Kategorier
Nyheder

Er Cisions blogundersøgelse spredt som spam?

Som jeg skrev tidligere i dag har firmaet Cision sendt et spørgeskema ud per mail.

Årsagen er, at man vil undersøge mulighederne for at kombinere PR-arbejdet med blogosfæren.

Pudsigt er det nu, at Cision har bragt sig i lidt af en knibe i netop blogland. Claus Dahl (fra classy.dk) betragter nemlig den måde, som Cision har inviteret folk til undersøgelsen som spam. Set på Jaiku.

Som forsvar har Kristine Tolborg fra Cision skrevet følgende kommentar til mit tidligere indlæg:

Jamen, lad mig da fluks afvise, at der skulle være tale om spam. Vi har gennemgået en lang række af de mest linkede til danske blogs og sendt undersøgelsen ud til de bloggere, der har offentliggjort deres email-adresse. Vi har altså ikke sendt ud i blinde eller på suspekt vis tilranet os email-adresserne, hvis det er det, der antydes…

Som svar skriver Claus:

Det er forkert hvad du siger, Kristine.
Bulk email til mennesker der ikke på forhånd har sagt ja til at modtage den er spam.

Det er sagen fuldstændig uvedkommende hvordan i har fået fat i f.eks. min email adresse. Det påhviler ikke mig at holde den hemmelig, men jer at undlade at bruge den i masseforsendelser.

Hvis jeg orkede at melde jer til politiet er jeg ikke et sekund i tvivl om at I ville få en bøde, sådan er præcedens så vidt jeg er orienteret.

Interessant.

Videnskabsministeriet definerer spam som »uønsket e-mail«, og vi har sågar en minister, der har erklæret spam’en krig.

På Wikipedia defineres spam således:

Spamming is the abuse of electronic messaging systems to indiscriminately send unsolicited bulk messages.

Så er det så, hvad man mener med “indiscriminately” (vilkårligt). Claus, og andre går jeg ud fra, føler sig vilkårligt udvalgt, mens Cision formentlig vil påstå, at man ikke har valgt vilkårligt, da man har valgt e-mail-adresser på de blogs, der er mest linket til.

Der er åbent for fortolkninger, indtil en fagmand kommer med en afgørelse…

11 kommentarer til “Er Cisions blogundersøgelse spredt som spam?”

Der er ikke så meget at rafle om. Nogle af de sager der har været tidligere hvor der er idømt bødestraf handler om firmaer der har henvendt sig til eksisterende kunder og bare med information, ikke kommercielt.
Alene det forhold at modtagerne ikke eksplicit havde sagt ja til at modtage emailen var nok.
Cision er jo meget længere ude end det – de henvender sig til mennesker, der ikke har nogen som helst relation til, eller nogensinde har udtrykt så meget som et spagt ønske om, at have noget som helst med Cision at gøre.

Det er kun tilladt at udsende reklamer via email, hvis man udtrykkeligt har sagt ‘ja tak’ til at modtage dem (permission). Resten er SPAM.

Så er spørgsmålet, om dette er reklame? Det er det vel, eftersom det indeholder en direkte opfordring til en bestemt aktion – i dette tilfælde at deltage i en undersøgelse.

Blot fordi ens email adresse er tilgængelig skal man vel ikke straffes?

Det ER spam. Jeg modtog også en mail fra dem, og sendte den direkte ud med alt det andet affald, der kommer med posten.

Cision har med et snuptag placeret sig på samme niveau som penisforlængere, nigerianske rigmænd og alle andre, der sender uopfordret reklame mails til folk, som ikke har bedt om det. Det er noget svineri og hvis jeg havde været hjemme i Danmark, havde jeg uden tvivl meldt dem til politiet.

Jeg svarede ikke på spørgeskemaet af to grunde:

1
De henvender sig ikke til mig. Det er tydeligvis en masseudsendelse, og Cision er ikke interesseret i min mening men i en masse meninger. Jeg ville være beæret, hvis de bad om min mening. Nu er jeg ligeglad – måske en anelse irriteret.

2
De vil have noget af mig uden at give noget. Jeg skal bruge tid på at besvare nogle spørgsmål, som Cision kan bruge i en undersøgelse, som de kan profilere sig med. De tilbyder mig ikke noget til gengæld.

Hvis jeg havde modtaget en personlig mail fra et rigtigt menneske hos Cision, som siger et par pæne ord om min blog, udtrykker respekt, fordi den er en af de “mest linkede til” og tilbyder mig en særlig uddybende rapport af undersøgelsens resultat – som jeg ikke vil få, hvis jeg ikke udfylder spørgeskemaet, så havde jeg formodentlig svaret.

Og dermed har jeg vel besvaret spørgeskemaet.

Vilkårligheden er ikke den væsentlige faktor her ej heller hvor mange en email bliver sendt til, det der afgører hvorvidt en email er spam er ganske simpelt om den bliver sendt til een uden at man har givet tilladelse til det.

Dumt af et firma der gerne vil leve i det sociale net.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *