Kategorier
Tendenser

Er det papiret, der trækker JP/Politikens Hus ned?

Jeg sidder og læser MediaWatch-artiklen “JP/Politiken taber penge på minoritetsandele“, hvor man kan læse, at nogle af de 50 procent-ejerskaber, som JP/Politikens Hus (som jeg sidder og arbejder i) ikke har kunnet redde regnskabet.

Det er en ting. En anden ting er, at det tilsyneladende er papirforetagender, der trækker ned:

Blandt synderne er Trykkompagniet, som JP/Politiken ejer sammen med Det Berlingske Officin, og som de seneste fire år har tabt cirka 60 mio. kr.

Også Dansk Avisomdeling har trukket i den gale retning med et tab på 12 mio. kr. det sidste år.

Over de sidste fire år har de to altså kostet 72 millioner kroner. En pæn sjat.

Hopper vi tilbage til 5. marts og Business.dk-artiklen “JP/Politiken taber 134 millioner“, står følgende at læse:

Underskuddet før skat for 2007 lyder på 134 mio. kr., mod et overskud i 2006 på 112 mio. kr. Samtidig er omsætningen steget fra 3,5 til 3,7 mia. kr. Det fremgår af en kortfattet regnskabsmeddelelse.

[…]

”2007 var kendetegnet ved, at de digitale medier udviklede sig stærkt, vores lokalaviser klarede sig meget flot, og vi har overskud i vores svenske forretning. Vores forlagsaktiviteter havde til gengæld et hårdt år og kom kun ud med et lille overskud,” siger Lars Munch.

[…]

24timer har formentlig belastet regnskabet med i omegnen af 250 mio. kr. i 2007. JP/Politiken har gennem den seneste tid skruet kraftigt ned for oplaget på gratisavisen, for at gøre den mere rentabel, ligesom man har indstillet husstandsomdelingen. Avisen udkommer i dag i 260.000 eksemplarer – cirka halvdelen af da den var størst.

Jeg ved godt, at netforretningen stadig ikke giver et lige så stort overskud som papirforretningen for nogle af de danske medier (det gør den til gengæld hos eksempelvis VG – det var i hvert fald det sidste, jeg hørte), men alligevel er det påfaldende at se så store tal (især hvad angår 24 Timer), der relaterer til printbranchen. Det har stort set kun gået én vej. Ned.

Hvor længe kan det fortsætte?

Kategorier
Journalistik Tendenser

Jakob Nielsen: Jeg var for agressiv, men aviserne er ved at dø

Den danske usability-mand (“guru” siger nogle), Jakob Nielsen, skriver i sit netop udsendte nyhedsbrev omkring “Death of newspapers”.

Anledningen er en artikel hos The New Yorker med titlen “Out of print – The death and life of the American newspaper“, der får Nielsen til at mindes sin alertbox tilbage fra august 1998, hvor han afsagde dødsdommen over aviserne.

Most current media formats will die and be replaced with an integrated Web medium in five to ten years.

Som de fleste ved, er de fleste af medieformaterne fra 1998 i live endnu, så Nielsen var måske lige end tand for hurtigt ude. I sit nyhedsbrev erkender han, at han var for »agressiv«. Men dø, det vil aviserne:

As it’s often the case, I was too aggressive in my prediction. Newspapers aren’t dead yet, though they are sadly dying by the month. According to the New Yorker piece, American newspapers have lost 42% of their market value over the last 3 years alone.

I artiklen hos The New Yorker refererer man en bog fra 2004, der sætter et dødsår for aviserne:

Philip Meyer, in his book “The Vanishing Newspaper” (2004), predicts that the final copy of the final newspaper will appear on somebody’s doorstep one day in 2043.

It may be unkind to point out that all these parlous trends coincide with the opening, this spring, of the $450-million Newseum, in Washington, D.C., but, more and more, what Bill Keller calls “that lovable old-fashioned bundle of ink and cellulose” is starting to feel like an artifact ready for display under glass.

Personligt skal jeg ikke kunne sige, om aviserne ligefrem til dø og forsvinde — uanset hvad sker det formentlig ikke i den allernærmeste fremtid.

Jeg tror, at avisernes oplagsnedgang vil fortsætte, indtil de finder et leje af trofaste avislæsere. Men efterhånden som disse læsere bliver ældre og e-papiret vinder frem, tror jeg, at vi muligvis vil se en verden uden papiraviser.

Kategorier
Journalistik

Afskaf telefonbøger – og aviser?

MediaWatchs chefredaktør, Ole Nørskov, leger et blogindlæg med tanken om at afskaffe avisen.

Baggrunden er en artikel i Politiken, hvor »fagfolk og grønne organisationer vil skåne miljøet« ved at fjerne telefonbøger. En af begrundelserne er, at telefonbøger er »et levn fra fortiden, der skader miljø og klima«.

Som Ole så rigtigt skriver, kunne man her også kigge i retning af aviserne, som også koster miljøet og samfundet hvert år, og som faktisk får politisk støtte:

På et punkt passer ovenstående jo ikke på aviser. De trykkes nemlig i langt, langt, langt flere eksemplarer end telefonbøger, men borstet fra det er der vel ikke mange ord, der kan siges om det utrolige telefonbogsspild, der ikke også passer på aviser.

Mon ikke det på et tidspunkt går op for miljøfolkene – og måske også for politikerne, som jo ikke alene tillader spildet, men også opfordrer til det ved at støtte distributionen af papiraviser, mens der ikke er støtte at hente til mere tidssvarende distributionsformer.

Kategorier
Journalistik Tendenser

Jeff Jarvis: Aviserne kommer ikke tilbage

Den respekterede amerikanske journalist, Jeff Jarvis, har på sin BuzzMachine-blog skrevet et indlæg på baggrund af nye tal fra Newspaper Association of America (bemærk altså, at der er tale om amerikanske tal).

Hans konklusion er klar: Det ser sort ud for aviserne.

Nettets del i indtjeningen vokser stadig, og den trykte andel falder. Jarvis er ikke i tvivl om, at aviserne ikke kommer tilbage:

Yes, some of this is as a result of the economic downturn, especially in real estate (and jobs will be next and cars after that and retail along for the ride down). But even when those segments rise again, newspapers will not — not — recover what they have lost. They lose doubly in a downturn: advertisers spend less because they have less and then they realize they can keep spending less. It’s a reverse plateau.

The situation is desperate.

Det er der meget rigtigt i, og jeg tror, at den amerikanske situation minder meget om den danske, måske i virkeligheden omvendt, at den danske situation ligner den amerikanske.

Jeg tror heller ikke, at aviserne vil rejse sig, lige meget hvor mange relanceringer, man foretager.

Vi må ikke glemme, at folk ikke har forladt den pågældende avis, fordi den er blevet dårlig. Nej, folk har forladt selve avismediet, fordi det ikke er tilstrækkeligt længere. Der er tale om en generel tendens i store dele af verden. Det kan en relancering næppe ændre på.

Eller hvad? Tror du, aviserne kommer tilbage?

Kategorier
Journalistik

Papiroplagstal: Det ser ikke godt ud

Som man kan læse hos MediaWatch, så bløder avisbranchen og starten på 2008 har været forfærdelig, i hvert fald hvad angår oplagstal — især for JP/Politikens Hus. Det viser seneste opgørelse fra Dansk Oplagskontrol.

MediaWatch har en liste over de aviser, der er gået mest tilbage i dagligt oplag:

  1. Politiken: -10.543 eksemplarer
  2. Jyllands-Posten: -9.070
  3. Ekstra Bladet: -8.024
  4. Nordjyske Stiftstidende: -6.725
  5. Berlingske Tidende: -5.743
  6. B.T.: -5.366
  7. Dagbladet: -4.286
  8. JydskeVestkysten: -3.578
  9. Sjællandske: -2.851
  10. Århus Stiftstidende: -2.776

Altså en samlet tilbagegang for JP/Politikens Hus på 27.637 aviser. Av.

I et interview med MediaWatch forklarer Ekstra Bladets (hvor jeg arbejder) chefredaktør Poul Madsen, at faldet især skyldes gratisaviser:

“Der er sket det, at gratisaviserne har flyttet sig mere og mere væk fra at være husstandsomdelte, så der nu reelt er fire stærke trafikaviser. Og vi kan se, at vi slet ikke er ramt i de områder, hvor gratisaviserne ikke udkommer.”

Interessant er det i denne sammenhæng, at JP/Politikens Hus selv er repræsenteret i gravisaviskrigen, med 24 Timer, som har kostet mere end 300 millioner kroner indtil videre. Er JP/Politikens Hus så med til at grave graven for koncernens betalte medier? Det er én udlægning.

Uanset hvad, så er faktum, at gratisaviskrigen har kostet den danske dagbladsbranche 12 års overskud — og tilsyneladende en hulens masse læsere.

Så hvem står bedst i gratisaviskrigen?

24 Timer, hvis koncern mister oplag blandt andet på grund af gratisaviserne? Nyhedsavisen, der har fyret halvdelen af sin journalistiske stab? Eller Urban (som er blevet relanceret og har “problemer“) eller MetroXpress (som kom ud med “et flot overskud“)?