Kategorier
Communities Nyheder

kbh.dk åbner for testsluserne

kbh.dk, som finansieres af Københavns Kommune og forsøger at skabe »en socialt sammenhængende storby« og »københavnernes mødested – skabt af københavnerne selv« (og som jeg desværre ikke fik blogget om, da det gik i luften) åbner nu så småt op for at man kan begynde at teste det nye site. Det skriver kbh.dk-folkene i en mail:

Nu er den grundlæggende arkitektur for kbh.dk på plads, og vi begynder nu at brugerteste. I de kommende 14 dage vil vi i etaper invitere flere og flere af vores nysgerrige testbrugere til at flytte ind på kbh.dk. Du får direkte besked, når det bliver din tur.

I testperioden vil vi rette fejl og tilpasse brugergrænsefladen hurtigst muligt, men vi beder om overbærenhed, hvis vi ikke når det hele med det samme.

Du kan melde dig til beta-testen på (surprise-surprise) kbh.dk. Imidlertid kan alle (testere og ikke-testere) følge udviklingen på blog.kbh.dk.

Kategorier
Tendenser

Er medierne klar til Facebook Connect?

Som du måske ved, har Facebook annonceret Facebook Connect. Kort fortalt:

Facebook Connect is the next iteration of Facebook Platform that allows users to “connect” their Facebook identity, friends and privacy to any site. This will now enable third party websites to implement and offer even more features of Facebook Platform off of Facebook – similar to features available to third party applications today on Facebook.

Google har også annonceret deres “Google Friend Connect” [pressemeddelelse | mere info på TechCrunch], som ikke er ulig Facebook Connect.

Facebook har indtil videre nægtet Google adgang til Facebook-brugernes data (men det er en anden historie), så jeg vil i dette indlæg kun fokusere på Facebook Connect, da det trods alt er der, den største brugerbase eksisterer pt.

Facebook skaber forbindelsen
Det som Facebook vil med Facebook Connect (og Google med Google Friend Connect) er jo vanvittigt interessant. De vil gøre det muligt at gøre hjemmesider sociale ved at tilføje en stump kode.

I Facebook Connects tilfælde vil det for eksempel kunne betyde, at folk ville kunne logge ind og agere her på Medieblogger med deres Facebook-data. Det i sig selv er smart, men rigtig spændende bliver det først, hvis man forestiller sig et scenarie, hvor Facebook bruger sin viden om, hvem der nu for eksempel har kommenteret et indlæg her på Medieblogger og så skaber relationer mellem de mennesker på Facebook.

Det vil sige, at person X kan få en besked om, at person Y har ageret det og det sted, hvor person X også har været aktiv. Derfor er der en god chance for at, at de deler interesse og måske kan få gavn af at have en forbindelse.

Når forbindelsen så er skabt, kan man forestille sig, at man vil kunne følge sine netværkskontakter i deres gøren og laden, når de skriver blogindlæg, kommentarer eller deltager i debatfora. Her skal brugeren selvfølgelig have mulighed for at vælge, hvor meget der “feedes” over i Facebook.

Vil medierne slå til?
Facebook Connect er oplagt for onlinemedierne at kaste sig over. Dels fordi de, hvis ikke de allerede er det, bliver halvdesperate efter at få deres indhold på en platform som Facebook og eksponeret for et sådan publikum, som Facebook kan præsentere.

Edward O’Hara fra Jupiter Research (som jeg hørte tale fornylig – det må jeg lige lave et indlæg om på et andet tidspunkt 😉 ) taler om, at hjemmesider, som vi kender dem nu, vil blive opløst, og indholdet vil blive skræddersyet og sammensat i forhold til, hvad folk efterspørger.

Det kan jo for eksempel være, at mediernes artikler også bliver distribueret ind i Facebook, da massepublikummerne er ved at forsvinde og blive erstattet af en masse publikummer, som selv skræddersyer deres mediedagsorden.

Der hvor man kunne forestille sig, at medierne vil være stejle er, at dataene ligger hos Facebook, og at de vil være skeptiske overfor at lægge Facebook-kode på deres hjemmeside(r).

Det, mener jeg, er dog relative peanuts i forhold til, hvad Facebook Connect har at tilbyde, så jeg håber, at medierne tager fat og tør eksperimentere.

Kategorier
Mobil Nyheder Politik Tendenser

YouTube på dansk 5. plads

Ifølge nye tal fra Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM), som denne gang også har inkluderet sites, der ikke er FDIM-medlemmer, kommer YouTube ind på en 5. plads på listen over antal brugere med 1,2 millioner brugere, skriver MediaWatch.

Dermed overhaler YouTube ekstrabladet.dk (hvor jeg sidder), som ellers normalt indtager 5. pladsen på FDIMs liste over deres medlemmer baseret på trafik.

Du kan se hele listen hos MediaWatch.

Tallene er en del af en undersøgelse, som du kan læse mere om hos FDIM. Derudover er min Jaiku-buddy Anders Bendix i skrivende stund tilstede til det arrangement, hvor FDIM præsenterer tallene, og du kan følge hans mikroreportage.

Kategorier
Vidensdeling

Arkitektfirma siger farvel til e-mails, og sociale medier indtager virksomhederne

I dag havde jeg den fornøjelse at være til Widepeek ’08-konferencen, som blev arrangeret af We Mind, tidligere Connecta.

Temaet til dette års Widepeek (som er det første, men ifølge Wemind overvejer man at lave det til en årlig begivenhed) var sociale medier som et værktøj for virksomheder. I den forbindelse var der en god række af oplægsholdere. Her har jeg kort opsummeret, hvad de talte om:

Lars Kolind
…tog os en tur “med op i helikopteren” og fortalte, hvorfor web 2.0-værktøjer, blandt andet sociale medier, passer godt til de nye krav til virksomheder, og at det mentale tankesæt i mange danske virksomheder er håbløst forældet.

Christian Lund
…fortalte om AOK, som er gået fra en web 1.0-virksomhed til ren web 2.0 (KBH360), for derefter at lande et sted i mellem de to. Han kunne blandt andet fortælle, at brugerne af AOK om få måneder kan bidrage på præcis lige fod med de journalister, der er ansat. Spændende tider.

Christian fortalte også, at en succes står på 3 grundpiller:

  • 1/3 journalistik, altså journalister, der bidrager med og redigerer indhold
  • 1/3 brugere, der bidrager med indhold
  • 1/3 annoncører, der bliver hørt

Cathie Heming
…fra Tryg-Vesta fortalte om sine erfaringer med en intern blog, som ikke var endt helt, som hun havde endt sig — men som hun dog stadig på ingen måde ville være uden. Bloggen endte mere som en generelt kommunikationsværktøj end en “ledelsesblog”, som hun oprindelig havde tænkt.

Hun lagde også vægt på, at det er utrolig vigtigt med forberedelse, når man vil starte en blog i sin virksomhed.

Peter Dunne
…fra SimCorp fortalte om, hvordan de har implementeret en wiki i deres virksomhed, som har kontorer over stort set hele verden, blandt andet København, New York, Ukraine og Australien. Peter havde nogle rigtig gode pointer, som jeg også kan bruge i mit daglige arbejde med vores wiki på Ekstra Bladet Net, og han kom også med aftenens (for midt vedkommende) pointe: Hvis du starter med en tom wiki, så ender du også med en tom wiki.

Peter var i det hele taget meget inspirerende og en sublim fortaler for wiki-værktøjet. SimCorp arbejder med MediaWiki-softwaren, som blandt andet Wikipedia (Dansk) også kører på, og som formentlig er den mest udbredte wiki-software. MediaWiki er open source og gratis.

Torben Klitgaard
…videnschef hos arkitektfirmaet Arkitema, fortalte hvordan de arbejder med vidensdeling internt i virksomheden. Enhver virksomhed eller organisation, der gerne vil blive bedre til vidensdeling, både hvad angår brugen af blogs og wiki’er, bør hurtigst muligt få Torben ud og fortælle om noget af det, de går og laver, det lød virkelig spændende!

For eksempel skal Arkitema nu til at arbejde med social netværksanalyse, hvilket må siges at være fremadsynet.

Han fortalte også noget meget interessant: Indenfor det pågældende projektnetværk i virksomheden, er det forbudt at sende e-mails og filer. I stedet skal al vidensdeling foregå via netværkets blog og wiki. Dermed samler man medarbejdernes viden og sikrer, at alle altid kan følge med i udviklingen. Interessant.

Per Ladegaard
…der er koncerndirektør i Nykredit fortalte om nogle af de ting, de foretager sig på nettet, blandt andet webdesk og deres “Dialog og weblogs”. Tjek også Nykredits Digg-inspirerede Tænk nyt, hvor man lader brugerne komme med og stemme om de nye idéer. Det er altså godt set!

Det lyder til, at Nykredit har fat i den lange ende, i hvert fald indenfor deres marked, og interessant var det, at projektet kom ovenfra — hvor man ellers ser de fleste projekter vedrørende sociale medier komme nedefra i virksomhederne.

Alt i alt fik jeg, selvom jeg kender en del til de værktøjer, der blev omtalt, en del med hjem, ikke mindst fra Peter Dunnes oplæg om, hvordan de havde arbejdet med at få implementeret deres wiki. Fælles for alle personerne var, at de havde belønnet medarbejdere og brugere for at bidrage.

Efter hvad jeg kunne læse på nogle af de 35 deltageres skilte var en del forskellige virksomheder repræsenterede. Det er godt, for det betyder, at de sociale medier er ved at vinde, måske allerede har vundet, indpas i de danske virksomheder. Og det er godt!

Så god fornøjelse med wiki’er, blogs og alle de andre sociale værktøjer derude! 🙂

Dog vil jeg godt lige understrege, at det er vigtigt, man får implementeret disse værktøjer rigtigt. For en blog er et fantastisk værktøj, hvis den bruges korrekt. Det siger selv selv, men det er vigtigt at sætte en tyk fed streg under: Sæt jer ind i, hvad de sociale medier præcis kan og udnyt så de muligheder, de giver jer.

Kategorier
Nyheder

Unge amerikanere følger valget på nettet