Bølgerne mellem Frankrig og Google går højt i øjeblikket. Frankrig vil have, at Google skal betale for at indeksere og linke til franske nyhedsmedier.
Kategorier
Kategori: Tendenser
Jeg kan blive så træt. Tina Mellergaard (@tinamellergaard på Twitter) har gjort mig opmærksom på Mashable-artiklen ‘Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath’, som jeg endnu ikke havde set, skønt den er en uge gammel.
Hun sendte mig artiklen, fordi jeg ikke bruger Facebook (bare rolig, jeg er ikke psykopat – jeg ejer eksempelvis empati og skyldfølelse i rigelige mængder), og jeg kan ikke undgå at blive lidt harm.
Psykopat, siger du?
Lad os starte med at tage fat i begrebet ‘psykopat’. Mashable har taget det fra Daily Mails artikel ‘Is not joining Facebook a sign you’re a psychopath? Some employers and psychologists say staying away from social media is ‘suspicious”. Originalkilden til historien er tyske Der Tagesspiegel, ‘Machen sich Facebook-Verweigerer verdächtig?’.
Intet sted i den tyske originalartikel kan jeg se ordet ‘psykopat’, på tysk ‘Psychopath’), til gengæld nævnes der ‘Psycholog’. Det eneste sted, der er omtalt psykopati er i en læserkommentar til artiklen. Og forfatteren til den kommentar er faktisk modstander af det, der fremføres i artiklen. Det er selvfølgelig muligt, at det har stået i artiklen, og så er blevet fjernet, det har jeg ikke umiddelbart kunnet efterprøve.
Men hvad der er sikkert er, at ordet ‘psychopath’, indgår i Daily Mails artikel. Men kun i overskriften. Det ligner altså mest af alt, at ordet skal fungere som blikfang. Det fuldstændig samme mønster følger Mashable. Det irriterer mig.
Breivik var ikke på Facebook, siger du?
I Mashable-artiklen nævnes/citeres, at Anders Behring Breivik ikke var på Facebook:
As the German magazine points out, both suspected Aurora theater gunman James Holmes and the Norwegian massacre shooter Anders Behring Breivik share an absence from Facebook. The publication went as far as to say that Facebook abstainers have reason to be suspected mass murderers.
Men læser man den danske Wikipedia-artikel om Breivik, står der følgende:
På sin Facebook-profil beskriver han sig selv som kristen og konservativ. Han har desuden tidligere gået på jagt og udøvet ekstremsport.
Som kilde til dét udsagn linkes der til Breiviks Facebook-profil, som i sagens natur ikke længere eksisterer – i hvert fald ikke for offentligheden. Der eksisterer billeder, der angiveligt er screenshots af Breiviks Facebook-profil.
Så han var altså på Facebook. Det er muligt, han ikke brugte sin Facebook-profil aktivt, det har jeg ingen anelse om. Breivik havde i øvrigt også en Twitter-profil, hvor der dog kun var skrevet én opdatering (tweet):
Foruden en Facebook-konto har han også en Twitter-konto, hvor han kun har skrevet en enkelt gang. Den 17. juli skrev han på engelsk: “En person med en tro svarer til kraften af 100.000, som kun har interesser.” (Kilde: Wikipedia)
Angående James Holmes skriver CBS den 20. juli:
It appears that the suspect Holmes is not on any social networks – at least not under his legal name. The picture of Holmes that has been painted is not much different than a typical, perhaps disenchanted college student.
Samme dag skriver The Huffington Post:
A spokeswoman with the Aurora Police Department told The Huffington Post she had “no idea” whether the shooting suspect James Holmes’ Facebook page had been dismantled.
Altså må det opsummeres til, at man ikke har kenskab til, at James Holmes skulle have en Facebook-side.
Folk, der ikke er på Facebook er mistænkelige, siger du?
Noget andet er den teori, der fremføres i alle artiklerne; nemlig at det, at man ikke er på Facebook, kan betragtes som værende en afviger. Det er naturligvis bonkers at påstå, at folk på Facebook er mulige massemordere eller psykopater. Det ikke at have en Facebook-profil kan muligvis bruges som indikator af, at en person er ensom eller ønsker at leve for sig selv. Men det behøver, det ikke være. Jeg omgiver mig med masser af mennesker uden at være på Facebook. En af mine venner har overhovedet ikke en profil, og har aldrig haft det, og han er også langt fra ensom.
Det kan virke håbløst, at jeg føler behov for at skrive dette, i og med at påstanden i artiklerne er så håbløs, men det irriterer og skuffer mig, at både Mail Online og Mashable kaster sig frådende over det.
Læs denne bog, siger jeg
Og det fører mig videre til den sidste pointe, nemlig den tendens, at folk, der adskiller fra en nærmest vedtaget norm er at betragte som afvigere og i yderste konsekvens bør have en diagnose. Det er en problematik, der bliver behandlet så udemærket i bogen ‘Det diagnosticerede liv’. Fra forlagets omtale af bogen:
Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes i dag som behandlingskrævende. Afvigelser fra et stadigt snævrere normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Spørgsmålet er, om denne udvikling hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. ‘Det diagnosticerede liv’ stiller skarpt på disse tendenser og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle udvikling.
Det drejer sig blandt andet om, at vi er gået fra den ætiologiske psykiatri (årsagslære, ‘hvorfor har vi det, som vi har det?’) til den diagnosticerende (fokus på symptomer) psykiatri. Påstande som dem, der er i de artikler, jeg har linket til, skal naturligvis tages med et gran salt, men jeg kan dog ikke undgå at tænke, at de er et trist billede på den samme tendens.
Og til de personer, der arbejder med rekruttering af nye medarbejdere og i deres snagen og evige jagt på ‘godbidder’ enten klager over, at folk ligger alt eller (som her) intet ud på nettet, og finder det mistænkeligt, når en person ikke er på Facebook – og til Emily Yoffe fra Slate, der advarer mod at date folk, der ikke har en Facebook profil:
Tag jer sammen.
Hvis du ikke allerede har læst om Politikens planer om at indføre betaling på politiken.dk i slutningen af 2012, så start her: Politiken.dk indfører digitalt abonnement.
Læs derefter denne afstemning hos Politiken selv: ‘Vil du betale for journalistik på nettet?’
Nu er der selvfølgelig en del fejlkilder ved sådan en afstemning. Den er stillet på Politiken.dk (så ‘journalistik på nettet’ vil sikkert af mange blive opfattet som ‘Politiken.dk’), ‘journalistik på nettet’ er en meget bred definition, man udelukker nogle ved kun at spørge på nettet etc. etc. Læg hertil, at ‘betale’ også kan tolkes på forskellige måder – alt efter hvilken model, man vælger – og selvfølgelig hvor høj prisen bliver.
Men lad os nu sige, at der er en del gyldighed i afstemningen – der er trods alt blevet stemt mere end 2.000 gange, det må da tælle for noget.
Afstemningen viser, efter 2.057 stemmer, at 25 procent gerne vil betale for journalistik på nettet:
Det er jo et meget positivt tal, selvom jeg naturligvis ikke kan sige noget om, hvorvidt Politikens model løber rundt, hvis ‘blot’ hver fjerde betaler. Om ikke andet så tyder det da i hvert fald på, at der er en vis opmærksomhed om, at der findes kvalitetsjournalistik på nettet, som nogle gerne vil betale for. Og det er positivt.
Hvad angår Politikens konkrete eksempel, ved jeg ikke mere, end hvad de selv skriver. Noget, jeg umiddelbart undrer mig over er, at de angiveligt vil inkludere alle artikler i modellen – altså kan man også læse x antal almindelige nyhedsartikler, måske endda Ritzau-telegrammer, som der findes næsten uendelig mange af i det danske mediebillede. Og det er ikke sikkert, at hver fjerde vil betale for almene nyheder.
Forklaringen på denne model er, at Politiken har set, at det er sådan, The New York Times gør. Det er dog, uanset hvad Politiken selv mener, nok kun modellen, de har til fælles. The New York Times er et engelsksproget, globalt medie med et kolossalt brand og mange besøgende. Det danske mediemarked, og i endnu højere grad Politiken, er af en helt anden størrelse.
Politikens opgave er nu at vise, at de har tilstrækkeligt med interessant indhold til, at man går glip af noget, hvis man ikke køber et digitalt abonnement. Det er altså lidt den samme opgave, som Facebook har op til børsnoteringen; det gælder kort fortalt om at gøre sig til.
Prepare to be wooed.
The Wall Street Journal har i går (28. februar) skrevet artiklen ‘The Mounting Minuses at Google+‘, der handler om det, som de fleste – interesserede – nok godt vidste; at Google+ i faktisk forbrug er langt bagefter Facebook.
I artiklen står der:
Visitors using personal computers spent an average of about three minutes a month on Google+ between September and January, versus six to seven hours on Facebook each month over the same period, according to comScore, which didn’t have data on mobile usage.
Tallene fra comScore plejer at være ret troværdige, skønt de selvfølgelig hverken kommer fra Facebook eller Google sev. Skønt mobil-tallene ikke er med, er der ingen grund til at tro, at det vil ændre noget som helst til Google+’s fordel.
Sat på grafik ser det således ud (klik på billedet for større version):
(Jeg har skrevet ekstrabladet.dk på, fordi jeg har lavet den i min arbejdstid 🙂
En kollega sendte mig for nyligt et link til en artikel på TV 2’s tv-website: Kanal5: Vi blev hacket.
Politiken (som jeg tidligere har ikke-rost for deres omgang med teknologi-stoffet) er også sprunget på historien: Reality show-deltagere sendt hjem ved en fejl.
Det er tilsyneladende en god historie. En person skaffer sig adgang til information på Kanal 5’s hjemmeside om, hvem der bliver stemt ud fra Big Brother-showet (der er åbenbart folk der rent faktisk interesserer sig for det) og lagde resultatet ud på nettet.
Der er bare et problem: Det har ikke meget med hacking at gøre.
Den 10. februar skrev jeg, at NemID ikke var blevet hacket (selvom flere journalister åbenbart tror det), og jeg vil da gerne tage turen igen. På et eller andet tidspunkt får vi vel dansk teknologi-journalistik op på et acceptabelt bundniveau. Igen er vi på noget, der for nogen kan synes som et ret detaljeret niveau – men det er altså vigtigt, at der er styr på begreberne.
Der er ingen tvivl om, at ordet ‘hacker’ bliver brugt, fordi det ser godt ud i rubrikker og trækker klik. I TV 2’s artikel er der faktisk en fin forklaring af, hvad denne person har gjort:
Men nu siger kanal5, at en bruger har brudt ind på hjemmesiden og fundet materiale, der først skulle offentliggøres, når resultatet var fundet.
Informationschef på SBS TV, Jesper Jürgensen, er rystet over situationen, der viser at der er behov for at skærpe sikkerheden omkring kanal5.dk.
Videoen var ikke offentligt tilgængelig
“Vi forbereder indhold relateret til exit for alle nominerede, da det jo skal gå stærkt på online-medier. Ved at bruge de identifikationsnumre som hver enkelt emne på sitet får tildelt, fik brugeren via adresselinjen i browseren adgang til en ikke offentlig tilgængelig video, hvor teksten beskrev at Stine måtte forlade huset før afgørelsen var faldet,” siger han og uddyber:“Hvad brugeren ikke havde bemærket var, at lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis. Det var dog kun siden med Stine, som blev postet på Facebook.”
Okay, så hvad er det helt præcis denne ‘hacker’ har gjort? Jo, han har ændret på et ID-nummer i en artikel-URL (http://…). Nogle gange er der et sådan tal i en URL, det fortæller systemet, hvilket artikel i databasen (på serveren) den skal vise for brugeren.
En URL på Kanal 5’s hjemmeside til en artikel om Big Brother ser således ud:
http://www.kanal5.dk/bigbrother?nid=7419
Det er tallet til sidst (7419), som vedkommende har ændret. Jeg vil selvfølgelig ikke opfordre dig som læser til at gøre dette – det er hacking, så lad være.
Nej, selvfølgelig er det ikke det. Hvis artiklen bag et bestemt ID ikke er publiceret, så er den ikke til at få fat på, og så kan vedkommende ikke sprede den på Facebok.
Så kære Informationschef på SBS TV, Jesper Jürgensen: Hvis man kan komme til indhold ved at skrive URL-adressen på det i sin browser, så er det offentligt tilgængeligt. Det er faktisk så offentligt tilgængeligt, at advokater regner det for en fremførelse, hvis jeg linker til en MP3-fil (eller, det var i hvert fald hvad jeg fik at vide til et FDIM-foredrag om emnet).
Usikkerhed om forløbet
Og så kan jeg godt more mig lidt over, at enten informationschefen eller journalisterne ikke har styr på selve forløbet.
Først hos TV 2 – her har hackeren lagt den rigtige artikel ud – altså den om den, der bliver stemt hjem:
Ved at bruge de identifikationsnumre som hver enkelt emne på sitet får tildelt, fik brugeren via adresselinjen i browseren adgang til en ikke offentlig tilgængelig video, hvor teksten beskrev at Stine måtte forlade huset før afgørelsen var faldet,” siger han og uddyber:
“Hvad brugeren ikke havde bemærket var, at lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis. Det var dog kun siden med Stine, som blev postet på Facebook.”
Og dernæst hos Politiken hvor ‘hackeren’ nu åbenbart rent faktisk har bemærket at “lignende videoer og artikler om Alexanders og Umars exit også var tilgængelig på samme vis” – han har i hvert fald delt dem på internettet:
En hacker havde op til afslutningen på afstemningerne skaffet sig adgang til flere artikler på Kanal 5’s hjemmeside og spredt dem på nettet. Artiklerne beskrev, at deltagerne Stine, Umar eller Alexander alle var blevet stemt hjem. Men det var ikke tilfældet.
Indholdet i artiklerne skulle nemlig ikke tages for gode varer. Artiklerne var forproducerede og lagt klar af redaktionen, så de kunne bruges om den pågældende deltager, der hver søndag bliver stemt hjem.
Det er smukt.
ER der så fusk med de SMS-stemmer?
Nu ser jeg ikke Big Brother, så jeg ved ikke, hvor mange deltagere, der er tilbage, men det er da påfaldende, at vedkommende kan få fat i artiklen om lige netop den person, som rent faktisk bliver stemt ud – og det inden afstemningen er afsluttet.
Det kan godt være, Kanal 5 har gjort lignende artikler klar om de andre deltagere, men det har de ikke bevist. Enten har de valgt at lade være – ellers kan de ikke.
Historien om, at de skulle være blevet ‘hacket’ er i hvert fald rimelig tynd – med andre ord: det passer ikke. De har selv lagt indholdet ud og gjort det muligt at finde og dele på Facebook. Undskyldningen med, at “det jo skal gå stærkt på online-medier” får mig blot til at trække på smilebåndet, for en tyndere suppe skal man da lede længe efter.
Journalistik?
Det er så, hvad det er. Et andet problem i denne sammenhæng er, at personen bag citaterne ikke bliver udfordret. Han får lov til at slynge ‘hacker’-ordet rundt som en samurai i en brandert. Det må da være tilladt for en af journalisterne lige at spørge: ‘Arh, hacker ligefrem?’.
Hvis man sidder og ændrer på ID-numre i artikler på Kanal 5’s website, er man altså ikke hacker. Man har bare for meget tid. Tid har journalisterne i dette tilfælde åbenbart ikke for meget af – for så var dette forhåbentlig blevet opsnappet.
Opdatering @ 23:33:
Jeg er blevet gjort opmærksom på en god pointe på Twitter:
Jeg er blevet gjort opmærksom på en god pointe på Twitter:
@fiwa @larskjensen Vil egl sige det kan betegnes som hacking i ordets opr betydning, men ikke cracking som de mener m hacking… @jacobchr
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) February 23, 2012
Oprindelig betyder ‘hacking’ faktisk ting som dette, altså at man leger rundt og eksperimenterer – kort fortalt ‘tweaker’. Dette gælder, hvad enten det er i et program eller, som her, på nettet.
Det, som ordet ‘hacking’ nu dæker over i mainstream-sammenhænge er egentlig det, der kaldes ‘cracking’, altså hvor folk tvinger sig adgang til systemer. Lige for at få dét på plads.
Kategorier
Nej, NemID er ikke blevet hacket
Okay, som gammel (okay, ‘tidligere’) it-journalist må jeg til tasterne 🙂 Nu har jeg fået nok at at høre/læse ordene ‘NemID’ og ‘hacket’:
Politiken: Netbankhackere bryder igennem NemId
Berlingske: Hackere bryder ind hos danske bankkunder
BT: http://www.bt.dk/krimi/hackere-bryder-nemid-hos-danske-bank-kunder
…og min egen arbejdsplads er også med: Hackere lænser konti med nem-ID-koder.
Selv IT-medierne ComON (Hackere overlister NemID-brugere: Stjæler 700.000 kr. i Danske Bank), Computerworld (NemId sprængt: Hackere bryder ind i Danske Bank) og Version2 (Nyt hacker-trick snød NemID: Sådan gjorde de) er med på den.
Problemet er bare: NemID er ikke blevet hacket.
Hvis NemID var blevet hacket, så havde de kriminelle fået adgang til selve NemID-systemet. Det er ikke sket. Det der i stedet er sket er, at nogle NemID-brugere er blevet franarret NemID-login-oplysninger til deres bank og er blevet frastjålet 700.000 kroner.
Det er ikke hacking, men kaldes ‘phishing’. Til Version2’s forsvar skal det siges, at de også har artiklen ‘Rådet for Større IT-sikkerhed: Umuligt at opdage NemID-phishing’.
Phishing (udtales fuldstændig ligesom ‘fishing’ og har været en ‘hot trend’ – eller hvad man nu skal kalde det – indenfor IT-kriminalitet siden cirka 2005, det er altså ikke noget nyt) går ud på netop at franarre folk personlige oplysninger, såsom brugernavne, adgangskoder og nu også NemID-koder. Version2 skriver i artiklen ‘Nyt hacker-trick snød NemID: Sådan gjorde de’:
Denne gang brugte tyvene angiveligt en kombination af malware og phishing til at lokke en ekstra kode ud af Danske Bank-kunder.
Og det er fuldstændig korrekt. Malwaren (på dansk kan det vel bedst kaldes ‘skadelig software’ eller noget ligende) var blevet sneget ind på NemID-brugernes computer – udenom NemID. Dette er formentlig gjort ved, at der er sendt falske e-mails ud, hvor afsenderen giver sig ud for at være et pengeinstitut. Det er en klassiker, og phishing lige efter bogen.
De IT-kriminelle har så brugt malwaren til at præsentere brugeren for et falsk NemID-login-vindue (nu er vi på side 2 i phishing-håndbogen) og brugeren er hoppet i med begge ben (side 3). Og så er pengene væk (side 3, nederst).
I dag var en NemID-mand i sit fineste jakkesæt så på besøg i TV-Avisen hvor han skulle besvare værtens spørgsmål: Er du tryg ved NemID? Og selvfølgelig er han det. For som han sagde: Det er jo ikke NemID, der er blevet angrebet og ‘hacket’.
Det kan virke pedantisk at gå op i den slags, men det er vigtigt for vores forståelse af IT-kriminalitet, som der med garanti ikke bliver mindre af. Som det ser ud nu, er NemID sikker – men folk vil være i fare så længe de klikker på links i mails, de tror kommer fra deres bank – skønt det igen og igen bliver understreget, at din bank aldrig sender dig en mail og beder dig logge ind.
Det er ligesom når man går ned ad Strøget i København og ser folk, der tror, de kan vinde penge fra manden med de tre kopper og kuglen. Det er snyd, lad nu være.
Men når historier som denne dukker op, er en ting sikker: Sikkerhedsfirmaerne står i kø for at komme med bud på forbedringer. Det er ligesom tilbage i skoleklassen, når læreren prøver at sætte videoen til og alle eleverne pludselig råber i mundene på hinanden og har masser af gode råd – men ikke nødvendigvis løsningen.
Fra Secunia lyder det ‘brug mobilen’:
“Ved at kunderne får en sms, når der sker en usædvanlig transaktion på netbanken, er der langt større mulighed for at tage sådan en svindelaktion i opløbet,” siger Thomas Kristensen til epn.dk (kilde)
Nordea har allerede implementeret dette. Men det må vel være bankens eget ansvar – og ikke en del af NemID som håndterer vores, ja, ID, og logon og ikke vores bankforretninger. Nu er jeg ikke helt inde i de oprindelige krav til NemID, så det er muligt jeg tager fejl. Men når Nordea kan implementere det (og gør det), så kan andre vel også.
Det næste skridt indenfor mobil-verifikation kunne være at sende brugeren en kode per SMS, som skal indtastes. Men hvis du kan franarre folk et kodeord, som står på et fysisk stykke papir, så kan du helt sikkert også snyde dem ved mobil-verificering.
Hvad er der så at gøre? Jo, uddannelse, uddannelse, uddannelse. Folk må forstå, at deres bank aldrig sender dem en e-mail og beder dem logge ind. Aldrig.
Er du i tvivl, så lad være. Kontakt din bankrådgiver.
Og så skal du selvfølgelig, som også Nets (der står for NemID) anbefaler, have et opdateret styresystem og antivirus. Dette gælder ikke kun NemID men din generelle digitale sikkerhed.
NemID er ikke blevet hacket. Men nogle stakkels NemID-brugere er blevet snydt på god gammeldags trick-manér. Og dét kan NemID altså ikke beskytte hverken dem eller os imod. Vi har hver især selv et ansvar for vores egen it-sikkerhed.
I går meldte Dansk Journalistforbund ud, at man støtter ACTA-aftalen. Det forundrede en del medlemmer, og det førte til en debat på journalisten.dk.
På Twitter ser jeg, at Dansk Journalistforbund måske ikke støtter ACTA alligevel:
DJ støtter vist ikke ACTA alligevel, eller noget. journalisten.dk/n-stformand-mo…
— Jesper Balslev (@balslev) February 7, 2012
Jesper Balslev linker til Journalisten.dk-artiklen ‘DJ-næstformand ændrer ACTA-udtalelser‘:
DJ støtter ikke nødvendigvis ACTA, lyder det nu fra næstformand Lars Werge. Han beklager, at han i går meldte ud, at DJ støtter ACTA. Det var hans personlige holdning, og han ser frem til intern debat i DJ, lyder det nu.
Så det ser altså ud til, at der kommer den savnede debat i DJ-regi omkring opbakningen til ACTA. Hvilket er godt.
I øjeblikket kører der en diskussion på journalisten.dk omkring Dansk Journalistforbunds opbakning til ACTA (Wikipedia: dansk / engelsk), hvor flere af indlæggene bestemt er værd at læse.
Årsagen til debatten er, at Dansk Journalistforbund har meldt ud, at man støtter ACTA – men uden at drøfte det med medlemmerne, eller i de relevante udvalg. Ups.
Blandt andet skriver formanden for forbundet, Mogens Blicher Bjerregård:
Når det drejer sig om ophavsret er der ingen tvivl om, at vi skal bakke op.
…som ikke overraskende har trukket nogle reaktioner.
Hvis du har noget at sige i debatten, så deltag på journalisten.dk.
Du har måske læst journalisten.dk-artikel om, at ‘Politiken piller papiravisen ud af politiken.dk‘:
Politiken lukker ned for, at store baggrundshistorier, interviews og kronikker bliver givet gratis væk på nettet. »Vi vil gerne gøre avisen mere eksklusiv og styrke bladsalget,« siger chefredaktør Anne Mette Svane til Journalisten.dk.
Der er allerede en god debat om det i gang på Twitter, men nogle gange er 140 tegn bare ikke nok, derfor lægger jeg også lige et indlæg på det her.
Det overrasker næppe læserne af Medieblogger, at jeg synes, Politiken har truffet et forkert valg. Jeg kan godt følge ræsonnementet: Det er indhold, der er dyrt at lave, og som vores avislæsere betaler for. Derfor skal det ikke bare lægge gratis på nettet.
Men løsningen er ikke at fjerne det fra Politiken.dk. Så rykker man blot det gode indhold over i papirets uvedkommenhed og mister et stort potentielt publikum til de gode artikler, der gør Politiken til Politiken.
Hvis man ønsker at tjene penge på direkte at sælge den gode journalistik til læserne, så synes jeg da i det mindste, det bør være muligt at købe en digital udgave af den artikel, jeg så ikke længere kan læse. Det betyder selvfølgelig også, at jeg skal gøres opmærksom på, at indholdet findes. Og her køber jeg ikke, at jeg kan abonnere på avisen på min iPad. Langt fra alle har en iPad, og jeg gider ikke skulle anskaffe indhold svarende til en hel avis bare for at læse én artikel. Ellers tak.
Jeg bliver ikke Politiken-abonnent bare fordi de fjerner noget af deres indhold fra politiken.dk. Der er tusind ting, jeg kan læse i stedet. Jeg er i gang med nogle rigtig gode bøger (og har flere på ‘skal læse’-listen), jeg abonnerer på The Economist og Foreign Affairs – og der er masser af fantastiske artikler på nettet, jeg kan læse i stedet. Jeg skal bare søge på #longreads på Twitter, så er jeg et godt stykke ad vejen.
Jeg kommer ikke til at opleve et tab, fordi Politiken fjerner nogle artikler. Men de kommer måske til at opleve et tab i antal brugere fordi de vil sælge papir ved at levere et fattigere online-produkt. Det må tiden vise. Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at bruge Politiken.dk – men Politiken-avislæser bliver jeg ikke.
Kategorier
Twitter behøver ikke være samtale
‘Medier bruger Twitter helt forkert‘, skriver Journalisten.dk. Årsagen er, at medierne bruger Twitter som envejs-kommunikation.
Antagelsen at medierne bruger Twitter forkert er naturligvis baseret på den præmis, at Twitter er et dialogmedie, hvilket jeg gerne vil udfordre. Jeg har tidligere skrevet, at Twitter ikke dur til samtaler (selvom det er blevet lidt bedre).
Og når jeg følger en person som Nicholas Kristof, er det ikke for at føre samtale med ham, men for at følge hans opdateringer fra rundt om i verden. Eksempelvis live-tweetede han forleden, da han var med til rydningen af et bordel i Cambodja – hvilket senere første til denne historie.
På intet tidspunkt var der dialog, men det var stadig noget, der i den grad viste Twitters styrke.
I artiklen på Journalisten.dk fremhæver Jon Lund (i sin egenskab af DONA-formand) JP-journalist Kaare Sørensen (som DONA gav en pris for nylig) som et godt eksempel. Men i begrundelsen af, hvorfor det blev Kaare Sørensen, er der faktisk intet nævnt om dialog:
Prismodtageren er onlinejournalistikkens svar på Ulla Terkelsen: Sker der noget nyt indenlands eller i resten af verden, får man med sikkerhed breaking news indenfor få minutter fra denne onlinekommunikatør.
Vedkommende har i en sjælden grad forstået at udnytte Twitters telegramlignende kommunikationsform til fulde. Og en af årsagerne til succesen er hans evne til at få læsere hjemme i Danmark til at føle suset fra de revolutionerende menneskemængder under det arabiske forår.
Prismodtageren har med næsten 12.000 aktuelle, informative og appetitvækkende tweets gjort sine 2380 følgere klogere, men han har også hjulpet hele redaktioner med at komme med på twittervognen.
Selvfølgelig er det godt, hvis journalister og medier kan gå i dialog (hvilket Kaare også er god til) med andre (og hinanden) på Twitter, men det er ikke det eneste succes-kriterium. Derfor er Journalisten.dk’s overskrift ‘Medier bruger Twitter helt forkert’ skudt over mål. Synes jeg.