Journalistens rolle i Twitters tidsalder: Søg og filtrér

Det overrasker næppe de fleste, at Twitter har indtaget en vigtig rolle under urolighederne i Iran. Læsere af denne blog er i hvert fald ikke i tvivl 🙂

Men hvor der ikke længere er tvivl om Twitters rolle og vigtighed, er der stadig en vis tvivl om, hvordan journalister skal forholde sig og agere, når sager som disse ruller.

Det skyldes, at der opstår en situation, som aldrig er set før — i hvert fald ikke i den skala. Nemlig, at der findes en masse mennesker, som har en masse at fortælle og information, de skal af med, men de sender ikke denne information til medierne og venter på, at de publicerer historier om det. Nej, de sender direkte til services som især Twitter, hvor resten af verden kan se det med det samme.

Dette gør journalisterne overflødige, vil nogle nok sige. Tværtimod, vil jeg sige.

For det kræver sit at følge med i de forskellige tweets fra og omkring Iran. Og det kræver, at man enten har det som en del af sit arbejde — eller ikke har noget arbejde — for at kunne have bare en chance for at følge med.

Derfor skal journalister, i disse tilfælde, indstille sig på at gøre det, som Google for længst har indset. Nemlig at det ikke altid gælder om at skabe ny information, men at søge i den information, der allerede findes og filtrere i den, så andre nemmere kan finde frem til “guldet”. Oftest er der også et meget større behov for dette end for endnu mere information.

Der er altså ingen grund til at spørge ud for at høre, hvad der sker i Iran lige nu og så vente på svar. Den information flyder allerede i en lind strøm, det er bare om at “tappe” sig på.

Nyhedshundene kan få stillet sulten
På ekstrabladet.dk har vi haft en journalist, Anders Kjærulff, der har holdt øje med, hvad der sker på Twitter omkring urolighederne i Iran. Når Anders så har set noget interessant har han opdateret den pågældende artikel (som for eksempel denne artikel) med informationerne.

Derved har de nyhedshunde, der gerne vil følge med i sagen med Iran, men ikke har tiden eller energien til at trawle igennem Twitter, her et sted, hvor de kan følge sagen.

Det er ikke en vinklet nyhedshistorie — det prøver artiklen heller ikke at være — men et sted, hvor man kan blive opdateret på seneste nyt fra Iran. Uden at skulle kæmpe med at frafiltrere mere eller mindre ligegyldige tweets fra folk, der eksempelvis skriver “#iranelection” i deres tweet for at få læsere, eller de nærmest uendelige re-tweets, hvor en Twitter-bruger gentager det, en anden lige har skrevet.

Herfra kan man så sagtens skrive vinklede nyhedshistorier, der tager afsæt i det, der sker.

En tommelfingerregel omkring services som Twitter, og som jeg også fortæller til journalister, er at der vil være måske 10, 20, 30, 100 eller måske endda flere tweets, som man scanner igennem, som er ligegyldige eller blot “okay” — men lige pludselig finder man den hellige gral, og så er det det hele værd.

Så journalister skal, når de arbejder med/på Twitter finde deres rolle som et filter for læseren, der finder de gode (og rigtige) informationer og sorterer resten fra. Altså en menneskelig algoritme.

Hvilket værktøj, der skal bruges betyder mindre, når først rollen ligger fast.