Facebook-annoncer: Har Venstre i grunden gjort noget forkert?

Der har været en del skriverier om Venstres brug af Facebooks “social ads”-feature, blandt andet hos MediaWatch.

Social ads, sociale annoncer, fungerer på den måde, at indehaveren af en side/page (jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages) kan lave annoncer for den side. Vælger man at bruge Facebooks social ads feature så vil dem, der ser annoncen blive præsenteret for en annonce for siden OG hvis en i deres vennekreds på Facebook er “fan” af siden, vil der være et billede af vedkommende og stå, at vedkommende er fan af siden.

Det er en feature, som andre annoncører også bruger på Facebook, blandt andet har jeg set social ads for “Blå Mænd“.

Venstre selv siger følgende:

“Vi har udnyttet den mulighed, som facebook har for at lave sociale annoncer. Jeg vil dog gerne slå fast, at vi ikke ønsker at hænge nogen ud eller vil udstille nogen for en forbindelse til Venstre eller Anders Fogh mod deres vilje,” siger Claus Horsted, der er politisk sekretær i Venstres Landsorganisation. (#)

Og det har de ganske ret i. Social ads er en feature i Facebook, som alle, der har en side/page kan bruge.

Uden tilladelse?
MediaWatch skriver:

Partiet Venstre bruger med billede og navns nævnelse danskere i sin markedsføring – men de har ikke givet deres tilladelse til det. (#)

Nu har jeg ikke været hele Facebook-regelbogen igennem, men jeg er ret sikker på, at Facebook har sørget for rykdækning til social ads. Det betyder (formentlig) at hvis folk føler, at de pludselig optræder i en annonce uden at vide det, så er det altså fordi, de ikke har læst regelsættet (godt nok).

Samtidig er Facebook ikke en dansk enhed (det eneste danske er den dansksprogede version), så derfor tvivler jeg på, hvor meget man får ud af det. Selvom nogle danskere, i dette tilfælde Venstre, bruger det til at markedsføre sig overfor andre danskere.

Set fra annoncørernes synspunkt er social ads en sand perle. Ikke nok med, at man får annonceret for sit produkt, så får man også målgruppens venner (såfremt de er fans af siden) til at give deres anbefaling med.

Og det er noget, der betyder noget for brugeren i sidste ende: At en i deres vennekreds er fan af noget, og dermed indirekte anbefaler det.

Betydningen af ordet “fan”
Et andet spørgsmål er også, om folk som David Trads ikke burde tænke sig lidt bedre om, når de agerer i den nye medieverden, som Facebook er med til at skabe:

“Jeg er også fan af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal på nettet, så jeg dækker bredt. Årsagen er simpelthen, at jeg professionelt har ønsket at følge med i, hvordan partilederne bruger Facebook, siger David Trads. (#)

Nu kan man jo godt følge politikerne på Facebook uden at blive fan af dem (man kan jo for eksempel blot føje Facebook-siden til sine favoritter), og samtidig fremgår det også ret tydeligt, at man kommer til at figurere blandt de andre fans af et produkt, person eller noget helt tredje, når man klikker “Become a fan”.

Samtidig ligger der også noget i ordet fan, som jo betyder, at man bakker op om noget, som må få en til at tænke, om det nu også er det rigtige. For eksempel følger jeg da også politikernes brug af Facebook, men jeg ville aldrig blive fan af en politiker, hvis politik jeg ikke støtter op om.

Annoncer jeg kan bruge til noget
Personligt kan jeg faktisk godt lide Facebooks social ads, fordi de er det, som så mange andre annoncer ikke forstår at være: Vedkommende og relevante.

Hvis nu en rock-musiker beslutter at køre social ads for sig selv, og jeg kan se, at en af mine venner, som jeg synes hører god rockmusik, er fan af vedkommende – ja, så er der en fair chance for, at det også er noget for mig.

Det formår bannerannoncer, som de eksisterer på forsiden af for eksempelvis forsiden af nyhedssites nu, ikke. Faktisk irriterer de mig bare. De blinker, spiller lyd og har som regel ingen eller meget lidt relation for mig.

Så vil jeg da hellere have annoncer, som jeg kan relatere til. Og hvis man er fan er noget på Facebook, er det vel ikke noget, man vil skjule for vennerne?