Kategorier
Distribution Tendenser

Har Google dræbt Jaiku?

Er Jaiku død?

Jaiku er en mikroblogtjeneste, oprindelig finsk. I oktober 2007 blev Jaiku købt af Google — og siden er det sådan set gået ned ad bakke.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter. Det skyldes især Jaikus interface med kommentarer direkte under mikroblogindlægget. Der kan Twitter ikke være med.

Men det ændrer ikke på, at Jaiku er så godt som død. Det skyldes uden tvivl blandt andet en lang række af servernedbrud. Ironisk nok opstod de helt store udfald først efter, Google havde købt servicen. Nok noget de færreste ville have regnet med.

Men faktum er, at der er langt mindre trafik på Jaiku, end der var for bare fire uger siden, da vi diskuterede annoncer på blogs. Det gav en debat med 76 kommentarer. Mit spørgsmål om, hvorvidt Jaiku er død gav to.

Konkurrence fra Facebook og Twitter
Ingen tvivl om, at den store konkurrent er Twitter (der lader til at have fået styr på deres tekniske vanskeligheder efter at have ofret nogle features), men Facebooks statusopdateringer er også blevet en alvorlig trussel, og det bliver nok ikke bedre for Jaiku, nu hvor man også kan kommentere hinandens Facebook statusopdateringer på mobilen.

Samtidig er der andre mere eller mindre succesrige services, blandt andet ReportingOn, der bedst kan beskrives som mikroblogging for journalister, hvor journalister kan skrive små beskeder om, hvad de skriver om/arbejder på lige nu.

Jeg bruger Google Talk til at følge alt, hvad mine Jaiku-kontakter (42 stk.) skriver, og jeg har kunnet se en markant nedgang i aktiviteten. Jeg tror, at den større brugerbase og aktivitet på steder som Twitter og Facebook lokker. Det gør det i hvert fald hos mig.

Jeg er ikke typen, der går derhen, hvor de andre går hen, bare fordi, det er der, der er flest – men det er trods alt bedre at have et publikum end at skrive ud i det blå. Og så har både Twittter og Facebook platforme, der sagtens kan konkurrere med Jaiku.

Det ser med andre ord sort ud for Jaiku, hvis ikke Google har et eller andet oppe i ærmet. Måske kan man forestille sig, at Google vil integrere Jaiku i andre services, men så er det et spørgsmål, om det ikke er ved at være for sent.

2 kommentarer til “Har Google dræbt Jaiku?”

Jaiku er klart mere mig end Twitter. Men ak…

Der er stort set ingen aktiviteter blandt de få jeg følger… og dermed er jeg alligevel endt på Twitter.

Jeg er ved at se mig lidt sur på Google. De overtager rigtig mange gode initiativer, men det er som om, at de services så “dør” ud….

Jeg tænker på Feedburner, Picasa, Jaiku….

Eller er det bare mig der er blevet en sur gammel mand? 😉

Potter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *