at jeg skal bruge min tommelfinger hele tiden for at komme igennem teksten. Det er en investering, og inden hvert ‘swipe’ tænker jeg over, hvor længe endnu, jeg gider flytte denne tekst opad på min telefon.
Prøv at læse nogle lange artikler på din telefon, hvorefter du trykker dig på den sene, der løber mellem din tommel- og pegefinger. Min er ret tit øm, og det er den fordi, tommelfingeren er på overarbejde, når jeg skal scrolle igennem alt det indhold.
I stedet er det meget mere behageligt, afslappende og potentielt fordybende at konsumere Mediums Series eller fortællinger som The New York Times’ beretning fra Syrien.
Navigationen går fra at være en kontinuerlig begivenhed (med tommelfingeren konstant på skærmen) til at være en handling, jeg foretager, når der er brug for den.
Win-win
Men det er ikke kun brugeren, der kan have gavn af denne form; det kan medierne også.
For det er meget hurtigere for brugerens telefon at loade en enkelt side i en fortælling end en hel artikel. Det betyder, at indholder kommer hurtigere frem, hurtigere bliver klar til at modtage brugerens input (såsom tryk på skærmen), og det øger sandsynligheden for at brugeren vil gå i gang med indholdet.
Den låste form betyder også, at man ikke bare kan hælde indhold og andet tingel-tangel på. Hvis man vil have noget ind i fortællingen såsom annoncer etc., så skal man virkelig tænke sig om. Det bliver med andre ord meget tydeligt hvor forstyrrende så lidt som en henvisning til en anden artikel kan være for læse-/konsumeringsoplevelsen. Det er en god øvelse.
Det er også nemmere at måle, hvor langt brugerne når igennem fortællingen. Du kan lynhurtigt se, om 80% af dine brugere springer fra ved side 3 i en fortælling på 908312 sider. Og så kan du gå i gang med at undersøge, eksperimentere og forbedre.
Man kan også (som Medium gør det med Series) sende brugeren derhen, hvor han/hun kom til, når vedkommende trykker ind på en historie igen. Det kan gøres via en cookie, men den smarte løsning ville være, at gemme infoen i (den indloggede) brugers profil. Det vil for eksempel betyde, at brugeren kan komme igennem fortællingen på tværs af både sessioner og enheder (fx computer og telefon).
Og så har du søreme også et argument for, hvorfor folk skal registrere sig hos dig og være logget ind.
Andre våben i kampen mod scroll
Nu behøver alle fortællinger jo ikke minde om Snapchat-stories. Og det, der egentlig fanger mig mest ved ‘Series’ og ‘What I Saw in Syria’-fortællingen er, at jeg skal intereagere minimalt med min telefon. Jeg kan trykke enkelte steder i interfacet (eller swipe) – og det er så det.
Dermed kan jeg holde min skærm fri for mine pølsefingre.
Pagineret scroll
Dette kan naturligvis også gøres på andre måder. En ting man kan gøre, er at tage sin vertikale (lodrette) tekst og inddele den i sider, som brugeren så scroller/swiper igennem.
For noget tid siden lavede jeg en simpel demo (ved hjælp af noget JavaScript, jeg Googlede mig til), der illustrerer dette – den er lavet til mobil, og fungerer muligvis ikke så godt, som da jeg lavede den 😉 Den er lavet til en iPhone 6 (det er kun en prototype), men hvis man lavede sådan noget ordentligt skulle den selvfølgelig tilpasse sig skærmens størrelsen.
Fordelen ved, at teksten ‘klistrer’ til skærmen og dermed låser navigationen er, at læseoplevelsen bliver meget mere rolig, da man som bruger ikke skal scrolle frit op og ned undervejs.
Hvis man som medie/udgiver skal lave noget i den dur, kræver det selvfølgelig noget teknik, der ikke alene kigger på antal tegn men også billeder, video og andre elementer, og slår sideskift de rigtige steder.
Automatisk scroll
En anden ting er, at lade teksten være, som den er – men at gøre det muligt for brugeren at lade teksten scrolle af sig selv, så han/hun ellers kan læne sig tilbage og læse teksten, mens den kommer frem og forsvinder igen. A la de tekster, du måske kender fra starten af Star Wars-filmene, bare uden musikken 🙂
I samme omgang som demoen ovenfor lavede jeg også en demo med autoscroll. Scroll-hastigheden er sat ud fra, hvad jeg lige synes, var passende. I den virkelige verden vil man naturligvis lade brugeren tilpasse dette, eventuelt med en simpel slider i bunden.
Just do it…ik’?
Uanset hvordan man griber det an, så håber jeg, vi kommer til at se flere udgivere gøre det nemmere for os brugere at konsumere deres indhold. At vi kommer til at se mere indhold, der tager udgangspunkt i, at vi ikke sidder foran en 700″-skærm, men på en noget mindre mobilskærm, hvor vores fingre hurtigt kan skygge for meget.
Det er mit håb. Her er min opfordring: Installér Mediums app på din telefon og hop ud i Series. Kig på andres og lav dine egne (der er jeg ikke nået til endnu) og lær formatet at kende.
Det kan virker anti-intuitivt, at man ikke vil gøre brug af, at man via scrolling kan gøre meget mere indhold tilgængeligt for brugeren (som kan konsumeres gradvist igennem et “vindue”), når det nu er en af de ting, hvor online er så anderledes fra papir.
Jeg stillede mig også i koret, der kritiserede de netmedier, der lagde deres online-artikler ud på flere undersider for at score sidevisninger. Det var fordi, mediet gjorde det for mediets skyld – der havde det været lettere bare at vise hele artiklen på én gang. Og fordi man ofte skulle scrolle ned for at kunne skifte side.
På mobiltelefonen er reglerne anderledes. Vi har kun brugerne i ganske kort tid ad gangen, og formater som Medium Series kan i den grad noget.
Prøv det. Det fungerer.
Læs mere:
Welcome to Series, a new type of story on Medium (Medium / 3 min read, 1. marts 2017)
Medium Launches Snapchat Stories, But for Medium (Wired, 1. marts 2017)
What I Saw in Syria (The New York Times, 17. juni 2016)