Kategorier
Tendenser

Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?

Samtale. Det er det, det hele handler om.Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter.

Jaiku har imidlertid været nede siden torsdag/fredag (i dag er tirsdag..!), så jeg tvivler på, at Jaiku bliver nær så interessant, når det engang vender tilbage, da der formentlig vil være færre brugere at snakke med – medmindre Jaiku serverer den hellige gral eller det, der ligner.

Der findes sågar værktøjer derude, som kan hjælpe folk med at finde deres Jaiku-kontakter på Twitter, som Benjamin har gjort her.

Jeg er på det seneste begyndt at bruge Twitter mere og mere. Til trods for det tæt på elendige muligheder for en reel samtale, så er et værktøj som Twitter Search (tidligere Summize) med til at give en et fedt overblik.

Man kan for eksempel overvåge et bestemt ord eller en sætning, og det er smart.

Desværre er Twitter holdt op med at sende SMS’er fra UK-mobilnummeret, som er det, der blandt andet bruges her i Danmark. Det er ganske enkelt for dyrt.

Facebook som mikroblogging?
I løbet af de seneste måneder har jeg imidlertid opdaget noget interessant: Flere og flere af mine venner på Facebook (som vitterligt er mine venner, også i “det virkelige liv”) er begyndt at bruge Facebooks statusopdateringer til at fortælle om, hvad de går og laver og tænker over.

Det sjove er, at folk bruger det som mikroblogging, og mange af dem ville man aldrig kunne have hevet over på Twitter eller Jaiku. Hvorfor gør de det så på Facebook? Simpelt: Der er mange læsere, og (næsten) alle ens venner er der jo. Det giver mening.

Og da Facebook åbnede op for, at man kan kommentere på andres statuspdateringer, blev det for alvor spændende. Endnu er der ikke mange i min vennekreds, der gør det – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Her er med andre ord virkelig lagt i ovnen til en samtale.

Der er dog bagsider ved “mikroblogging” via Facebook-statusopdateringer:

  • Samtalerne er ikke søgbare, det vil sige, man kan ikke finde andres samtaler
  • Samtalerne kan ikke overvåges – som man for eksempel kan med Twitter Search
  • Samtalerne har (så vidt jeg ved) ikke noget API, som man kan bruge til (for eksempel) at trække dem ud

Jeg kan sagtens se fornuften i, at statusopdateringerne er private (eller i hvert fald kan sættes til at være det), men det kunne være rart med en feature, hvor man kan vælge at nogle statusopdateringer skal være private, mens andre godt må være offentlige og invitere til en snak, der også kan involvere folk, man ikke nødvendigvis er forbundet med på Facebook.

Facebook har allerede gjort det muligt at skilte med sine statusopdateringer andre steder (for eksempel på sin blog) ved hjælp af Facebook badges, men her ryger alle statusopdateringer selvsagt ud.

Så hvis/når Facebook begynder at dyrke statusopdateringerne mere og mere og øge fokus på dén del af forretningen, tror jeg, at tjenester som Jaiku og Twitter vil få svært ved at argumentere for deres platform. Men lad os nu se.

3 kommentarer til “Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?”

Åbenheden omkring twitter er nok den største styrke firmaet har i forhold til Facebook. Det er denne åbenhed der gør at der er klienter til alle mulige flavors, api’er til diverse mashups (summize springer i øjnene) – og åbenhed er bare ikke Facebooks styrke, tværtimod.

Netop fordi de har rettighedsstyring, venne-segmentering og den slags for at passe på alle menneskers følelse af privatliv har de en meget svær præmis at starte fra. Twitter gør kun een ting for dig, og du ved hvad det er når du melder dig til.

Jeg vill eønske at Facebook kom lidt mere i spil med at åbne deres api. Det ville være oplagt hvis f.eks. Adium udnyttede deres multi-service ekspertise til at implementere twitter/facebook status/jaiku/moonri.se/etc synkroniserede statusmeddelelser. Hvis alt det gode fra Adium mødte alt det gode fra Twitterific – på mobile klienter.

Den bid af Twitter jeg har set som mest adfærdsændrende har været sms push updates via mobil. At kunne skrive “Drinks og geek-out på Gilt, om 30 minutter” eller lignende på min telefon, og komme derhen og møde 3 mennesker der allerede sidder med den første mojito i hånden er fedt. Tænk hvis det nåede ud til 100 mennesker i alle siloerne 🙂

Hej – ift. punkt to:

“Samtalerne kan ikke overvåges – som man for eksempel kan med Twitter Search.”

Der er i dag under FBs sikkerhedsindstillinger en option, der hedder: Tillad venner at abonnere på statusopdateringer…

Mon det nu er blevet muligt – hvis ja, hvordan?

Tak. 🙂

Hej TVR

Hvor ser du den indstilling? Har du et direkte link til indstillings-siden?

Jeg tror ikke, abonnementet er lige så “smart” og muligt at skræddersy, som det er på Twitter.

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *