Kategorier
Nyheder

Ingeniørforeningen henter webredaktør fra Politiken

Politikens blogredaktør, og min gode ven, Kim Elmose har annonceret på sin Mediehack-blog og Twitter, at han per 1. marts har fået et nyt job: Webredaktør for Ingeniørforeningens website, ida.dk:

Jeg skal stå for udviklingen af sitet, koordinering af leveringen af indhold, coaching og undervisning af interne redaktører, der skal levere indhold til Ida.dk. Selvfølgelig skal jeg og mine fremtidige kolleger også undersøge, hvordan vi kan bruge sociale medier på sitet.

I første omgang vil jeg dog tage fat på at sikre, at web 1.0 –udgaven af Ida.dk er landet ordentligt, før vi begynder at lege med web 2.0 – værktøjer.

Kim Elmose er en af de bedste personer, IDA kan få til dette job — faktisk var det Kim, der fik mig sådan for alvor interesseret i, hvad der rent faktisk sker inden for nye medier, heriblandt blogging og andre former for tovejs-kommunikation. Så jeg skylder Kim det meste af det, jeg ved 😉

Heldigvis lover Kim os, at han på ingen måde er færdig med blogs 🙂

Stort tillykke til Kim og IDA herfra!

Kategorier
Nyheder

Folketidende henter onlineredaktør hos Ekstra Bladet

Jeg har just modtaget nyheden om, at jobbet som onlineredaktør hos Lolland-Falsters Folketidende er blevet besat. Stillingen er blevet tildelt Michael Winther-Rasmussen, som jeg kender som redaktionschef på ekstrabladet.dk/sport.

Stillingen er en interessant en, som onlineredaktør for alle Folketidendes online-udgivelser, som har så godt som mediemonopol på Lolland og Falster (hvor jeg oprindelig stammer fra), men stadig har til gode at udnytte det på internettet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette bliver en gevinst for både Michael (som er en af de mest “internet-aware” journalister, jeg kender) og Folketidende, og jeg personligt vil helt sikkert glæde mig til at se, hvad der dukker op på hjemmefronten i løbet af det næste stykke tid.

Jeg har tidligere argumenteret for at et begreb som brugerinddragelse som udgangspunkt fungerer bedre, jo mere lokalt man anskuer det. En del af det er, at man ikke beder folk om at tage stilling til store emner/temaer, som måske i virkeligheden er for “store” til dem.

Hvorimod de med garanti har en holdning til lokale emner/diskussioner, og har en mere saglig tilgang, da det trods alt er deres lokalmiljø det handler om.

Så ja, det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske under Folketidende-paraplyen over de næste måneder. Jeg glæder mig allerede 🙂