Kategorier
Design Net-TV Nyheder

Journalisten.dk i gang med 600.000 kroners redesign

Som jeg skrev for et halvt års tid siden, har Journalisten.dk fået 600.000 kroner fra hovedbestyrelsen i Journalistforbundet.

Og nu er pengene blevet omsat til handling.Journalisten.dk har nemlig relanceret siden, som Kim Elmose også har skrevet om, blandt andet med foto og web-tv som noget nyt.

Du kan blandt andet se et tv-indslag om Jyske Banks tv-satsning – et ganske fint tv-indslag, lige bortset fra, at jeg mangler en embed-feature og godt kunne undvære rulleteksterne til sidst, der er lige lovlig meget tv 1.0 til min smag 😉

Men tillykke til Journalisten, jeg glæder mig især til at følge med i, hvad der kommer til at ske på fotosiden.

Opdatering @ 14:37
Jens Jørgen Madsen, der er redaktør for Journalisten.dk, har i en mail forklaret mig, at man ikke har brugt samtlige 600.000 kroner på redesignet:

Der var sat 200.000 af i år. Ca. halvdelen heraf er gået til re-design af det nye selvstændige blogunivers + den ny forside af Journalisten.dk og alt det andet du ser i dag (samt etablering af billeddatabase, så vi også med tiden kan få den del med.)

Han fortæller, at resten skal gå til indhold.

Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik Nyheder Tendenser

Århus Vest og Jyllands-Posten i samarbejde

Via Peter Froms blogindlæg på Journalist 2.0 ser jeg, at borgermediet Århus Vest og Jyllands-Posten indleder et samarbejde om indhold.

Samarbejdet indebærer blandt andet, at en af Århus Vests artikler hver uge trykkes JP Århus. Det kan Århus Vest-folkene se tre hovedfordele ved:

  1. JP Århus’ mange tusinde læsere bliver opmærksomme på, at borgerportalen er her, og vi håber, at det vil skaffe os mange flere læsere. Vi har savnet en måde at skabe kontakt til nye læsere, og den kontakt har vi fået nu.
  2. Det er i forvejen borgerportalens opgave at skrive artikler, som folk også uden for de udsatte boligområder skal læse, så de får et mere fuldgyldigt billede af, hvordan livet er i eksempelvis Vestbyen.
  3. Vi tager samarbejdet som et skulderklap for det store arbejde, som borgerjournalisterne gør. JP Århus’ redaktør Jens Kayser siger, at i nogle sager er vi tættere på kilderne, end avisen selv er, og at der derfor er historier, som han gerne vil have i avisen.

Dette er faktisk ret interessant og godt set af Jyllands-Posten. Problemerne for de fleste borgerjournalistiske medier vil (som jeg ser det) være, at det er svært at fange læsere ved siden af de eksisterende mediestrømme og -traditioner. Jeg håber, at samarbejdet vil give Århus Vest-borgerportalen al den opmærksomhed, den fortjener.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Dansk Sprognævn udnævner “brugergenereret” til nyt ord 2008

Hvis du allerede interesserer dig for det, eller følger blogs og/eller nyhedssider, der gør, så har du formentlig set det, men Sprognævnet har udnævnt en række nye ord for 2008:

Også i 2008 har vi lavet denne liste over nye ord før året rinder ud. Listen rummer ord som har været meget brugt i året der gik, og som er – eller opleves som – nye. Det er ord som har været væsentlige i kultur, samfund og politik og i det helt almindelige liv, og som sådan afspejler årets gang. Ordene er ikke alle skabt eller dannet i 2008, men er i særlig grad brugt i 2008.

Især ordet “brugergenereret” springer i øjnene på mig. Det forklares på følgende måde:

brugergenereret (2000): ‘som er lavet af brugere’, ofte om noget som normalt ikke fremstilles af brugere

En præcis beskrivelse, som kun kan bekræfte, at begrebet brugergenereret indhold for alvor har bidt sig fast. Se hele listen over nye ord.

Kategorier
Journalistik Nyheder

Faktatjek: Hvor mange terrorister?

Apropos faktatjek i netjournalistikken, som tidligere har været oppe at vende her på bloggen faldt jeg lige over dette i Twitterfox, som jeg bruger til at holde øje med, hvad der sker på Twitter:


Klik på billedet for at se det på Flickr

Hvem kan man stole på? Er der anholdt 3 eller 14 formodede terrorister?

Kategorier
Nyheder

Familien Bagger lægger kodeord på bloggen – et uklogt valg?

En af de få vinderne i hele sagen omkring IT Factory og Stein Bagger har været blogmediet. Dorte Toft har på sin Bizzen-blog fulgt sagen tæt, og Familien Bagger har også brugt bloggen som krisemedie, som blandt andet Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk har skrevet om.

På ekstrabladet.dk læser jeg nu imidlertid, at Familien Bagger har sat kodeordsbeskyttelse på deres blog. Og ganske rigtigt, når man forsøger at besøge familiebloggen, bliver man mødt af denne besked:

Denne blog er kun åben for inviterede læsere

Det synes jeg, er et mærkeligt valg. Bloggen som medie er jo netop kendetegnet ved sin åbenbed, og derfor må det undre, at familien pludselig vælger at lukke bloggen, så kun inviterede mennesker kan læse den.

Det sætter med garanti nogle tanker i gang om, hvorfor familien har valgt at gøre det — om det måske skyldes, at der skal skrives nogle ting på bloggen, som ikke vedrører offentligheden, og det vil så betyde, at der vil være nogle folk, formentlig også journalister, der vil forsøge at få adgang til bloggen.

Og lur mig, om det ikke nok skal lykkes på et eller andet tidspunkt, hvis en af de “inviterede” giver efter.

Dette er ikke ensbetydende med, at der nu skal til at stå hemmelige ting på familiens blog, men det er de tanker, en kodeordsbeskyttelse sætter i gang.

Beskyttelsen betyder også, at det ikke er muligt at komme ind og læse de ældre indlæg, hvilket er synd, da det er et af de få steder, hvor vi faktisk kan høre familien selv snakke om sagen.

Hvis man skal til at skrive mere eller mindre hemmelige ting på bloggen, så havde jeg nok valgt at oprette en ny blog til formålet og så beskytte den med kodeord, i stedet for at spærre hele butikken af for folk, der ikke er venner af familien. Det virker langt mindre suspekt og vil være en fin service overfor alle dem, der følger med i sagen.

Kategorier
Distribution Nyheder Tendenser

Gaffa lægger arkiverne på nettet – gratis

Dette overså jeg vist i fredags, da Gaffa annoncerede, at de vil lægge arkiverne for de seneste 25 år på nettet.

Interessant nok, og vel egentlig også logisk, når man tænker over, at der næppe er flere penge at tjene på de gamle numre, og at man nemt kan stille indholdet til rådighed online. Jeg er især vil med, at arkiverne bliver integreret ind i det andet indhold på Gaffas hjemmeside:

De mere end 280 udgivelser plus diverse tillæg og særudgaver blev scannet elektronisk hos Det Kongelige Bibliotek, hvorefter filerne blev sendt hele vejen til Novosibirsk, hvor russiske specialister konverterede dem til rå tekst. Det betyder, at artiklerne integreres i deres fulde længde på GAFFA.dk, hvor de vil være katalogiseret og relateret til det øvrige digitale indhold, som dagligt publiceres på websiden.

Du finder arkivet på gaffa.dk/arkiv.

(Set via Guldborgsund-bibliotekernes blog)

Kategorier
Nyheder Tendenser

Interessant forslag fra Warner Music: Flatrate på copyright-indhold som forsøg

Med stor interesse læser jeg Computerworld-artiklen “Er indholds-licens et effektivt våben mod piraterne?. Den handler om et forslag, som Warner Music Group har fremstillet – at man betaler en fast månedlig ydelse, og så kan hente så meget copyright-beskyttet indhold, som man lyster.

Til at starte med vil man afprøve ordningen på 12 amerikanske universiteter inklusiv MIT, Stanford og Columbia.

Grundlæggende går udspillet ud på, at de studerende kan hente indhold fra fildelingstjenester som Limewire mod, at de eller universiteterne betaler en månedlig afgift, og universiteterne måler antallet af downloads per sang.

Til gengæld vil pladeselskabet ikke sagsøge de studerende for fildeling inden for universiteternes mure.

Ifølge artiklen møder forslaget politisk modstand herhjemme, hvor man ser det som en ekstra skat, og at man skal “betale for fremtidige synder på forhånd”.

Det er jeg ikke helt enig i, jeg synes flatrate-konceptet er interessant, og vi har jo flatrate på en lang række ting, blandt andet internet og (i nogle tilfælde) på mobiltelefoni, SMS’er og data på mobiltelefonen.

Så lad os se, hvad Warners forslag medfører. Jeg vil i hvert fald intet have imod at betale en fast pris for så at boltre mig i Warner Musics kataloger.

Det helt store spørgsmål er så bare, hvordan man vil forhindre, at indholdet bliver delt ulovligt videre…

Kategorier
Nyheder

Derfor sagde Twitter nej til Facebook

En af de helt store samtaleemner de seneste par dage (ja, der er blevet snakket om andet en IT Factory) var sagen om, hvorvidt Facebook ville købe mikroblogtjenesten Twitter. Det blev til et nej.

I artiklen “Why Twitter Turned Down Facebook” hos New York Times kan du høre Twitters administrerende direktør, Evans Williams, fortæller, hvorfor det ikke blev til noget. Han siger blandt andet:

“We explored it, as we should. We took it seriously,” Mr. Williams said. “It definitely made sense — the strategy we talked about with them — but it wasn’t the right time.” Ultimately, he said, Twitter decided that it had too much left to do, beginning with figuring out how to make money.

Kategorier
Distribution Nyheder Profileret

Dagblade vil ikke lade DR lave nyheder på nettet

Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med Danske Dagblades Forening, men hvis du er imod dybe links direkte til artikler på nettet og nu også DR Nyheder på nettet, så lader det til, at du er helt på linie med foreningen.

Via en mail på DONA-listen er jeg blevet opmærksom på DR Nyheder-artiklen “Dagblade vil forbyde DR-nyheder på nettet. I den står der:

DR skal holde sig langt væk fra nyheder på nettet, hvis ikke de er i direkte relation til programproduktion på enten tv eller i radioen, mener Danske Dagblades Forening (DDF).

Står det derfor til DDF skal dr.dk droppe den daglige nyhedsopdatering på nettet og spare historier og penge til radio og tv.

MediaWatch har også en artikel om sagen. Argumenterne bliver fremført i en bog fra Danske Dagblades Forening, som ingen af de to dog har linket til.

Årsagen er, at DR med sine licenskroner i ryggen udgør en unfair konkurrent for aviserne på nettet, der ikke får licenskroner. Og når avisernes oplag falder, betyder det, at avisernes penge skal hentes på — ja, rigtig gættet — nettet.

DR skal med andre ord betale en høj pris for, at folk ikke køber aviser, og ikke lægger penge hos avisudgiverne. Det kan lyde absurd, og det synes jeg egentlig også, det er.

Det kan jo tyde på, at internettet i DDF’s øjne bør være et aggregatmedie, hvor udbyderne stiller indhold til rådighed magen til det, de laver på deres andre, mere gammeldags, platforme: Aviserne skal lave artikler med billeder og DR skal lave TV og radio.

Nu begynder medierne jo også at lave web-tv, skal de så holde op med det, fordi de med tiden måske får større budgetter qua annoncer, som DR ikke har mulighed for?

Jeg kan godt se, at det er et problem, at DR Nyheder har sakset artikler fra Lolland-Falsters Folketidende, som er et af argumenterne, men er løsningen så at forbyde DR at lave nyheder på nettet?

Opdatering 7/12 2008 @ 23:33

Kenneth Ley Milling, der er webredaktør på Update, har skrevet et indlæg, hvor han også berører emnet. Han skriver blandt andet:

Hvorfor skal statens public service forpligtelse ikke gælde over for os, der modtager 95% af vores nyheder på nettet?

God pointe.

Kategorier
Nyheder

Dorte Toft i Deadline

Hvis du er hurtig, og læser dette på det rette tidspunkt, kan du nå at opleve Dorte Toft, der væltede IT Factory, i Deadline her klokken 22.30.