Kategorier
Tendenser

COP15 er overstået – er vi så ligeglade med klimaet?

Foto: Marina Avila
Foto: Marina Avila

Normalt plejer jeg at læse mine nyheder på nettet i løbet af dagen, hvilket betyder, at jeg som regel ikke behøver se TV-avisen om aftenen – fordi den ofte blot er et destillat af det, jeg har læst i løbet af dagen. Og så vil jeg hellere bruge min tid mere fornuftigt end at høre på gentagelser.

Men i går tænkte jeg, at jeg ville give mig selv lidt tid til at se TV-avisen, mest af alt fordi jeg sidder lidt fast i den bog, jeg læser nu, så TV-avisen var egentlig lidt en overspringshandling — ja, det lyder lidt kedeligt, det ved jeg.

Men jeg sad og så TV-avisen. Og efter de sædvanlige gentagelser, kom der et kort indslag, der var vinklet som en sand succeshistorie. Det gik nemlig ud på, at der er rigtig mange, der flyver rundt i Danmark i stedet for at tage tog eller, hvis man har rigtig god tid, bus.

Hovedpersonen i historien var flyselskabet Norwegian, som samtidig åbner en ny flyrute i Danmark her i løbet af januar måned. Det kan du læse mere om hos Norwegian – det er nogenlunde lige så kritisk, som indslaget om passager-stigningen var i TV-avisen i går.

Hvad med klimaet?
Men stop, hov – er der ikke noget med, at flytrafik er noget af det, der sviner allermest? Og hvor meget miljømæssig mening giver det at flyve over så små afstande, hvor flyet næsten kun lige når at nå topfarten, før man skal til at lande?

Og hov, har København ikke lige lagt lokaler til den største klimabegivenhed i de seneste mange år?

Svar på ovenstående er: ‘Ja’, ‘ingen’ og ‘ja’.

Hos Seat61 kan man se tal for forskellen i CO2-udledningen ved henholdvis fly og tog. Disclaimer: Tallene er fra EuroStar, der driver togdrift.

Alt dette var der bare ikke meget af i TV-avisens lynindslag, som værten Mette Walsted Vestergaard speakede henover. Her kunne man blot konstatere, at det er meget hurtigere (og at det er blevet billigere) at flyve rundt i Danmark i stedet for at tage det langsomme tog. Og hvilket signal sender det egentlig?

Vi skal vel værne om klimaet og begrænse CO2-udledningen? Også selvom COP15 klimatopmødet er overstået.

Da Air Greenland-direktør Michael Binzer chattede med læsere af Sermitsiaq, stillede jeg følgende spørgsmål:

Hvor meget kigger I på begrænsning af CO2-udledning per flyvning eller måske færre flyvninger for at mindske udledningen af CO2?

Til det svarede Binzer:

Pr. 01. januar begynder vi faktisk at rapportere Co2 kvoter til EU. Så vi kommer allerede med dette NU! og vi skal til at agere efter kvoter i fremtiden. Så evnen til at fylde vores fly fremadrettet er ret så vigtig – og her kommer en udskiftning af vores fly til mere brændstoføkonomiske fly ind i billedet

Jeg synes, det havde været rart, hvis TV-avisen lige havde spurgt Norwegian, om de har gjort sig nogle af de samme tanker (brændstoføkonomiske fly), når de nu vil til at have flere kortdistance-flyvninger.

PS: Jeg ville gerne have linket til indslaget i TV-avisen, men da DR’s player-teknologi hverken virker i min Internet Explorer, Firefox eller Chrome, valgte jeg at opgive. Her er den tekst, som DR beskriver indslaget med på dr.dk:

Billige flybilletter har fået danskerne til i stigende grad at hoppe på flyet mellem landsdelene. Antallet af rejsende mellem Aalborg og København er steget med 33 procent siden selskabet Norwegian for et år siden satte priserne kraftigt ned.