Twitterjournalism.com har skrevet et indlæg med titlen “How to verify a tweet“, som journalister, der arbejder med Twitter bør læse.
Her listes otte metoder, som du kan bruge, når du skal verificere et tweet:
Som jeg skrev om i indlægget “The Economist: Twitter slog CNN, men “old media” kom godt igen. Gik Twitter i selvsving?“, går Twitter hurtigt i selvsving og man drukner i mere eller mindre ligegyldige tweets.
Og det er ikke kun angående Iran, at det er et problem. I disse dage er der Reboot-konference i København, og da jeg ikke deltager, har jeg planlagt at følge med via Twitter.
For at sikre forvirring er der to Twitter-“hashtags” fra Reboot (#reboot11 og #rb11), som kan gøre det svært at følge med.
Men Twitter har også et problem. Ret ligegyldige tweets (som at folk er ved at gøre sig klar til Reboot eller er ankommet til Kedelhallen) bliver fuldstændig ligestillet med mere interessante tweets, som rent faktisk handler om de ting, der sker og bliver talt om på Reboot.
Det skyldes, at Twitter Search er baseret på her-og-nu og kun arbejder med søgeresultater ud fra et parameter: Tid.
Det fik mig til at skrive på Twitter:
Still waiting for the first valuable tweets from Reboot 11 instead of “i’m at reboot” or “heading to reboot” 🙂 #
Og en kollega giver mig ret:
@larskjensen Agree. This really is a huge problem for twitter feeds. How on earch can we cut the crap and get proper information? #
Og det skriver, tror jeg, ret godt det problem, der er med Twitter. Selvfølgelig er det smart at kunne følge med i realtime, men ikke hele tiden og ikke i alt.
Samtidig er Twitter også meget sårbar overfor “hashtag-spam”, som dette tweet, der tydeligvis blot hægter sig på nogle af de ting, der bliver talt om på Twitter:
LATENIGHT TWITS FOLLOW ME:: shaq lebron iran #iranelection lebron cavs transformers 2 What nkotb song goodnight #reboot11 #
Der mangler ganske enkelt en algoritme, som kan sortere “vigtige” og relevante tweets højere end andre. Det kunne blive baseret på følgende:
..men der er sikkert mange flere muligheder. Faktum er i hvert fald, at al information drukner i al information på Twitter i øjeblikket. Som jeg skrev i et senere tweet: Vi har brug for en Google til Twitter. Her er et bud, som dog nok skal modificeres en del 🙂
Jeg har netop talt med Kim Elmose (som er en god ven, tidligere kollega og formand i DONA, hvor jeg er bestyrelsesmedlem) og han havde en lille spøjs historie at fortælle.
Han var blevet ringet op af en person fra DR’s Deadline, der i aften, Skt. Hans Aften, blandt andet handler om mikroblogtjenesten Twitter.
I studiet er Poul Madsen, som er chefredaktør for ekstrabladet.dk, hvor jeg arbejder, fordi vi har brugt Twitter meget under urolighederne i Iran, som jeg tidligere har skrevet lidt om.
Deadline var nu ude at lede med lys og lygte efter en person, der kunne være skeptisk overfor dette, og efter at have prøvet sig hos en anden person, som havde stillet vedkommende videre, var turen nu kommet til Elmose.
Han forklarede personen fra Deadline, at han godt kunne sidde og fortælle lidt om faldgruberne ved Twitter og faktatjek, som ved alt anden journalistik, men at han ikke kunne være decideret kritisk overfor Ekstra Bladets brug af Twitter, da han synes, at Ekstra Bladet gjorde det godt på den front.
(Faktisk ville faktatjek og 5 minutters research have afsløret, at den gode herr Elmose er yderst positiv overfor Twitter og mediers brug af det.)
Dette huede imidlertid ikke rigtig den DR-ansatte, der noget nedslået efter lidt kommunikation frem og tilbage med Kim meddelte ham, at de ville finde en anden. Kim har også skrevet et tweet om det.
Dur ikke, dur ikke, dur ikke, dur!
Dette er en klassisk arbejdsgang inden for journalistik: Vi får en person ind, som vil fortælle om noget, lad os have en “modkilde”, som kan modsige vedkommende. Det bliver godt TV.
Der, hvor det tipper er, når man så, efter at have kontaktet en person, der ved en del om disse sociale medier, fravælger ham, fordi han rent faktisk er enig med den person, man har i studiet.
Det kan sammenlignes lidt med, at man ringer til 10 økonomiprofessorer omkring den nye bankpakke. 9 af dem er positive, mens den ene er negativ. Hvem kommer i spalterne? You guessed it, det gør vedkommende, der er uenig.
Men jeg synes, det er et problem. Jeg kan godt forstå, at Deadline vil have modvægten, men i tilfældet med Twitter, hvor “det skeptiske” må være at spørge ind til kildekritik og faktatjek, er det en opgave, der sagtens kan løftes af studieværten, og som man ikke behøver have et navn eller en titel ind for at repræsentere.
Når det er sagt, så glæder jeg mig dog lidt til at se, hvem Deadline har fundet frem, som vil være “skeptisk”. Ifølge Twitter (pudsigt nok) tyder det på at være Astrid Haug fra digitaletanker.dk (tak til min kollega Anders Kjærulff for linket og Karin Høgh for retweet). (Se kommentar fra Astrid Haug nedenfor)
Det første Kim sagde, da jeg snakkede med ham var, at han havde behov for at høre en sige, at han havde gjort det rigtige. Det gjorde du, Kim 🙂
Via Therese Hansens tweet faldt jeg over indlægget “How not to use Twitter: HabitatUK as a case study” på Social Media Today.
Indlægget fortæller historien om, hvordan HabitatUK (en engelsk pendant til Ikea, der nu har fået en Twitter-profil) har gjort alt for at markedsføre deres produkter på Twitter. Blandt andet at hoppe på populære “hashtags” på Twitter, såsom “#apple” og “#mousavi” for at sikre sig, at deres tweets dukkede op for de personer, der sidder og følger med i, hvad der bliver skrevet på disse områder.
Rigtig, rigtig dårlig stil, og det lader også til, at Habitat får en del tæv online i disse dage. Læs om sagen hos Social Media Today.
Da urolighederne gik i gang i Iran efter valget, så sov store medier som CNN i timen. På Twitter blev alle tweets om CNN’s sløvhed døbt “#cnnfail”. Hvis du ikke er helt med på, hvad “cnnfail” betyder, kan du læse mere hos CNET.
Som jeg tidligere har skrevet, bragte Ingeniøren en leder om, hvordan Twitter har overhalet traditionelle medier.
Nu har The Economist også skrevet om sagen. Under overskriften “Twitter 1, CNN 0” skriver man om, hvordan store medier som CNN slet ikke formåede at følge med, da urolighederne i Iran brød ud:
ON SATURDAY June 13th, as protests began to flare on streets across Iran, 10.5m American TV-viewers naturally turned to CNN, a cable news channel founded in 1980. It was a vote of confidence in the traditional news media. Unfortunately, instead of protests many of them saw CNN’s veteran, Larry King, interviewing burly motorcycle-builders. The programme was a repeat.
Men som overskriften på dette indlæg afslører, så kom de gamle medier godt igen.
For a while it looked like a clear-cut victory of new media over old. Cable news channels, which had supplied wall-to-wall coverage of the disappearance of John F. Kennedy junior on another Saturday ten years ago, had neglected a big story. Yet old media recovered. Responding to what Tony Maddox, head of CNN International, delicately calls “real-time audience response”, the network ramped up its coverage of Iran. By June 16th Americans were getting decent reports, and even Mr King was paying attention to the story. In a back-handed compliment, the Iranian authorities cracked down harder on journalists.
Og så noget, som nogle Twitter-brugere måske vil blive provokeret af, men som jeg er enig med The Economist i:
Meanwhile the much-ballyhooed Twitter swiftly degraded into pointlessness. By deluging threads like Iranelection with cries of support for the protesters, Americans and Britons rendered the site almost useless as a source of information—something that Iran’s government had tried and failed to do. Even at its best the site gave a partial, one-sided view of events. Both Twitter and YouTube are hobbled as sources of news by their clumsy search engines.
For selvom Twitter fortsatte med at have de vigtige budskaber og billeder fra Iran, blev det sværere at følge med, da hele verden pludselig skulle skrive “#iranelection” (det hashtag, som alle fra Iran brugte) så snart deres tweet bare lugtede lidt af Iran eller uroligheder.
Kvalt i sin egen opmærksomhed
En af opfordringerne til Twitter-brugere lød, at man skulle ændre sit hjemland på Twitter-profilen til Iran og sætte sin tidszone til Teherans. Derved bliver det sværere for dem, der blokerer Twitter-brugere, der er “uheldige for regimet” at sortere igennem de mange tusinde tweets.
Ironisk nok er det det samme, der sker, når hele verden pludselig begynder at skrive “#iranelection”. Det bliver meget sværere for dem, der rent faktisk vil følge med i situationen at danne sig et overblik. Begivenheden blev så at sige kvalt i den opmærksomhed, der var blevet skabt.
Jeg er glad for søgemaskinen Twitter Search (som jeg kalder “hjertet i Twitter”), men jeg deler til dels The Economists kritik af søgemaskinen. For det er meget nemt at miste overblikket.
Samme mønster som i sagen om TV 2 og Wikipedia?
I et tidligere indlæg, “Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?” observerede jeg et scenarie indenfor “borgerindhold” og “de gamle medier”:
Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt.
Det er ikke lige så klart, som det var i eksemplet med sagen om TV 2 og Wikipedia, og hvad angår situationen i Iran kan “old media” ikke klare sig uden informationerne, der kommer ind via Twitter (da alle udenlandske journalister i Iran er smidt ud), men lidt det samme billede tegner sig:
De sociale medier og borgermedierne opdager en sag. De store, “gammaldaws” medier tager så sagen op, og borgermedierne, i dette tilfælde Twitter, bliver fanget i et ekkokammer, der ikke bringer sagen meget videre.
Jo, de vigtige mennesker var der stadig, men pludselig flød det med information, som egentlig var lige gyldig. Og så mister Twitter en del af sin styrke. Twitter Search er et stærkt værktøj, men det er ikke nogen Google.
Det overrasker næppe de fleste, at Twitter har indtaget en vigtig rolle under urolighederne i Iran. Læsere af denne blog er i hvert fald ikke i tvivl 🙂
Men hvor der ikke længere er tvivl om Twitters rolle og vigtighed, er der stadig en vis tvivl om, hvordan journalister skal forholde sig og agere, når sager som disse ruller.
Det skyldes, at der opstår en situation, som aldrig er set før — i hvert fald ikke i den skala. Nemlig, at der findes en masse mennesker, som har en masse at fortælle og information, de skal af med, men de sender ikke denne information til medierne og venter på, at de publicerer historier om det. Nej, de sender direkte til services som især Twitter, hvor resten af verden kan se det med det samme.
Dette gør journalisterne overflødige, vil nogle nok sige. Tværtimod, vil jeg sige.
For det kræver sit at følge med i de forskellige tweets fra og omkring Iran. Og det kræver, at man enten har det som en del af sit arbejde — eller ikke har noget arbejde — for at kunne have bare en chance for at følge med.
Derfor skal journalister, i disse tilfælde, indstille sig på at gøre det, som Google for længst har indset. Nemlig at det ikke altid gælder om at skabe ny information, men at søge i den information, der allerede findes og filtrere i den, så andre nemmere kan finde frem til “guldet”. Oftest er der også et meget større behov for dette end for endnu mere information.
Der er altså ingen grund til at spørge ud for at høre, hvad der sker i Iran lige nu og så vente på svar. Den information flyder allerede i en lind strøm, det er bare om at “tappe” sig på.
Nyhedshundene kan få stillet sulten
På ekstrabladet.dk har vi haft en journalist, Anders Kjærulff, der har holdt øje med, hvad der sker på Twitter omkring urolighederne i Iran. Når Anders så har set noget interessant har han opdateret den pågældende artikel (som for eksempel denne artikel) med informationerne.
Derved har de nyhedshunde, der gerne vil følge med i sagen med Iran, men ikke har tiden eller energien til at trawle igennem Twitter, her et sted, hvor de kan følge sagen.
Det er ikke en vinklet nyhedshistorie — det prøver artiklen heller ikke at være — men et sted, hvor man kan blive opdateret på seneste nyt fra Iran. Uden at skulle kæmpe med at frafiltrere mere eller mindre ligegyldige tweets fra folk, der eksempelvis skriver “#iranelection” i deres tweet for at få læsere, eller de nærmest uendelige re-tweets, hvor en Twitter-bruger gentager det, en anden lige har skrevet.
Herfra kan man så sagtens skrive vinklede nyhedshistorier, der tager afsæt i det, der sker.
En tommelfingerregel omkring services som Twitter, og som jeg også fortæller til journalister, er at der vil være måske 10, 20, 30, 100 eller måske endda flere tweets, som man scanner igennem, som er ligegyldige eller blot “okay” — men lige pludselig finder man den hellige gral, og så er det det hele værd.
Så journalister skal, når de arbejder med/på Twitter finde deres rolle som et filter for læseren, der finder de gode (og rigtige) informationer og sorterer resten fra. Altså en menneskelig algoritme.
Hvilket værktøj, der skal bruges betyder mindre, når først rollen ligger fast.
Ingeniørens Rolf Ask Clausen har i dag offentliggjort en leder med titlen “Leder: Iranoprør viser, hvordan teknologi åbner grænser“, hvor han skriver om nogle af de forandringer, der sker i mediebilledet på baggrund af Twitter og urolighederne i Iran.
Jeg er meget enig i lederen, hvor Rolf blandt andet skriver:
På den måde anviser Twitter en ny virkelighed. CNN er ikke først længere. Nettet kommunikerer nu så hurtigt og intenst, at de gamle kanaler som CNN fremstår som søndagsaviser. De danske redaktioner på de store medier er derved rykket helt ned i tredje geled. Man kan ikke kalde sig velorienteret om en sag som denne, hvis man alene lytter til og læser de traditionelle danske medier.
“With great power must come great responsibility”, hedder det i Spiderman. Og det lærer mikroblogtjenesten Twitter i øjeblikket.
En “kritisk netværksopdatering” skal udrulles på Twitter-netværket, men den nuværende situation i Iran betyder, at dette er blevet udskudt:
In coordination with Twitter, our network host had planned this upgrade for tonight. However, our network partners at NTT America recognize the role Twitter is currently playing as an important communication tool in Iran. Tonight’s planned maintenance has been rescheduled to tomorrow between 2-3p PST (1:30a in Iran).
Læs beskeden fra Twitter omkring opgraderingen.
Spændende hvor informationerne fra Iran så lander, og hvilken betydning nedetiden får. Mon ikke Twitter gerne vil holde nedetiden på et minimum?
Jeg har egentlig holdt lidt igen med dette indlæg, da jeg egentlig ikke føler, at der er behov for endnu en tekst om, hvad Twitter kan, og hvordan urolighederne i Iran sætter en stor fed tyk streg under medier som Twitters muligheder.
Men så så jeg dette billede, og blev alligevel nødt til at sætte ord på 🙂
For hvad pokker er det lige, der sker? Udenlandske tv-journalister bliver sendt ud af Iran, Al Arabiyas kontorer i Teheran bliver lukket, og man prøver at forhindre iranerne i at uploade videoer og billeder, der om noget kan få os udenfor Iran til at forstå situationen.
Men ligemeget hjælper det. Folk fra Iran uploader i læssevis af billeder via Twitter og TwitPic, prøv blot at følge denne Twitter-søgning.
Så får du besked, så snart en uploader et billede til Flickr eller TwitPic (og skriver om det på Twitter) og inkluderer Twitter-tagget “#iranelection”, som er det mest udbredt tag, når valget i Iran skal dækkes.
Det er skisme interessant og viser med al tydelighed nogle af de forandringer, der er sket i mediebilledet. Og hvor meget, der er sket bare alene i 2009. Javist, værktøjerne har været der i et stykke tid, men pludselig er de blevet relevante og markedsført ud i det store.
Både herhjemme (med eksempelvis Stein Bagger-sagen) og altså nu også for alvor med Iran, noget der især bliver synligt, fordi det Iranske valg er blevet dækket rimelig tæt af de danske medier — især da urolighederne brød ud.
Twitter i sit es
Og hvorfor er det så lige, at Twitter er så oplagt her? Jo, det giver sig selv. Twitter er ikke oplagt til lange stemningsbeskrivelser med sansninger og smukke ordekvilibrismer, som vi journalister bliver uddannet til. Nej, her er det bare at tage et billede eller skrive maximum 140 tegn og så afsted.
Det er præcist, hvad iraneren med mobiltelefonen på gaden, selvom han ikke må, har tid til at få afsted. Twitters stærkt begrænsede funktionalitet passer altså ekstremt godt til brugerens stærkt begrænsede tid. Man kunne tale om, at værktøjet er hyperrelevant. Faktisk er det hurtigere at tage et billede end at skrive 140 tegn, og siden et billede nu engang siger mere end 1000 ord, giver det sig selv. Og det fungerer maksimalt.
Det er fint nok, at folk skriver på Twitter, når det regner, eller når der er tilbud på æg og smør i Irma. Men det flytter ikke noget. Det her, derimod, er en medierevolution. Og der er to tabere: Dem, der klamrer sig til gamle medier og så ham her.
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Har du fået dig en Twitter-profil? Nå, men du er da på Facebook, ik’?
Nej. Det er faktisk ikke alle, der ude blandt journalister og mediefolk, der netværker online eller mikroblogger. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe.
Ikke fordi Twitter eller Facebook er lyksaligheder i sig selv, men fordi det er der læserne/brugerne er, og derfor bør alle journalister naturligvis også være der. Skal medierne overleve, så kræver det, at de er vedkommende og nærværende. Og så bør man respektere, at en stor del af læserne/brugerne faktisk bruger en stigende del af deres dag på Facebook.
Giver Facebook bedre journalistik? Ikke nødvendigvis. Er Twitter afgørende for nyhedsformidlingen? Det kan den være.
Det er for så vidt heller ikke grunden til dette indlæg.
Det handler primært om at sikre, at man som journalist eller kommunikatør er opdateret. Ikke blot på begivenheder, men også på den virkelighed, som man skal agere i.
Det er faktisk ikke alle mediefolk, der er hoppet med på Facebook-bølgen. Endnu færre er på Twitter.
Forklaringerne er mange. Nogle vil pege på en generationskløft, andre på den kendsgerning, at man dårligt kan nå at sætte sig ind i et nyt internetfænomen, før det afløses af noget andet.
Begge dele er ikke gangbare undskyldninger. De er faglige selvmord.
Ja, Facebook og Twitter bliver helt sikkert afløst af noget nyt, der igen forsvinder til fordel for noget endnu mere smart. Men der er ofte tale om en evolutionær udvikling. Der bliver sjældent lavet revolutioner. Dermed er det langt nemmere at forstå de nye fænomener, hvis man allerede har været en del af forgængeren. Det er en betydeligt større omvæltning, hvis man vælger at springe mellemregningerne over.
Jeg har flere gange hørt beklagelsen om, at der bliver stillet for mange og nye krav til journalister. Til det må svaret lyde: Forestil dig det modsatte.
Og prøv så at overvej, hvorfor det egentligt var, at du blev journalist i første omgang.
Handlede det om at være en del af virkeligheden, nuet, skabe forståelse af den virkelighed, som læserne befandt sig i eller …?
Som en sidebemærkning skal nævnes Danmarks Journalisthøjskoles minimumkrav til studerende på grunduddannelsen. Det er et fingerpeg om de helt grundlæggende ting, der skal være på plads i værktøjskassen, hvis man skal kunne fungere som journalist i virkeligheden 2.0. Det er ikke nok at mestre det skrivetekniske, og det bør måske give grund til lidt selvransagelse rundt om blandt de rutinerede “skriverene” i de danske mediehuse…