Vi kender vist alle historien om træet, der vælter i skoven, men som ingen kan høre.
Spørgsmålet er måske, om vi skal til at sige noget lignende om informationer, eksempelvis artikler:
Hvis en artikel kun bliver trykt i en fysisk udgave, men færre og færre køber denne udgivelse, betyder det så også, at artiklen, og de informationer den indeholder, langsomt, men sikkert, ophører med at eksistere?
Det, der fik mig til at tænke denne tanke var noget, jeg var ude for forleden dag. Jeg sad og læste en fremragende artikel i ‘Intelligent Life’-magasinet, som bliver udgivet af The Economist.
Artiklen handler om unge mennesker, der tager modafinil (Illustreret Videnskab skrev om dette tilbage i 2003) under deres studie på Cambridge. Dette lød interessant, synes jeg, og måske noget, som en af vores journalister kunne finde en dansk vinkel på.
Jeg ville gerne sende artiklen med det samme og gik derfor ind på moreintelligentlife.com, magasinets website, i håb om at finde artiklen. Men uden held.
Ergo har folkene bag valgt kun at trykke artiklen i magasinet. Jeg kan ikke engang læse så meget som et sølle uddrag online med beskeden om, at jeg skal hoste op, hvis jeg vil have hele herligheden. Man er med andre ord nødt til at smide 55 bananer for at få lov at læse artiklen.
Problematikker for informationssamfundet
Nu er problemet jo ikke større, end at jeg tager magasinet med på arbejde i morgen og viser til min kollega, men for hele informationssamfundet rejser det nogle problematikker:
- Læserne kan ikke se den originalartikel, eller uddrag af den, der citeres fra, skønt artiklen nævnes.
- Intelligent Life får ikke flere læsere af artiklen end dem, der køber/låner bladet – jeg ville ellers gerne sende dem en masse. Når dette nummer af magasinet bliver afløst af et andet, så er der i min optik ikke flere penge at hente på artiklen, og så skal den på nettet.
- Folk der går på nettet og søger efter informationer om modafinil (som jeg skyder på er måden, alle ville gøre det på) finder aldrig artiklen.
- Det er ikke muligt for journalisten at udelade en eller flere informationer, som er detaljer men dog vigtige, da læseren ikke kan få adgang til originalartiklen.
- Når alle kopierne af det trykte magasin er smidt ud/væk, findes artiklen kun på forfatterens computer og, forhåbentlig, i Intelligent Life digitale lager. På nettet ville den have væsentligt bedre chancer for overlevelse.
Alt sammen kunne være løst, hvis artiklen var at finde på det ellers allestedsnærværende internet. I stedet lever den et liv trykt på fysisk papir, som kun kan videredistribueres i strid med loven: Kopiering.
Mit argument vil derfor være, at jo flere artikler, der (også) findes online jo bedre. Det giver mening for alle: Originalmediet, det citerende medie og ikke mindst læserne.
Hvordan kommer Google ind i alt dette?
Det er meget nærliggende at nævne Googles bogprojekt Google Books, i et indlæg om offline kontra online indhold. Google vil med sit bogprojekt søge blandt andet at forhindre det, som jeg taler om i dette indlæg: At informationer, der kun findes i trykte udgaver uddør og forsvinder.
Det er meget svært for mig som onlinemenneske, og vidensbegærlig, at sige andet end at det er en rigtig god idé at digitalisere informationer, der ellers ville gå tabt. Det være sig alskens bøger til gode artikler i magasiner.
Det er dog ikke det samme, som at det skal være gratis. Vi opererer stadig med det gode gamle “free as in free speech, not free beer”. Men det er en helt anden snak 🙂
