Kategorier
Nyheder

DR2 viser Page One-dokumentarfilmen om The New York Times

En hurtig service til dem, der måtte nå at læse dette i tide:

Hvis du ikke har noget at lave i aften tirsdag den 17. april, viser DR2 den roste dokumentarfilm Page One: A Year Inside The New York Times (Wikipedia).

Det er godt nok mens, der er Champions League-semifinale (DR2 mener åbenbart, at fodbold-folket er ligeglade med medieverden, tsk tsk), så det er med at få optageren i gang, hvis du vil se begge dele.

Kategorier
Nyheder

Spotify oversælger deres Play Button

Stor var min glæde, da jeg læste pressemeddelelsen ‘Spotify introducerer Play Button‘. Jeg bruger ikke Spotify, da den kræver, at jeg opretter mig med min Facebook-konto. Og det gider jeg ikke. Jeg vil ikke både give den adgang til min Facebook OG betale.

I pressemeddelelsen hedder det:

Attention alle bloggere og webredaktører! Fra i dag bliver Spotify nemt tilgængeligt for alle på nettet, det sker med introduktionen af Spotify Play Button. Den nye widget gør dig i stand til at afspille enhver sang, ethvert album eller playliste fra Spotify på dit website – lynhurtigt, fuldt lovligt og helt gratis.

Den nye Spotify Play Button gør det nemmere end nogensinde før at dele alverdens musik med dine online læsere. Ikke flere distraherende reklamebannere og pop-ups og ingen bekymringer om problemer med rettighederne til musikken – bare nem adgang til over millioner af sange i den bedste kvalitet.

Det lyder altså til, at jeg ikke længere behøver have Spotify installeret for at lytte til Spotify.

En af samarbejdspartnerne er det københavnske spillested Vega. Når jeg går ind på vega.dk for at teste Spotify’s Play Button, og klikker ‘Play’, får jeg denne besked:

Spotify Play Button

Ergo skal jeg altså have Spotify installeret, selvom ordlyden i pressemeddelelsen pegede i en anden retning. “Den nye widget gør dig i stand til at afspille enhver sang, ethvert album eller playliste fra Spotify på dit website – lynhurtigt, fuldt lovligt og helt gratis.” Det gør den så åbenbart ikke alligevel.

Der er altså intet nyt. Nu kan Spotify-programmet, hvis du har det installeret, altså blot let åbnes fra et website, der har denne knap.

Bo Abrahamsen har også lavet en test af Spotify’s Play Button og når til samme konklusion.

Årsagen er formentlig rettigheder og KODA, som folk også har skrevet til mig på Twitter:

Asbjørn Poulsen (@appoulsen):

Bo Abrahamsen: (@boab)

Alexander Madsen: (@almadsen)

I pressemeddelelsen hedder det også:

“I dag giver vi enhver blogger og webredaktør muligheden for at sprede lys og glæde på nettet gennem musik. Aldrig har det været nemmere at tilføje et personligt soundtrack til din blog eller dit website,” siger Gustav Söderström, der er produktchef hos Spotify.

Det er jo løgn. Det er for eksempel meget lettere med YouTube. Og SoundCloud. Og BandCamp. Og… well, you get my point.

Opdatering @ 10:53:
Kasper Villum Jensen (@kaspervillum) har en Twitter-kort omskrivning af Spotify’s pressemeddelelse, der er ret spot-on:

Kategorier
Nyheder

PayPal lukker for e-bogudgiveren Smashwords

Via Stephen Frys tweet har jeg set, at betalingstjenesten PayPal har lukket ned for e-bogudgiveren Smashwords:

Paypal also has to deal with the whims of the credit card companies with which it is partnered. With that business arrangement, when a credit card company says to jump, Paypal must comply. When it does so, it effects all its own customers as well. Ebook publisher Smashwords reports that it has become one of the latest recipients of one such action.

Under pressure from credit card providers, Paypal has put in place a policy that it would no longer process payments for ebooks that contained themes of rape, incest, beastiality and underage sexual content. It then decided to give Smashwords less than a week to remove all books that fit those criteria.

Jeg kan umiddelbart komme i tanke om to bøger, der ikke ville gå i det tilfælde.

Den ene er Bret Easton Ellis’ megahit ‘American Psycho’ (der handler om en psykopatisk serie- og lystmorder, der arbejder på Wall Street) og Vladimir Nabokovs ‘Lolita’, der bliver udråbt som en af de største litterære virker nogensinde – og som handler om hovedpersonens følelser for en 12-årig pige, hvilket også har skabt røre.

Vi skal passe på, at vi ikke bliver så puritanske, at vi beskytter os selv og andre mod ting, som godt nok provokerer os, men som kan være nødvendige eller hovedværker i forfatterskaber – eller begge dele. Det er misforstået hensyn at blokere for alt, der beskæftiger sig med emner, vi ikke har lyst til at læse om.

Kategorier
Nyheder

ACTA modstander udsender pressemeddelelse som Pia Olsen Dyhr

Debatten raser omkring ACTA-aftalen (Wikipedia-artikel), og der bliver brugt andre virkemidler end debatter, demonstrationer og blogindlæg.

I nat dansk tid blev der udsendt en falsk pressemeddelelse, der så ud som om den kom fra Pia Olsen Dyhr og SF. Pressemeddelelsen blev sendt ud via Presswire, der nu har slettet den (kl. 10:19, pressemeddelelsen kom ud klokken 02:20), og havde følgende ordlyd:

Pia Olsen Dyhr(SF) – Slår et slag for ophavsretten.

Den meget omdiskuterede handels-traktat ACTA, er ikke nok beskyttelse for de danske ophavsrettighedshavere.

“Kunstere og selskaber, skal have mere vidtgående muligheder, når det drejer sig om beskyttelse af deres rettigheder.” – Udtaler Pia Olsen Dyhr.

Der skal skabes håndfaste værktøjer, så sites som Google og Youtube kan blokeres og ikke længere kan tilgås fra Danmark. “Vi har i Danmark allerede blokeret Piratebay, men de her to websider medvirker lige så meget til ulovlig fildeling. Derfor synes jeg det ville være helt ok, at blokere dem!” – Siger hun bombastisk.

Blokeringen, skal indbefatte alle sites der kan bruges til ulovlig fildeling, såsom Facebook, Twitter og søgemaskinen Bing. Vi har faktisk allerede i Danmark værktøjet til det med NITECS internetfilter, der på nuværende tidspunkt blokere over 3500 sider på nettet for danske brugere.

Presswire har som sagt slettet den falske pressemeddelelse og siger, at en hacker stod bag:

Pressebureauet Presswire udsat for hacker

Pressebureauet Presswire har i nat været udsat for uautoriseret brug af deres administrationsflade.

Natten mellem 3. og 4. marts 2012 blev der fra Presswire’s presseside udsendt en pressemeddelelse med overskriften “Genudsendt: Dansk minister slår et slag for rettighedshaverne”.

Pressemeddelelsen var IKKE godkendt af Presswire’s redaktion som rutinen normalt er, og alt tyder på at en hacker har skaffet sig ulovlig adgang til Presswire’s administrationsområde.

“De eneste der kan godkende og dermed udsende en pressemeddelelse er vores redaktion. Alt tyder på at nogen på ulovlig vis har skaffet sig adgang til vores administrationsområde og derefter udsendt pressemeddelelsen via vores presseservice. Vi beklager meget at dette kunne ske og har selvfølgelige prompte lukket for yderligere adgang,” forklarer daglig leder Rene Hjetting.

Sagen vil senere i dag blive forelagt lokale politimyndigheder.

(Presswire har tilsyneladende også slettet denne pressemeddelelse, derfor har jeg kopieret hele dens ordlyd ind.)

Det bliver formentlig svært at finde ud af, hvem der har gjort det, men vedkommende har angiveligt lagt et tweet ud, hvor han/hun skriver om det – og har ‘tagget’ både Pia Olsen Dyhr og Politiken i tweet’et:

Hvis du vil ‘up-to-speed’ (eller tæt på) på baggrunden for denne pressemeddelelse, kan du med fordel starte med at læse Politiken-artiklen ‘Fortalere for ACTA har argumenteret med stærkt overdrevne tal’.

Kategorier
Nyheder

Vi søger redaktionel web-udvikler

Ekstra Bladet logo Normalt er jeg forsigtig med at blande denne blog sammen med mit arbejde (for at sikre, at jeg kan tale på egne vegne), men nu vil jeg lige gøre en undtagelse 🙂

Det vil jeg gøre, fordi vi søger en redaktionel web-udvikler til ekstrabladet.dk. Kort fortalt en person, der kan udvikle/programmere, og som ved noget om, hvordan verden hænger sammen, og “hvad der rører sig”.

Hvis du synes, det er noget for dig så læs opslaget [bemærk: linket virker ikke længere] – og søg (meget) gerne.

Kategorier
Nyheder

Om utroværdigheden af Facebooks Like/anbefal-tal

Jeg har tidligere skrevet om, at de tal, man kan se på Facebook-knapper etc. ikke er de reelle tal. Årsagen er, at det tal, brugeren ser, er en sum af

  1. antal gange, artiklen er delt
  2. antal gange, artiklen er kommenteret på Facebook
  3. antal likes/anbefalinger til artiklen på websitet og på facebook.com

Især punkt nummer tre er relevant, når man læser Filip Wallbergs udmærkede gennemgang af brugernes brug af ‘Like’ på danske websites i artiklen ‘Anbefaling af historier i netmedierne: Hvad liker vi?‘ på Kommunikationsforum.

For der er den fejlkilde, at ‘likes’ foretaget på facebook.com tæller med i tallene. Altså, hvis en person deler en artikel på Facebook og eksempelvis 34 af vedkommendes venner klikker ‘Like’ til den delte artikel på facebook.com, så tæller det med i statistikken.

Eksempel, lad os tage ekstrabladet.dk-artiklen ‘AGK med gigantunderskud‘. Hvis man trækker Facebook-statistikken for den artikel (direkte fra Facebook’s API), ser det således ud:

<like_count>11</like_count>
<total_count>47</total_count>
<comment_count>15</comment_count>
<share_count>21</share_count>

Altså et, beskedent, ‘like’-tal på 11. Problemet er bare, at vi – ikke længere – har Facebooks Like/Recommend/Anbefal-knap på ekstrabladet.dk. Det tal er udelukkende for aktivitet på facebook.com, og siger altså ikke noget om, hvordan folk bruger vores indhold, men hvordan de reagerer på det i en kontekst, som vi ikke er herre over. Og en kontekst som afhænger af en lang række faktorer, blandt andet hvem der har delt artiklen på Facebook, hvilken kommentar, der er knyttet til den delte artikel, hvem der ellers har klikket ‘Like’ etc.

Eksempelvis kan en bruger (det kunne være mig) godt klikke ‘Like’ til en artikel, som vedkommende er direkte uenig i eller utilfreds med, blot fordi, vedkommende der har delt den har knyttet en passende eller sjov (eller begge) kommentar til den delte artikel.

Dette ikke for at tage noget fra Filips arbejde, som jeg synes er imponerende og vigtigt. Det er blot vigtigt at være opmærksom på denne fejlkilde, inden vi kaster os ud i ‘de opadvendte tommelfingre’.

Og hvis man tager Filips konklusion, at brugerne sjældent klikker Like/anbefal, og tager ovenstående fejlkilde med i ligningen, må konklusionen være, at brugerne klikker endnu mindre på ‘Like’/anbefal – så det styrker blot pointen fra Kommunikationsforum-artiklen.

Kategorier
Nyheder

Google har købt g.co til at linke til egne tjenester

For noget tid advarede jeg mod at bruge gplus.to til at lave en lækker, kort URL til sin Google+ profil.

Årsagen var ikke, at en ukendte tredjepart kan få adgang til din Google+ profil, men at du risikerer, at gplus.go pludselig bliver ændret, så det peger til en side med eksempelvis skadeligt indhold. Og så kan der pludselig være mange links, der skal fjernes eller ændres.

Mit første argument lød således:

1. Det er ikke en Google-tjeneste. Google har intet med gplus.to at gøre.
Google har sin egen tjeneste til dette (se nedenfor), og er muligvis på vej med en optimeret udgave, efterhånden som der kommer flere og flere på Google+. Vent på den.

Og nu ser det ud til, at der måske sker noget på den front. Google har i forvejen deres goo.gl URL-forkorter (og den er hurtig) til at gøre lange URL-adresser korte, men nu har Google købt g.co-domænet. Dette domæne skal bruges til at lave korte URL-adresser til Googles egne produkter/services, hedder det i et blogindlæg fra Google selv.

Indtil videre er det sparsomt med info, men det kunne tyde på (eller det kan man da håbe på), at det er g.co, der kommer til at blive brugt til at lave en pæn URL (“vanity URL”) til ens Google+ profil – og formentlig også andre YouTube-tjenester. Det vides ikke endnu.

Kategorier
Nyheder

Circles-tanken i Google Plus er en lille genistreg

Bemærk: Dette indlæg er primært målrettet til folk, der først lige nu er kommet på Google Plus, eller endnu ikke er kommet på. Hvis du kender Google Plus’ Circles-begreb allerede, er der ikke voldsomt meget nyt i dette indlæg 🙂

 

I går fik jeg, som så mange andre, adgang til Google Plus. Jeg har endnu ikke brugt nok tid på G+ (lad os kalde det det for at virke smarte) til at kunne sige noget generelt om det – og vi er stadig meget langt fra at kunne besvare spørgsmålet: “Er det bedre end Facebook?”

Men hvad jeg kan (og gerne vil) skrive lidt om, er en af de centrale dele i Google Plus – nemlig Circles-tanken.

Circles går kort fortalt ud på, at du fordeler dine venner efter hvilken ‘type’ relation i har. Du er altså ikke blot ‘ven’ med en anden, du tager stilling til, hvor godt/hvordan, du kender vedkommende.

Som udgangspunkt har Google Plus følgende circles (du kan selv lave flere, naturligvis):

  1. Friends – altså venner
  2. Family – den giver vist sig selv
  3. Acquaintances – bekendte
  4. Following – altså folk du følger, ligesom på Twitter – eller med Pages på Facebook

Google Plus findes også på dansk, så vil cirklerne selvfølgelig have deres danske titler.

Grunden til, jeg synes, det er en genistreg er, at jeg gerne vil have orden i mine venner/bekendtskaber på sociale medier. Jeg gik i gang med at oprette lister på Facebook, men det var for besværligt. Med Google Plus er jeg mere eller mindre tvunget til at gøre det fra start af – og som belønning får jeg et mere struktureret og overskueligt netværk.

Og det betyder også, at jeg bedre kan målrette/filtrere mine egne opdateringer – samt de opdateringer jeg se på Google Plus. Det er nemt at skifte imellem de forskellige cirkler, når du er på forsiden af Google Plus.

På Facebook er (alt for) mange af mine bekendtskaber/venskaber ikke mere end en simpel relation. På Google Plus er der en klar skelnen imellem, hvor godt (i mangel af et bedre ord) jeg kender de forskellige. Og hvor godt de kender mig.

Som en kollega sagde til mig, er spørgsmålet nu blot, om brugerne så er strukturerede nok til at bruge disse circles – eller om grænserne bliver udvandet, og vi derved lander på én meget bred og meget løs definition på relationerne imellem os derinde. Det håber jeg ikke.

Google Plus har også nogle andre features, som jeg synes virker vældig interessante og gennemtænkte – men beskrivelser/bedømmelser af disse må følge på et senere tidspunkt.

Men jeg synes, du skal hoppe ind og prøve Google Plus. Det er den mest seriøst konkurrent (hvor jeg dog ikke bryder mig om det ord) til Facebook.

PS: Vi har også, lidt på forsøgsbasis indtil videre, fået Ekstra Bladet på Google Plus.

Kategorier
Nyheder

Financial Times web-app, næsten i mål

Financial Times (dem fra ft.com) har netop lanceret en web-app. Altså, en app, der er på world wide web (i din mobilbrowser), og som derfor ikke skal installeres via nogen app store, hvad enten du er på iPhone, Android eller noget tredje.

Web-app’en er nemlig lavet i <buzzword>HTML5</buzzword>.

Financial Times har selv skrevet en artikel om web-app’en (‘FT’s new web app bypasses need for iTunes‘, som du ironisk nok skal logge ind for at læse), hvor man kører en ægte ‘stickin’ in to the man’-stil.

Du kan prøve web-app’en (efter hvad jeg kan forstå, er den gratis i en uge) ved at taste ‘app.ft.com’ i din mobilbrowsers adressefelt – første gang skal du igennem nogle få steps, men det tager ikke lang tid. Jeg vil anbefale, at du sidder på en WiFi-forbindelse (trådløst internet), når du gør det første gang, da der skal synkroniseres/hentes indhold.

Først det dårlige
Skønt web-app’en umiddelbart er en god idé, så har Financial Times-app’en nogle mangler. Den mest grelle er, at jeg føler, at jeg klikker rundt i en gammeldags Flash-multimedie-produktion, når læser artikler. Ja, det foregår i Safari (browseren på iPhone), men det opdager jeg ikke, for jeg kan ikke se adresselinje eller værktøjslinjen i bunden.

Det betyder blandt andet, at jeg er frarøvet noget af den mest grundlæggende browser-funktionalitet, blandt andet noget så basalt som at gemme en artikel som favorit/bogmærke. Det kan jeg simpelthen ikke. Og min sporadiske klikken rundt i en ren Safari (når jeg ikke klikker på det ikon, som den gerne vil have på min homescreen) viser, at det ikke ser ud til, at URL’en skifter. Det er skidt.

Generelt er der meget lækkerness og alt for lidt brugbart. Jeg ville virkelig gerne have en bookmark-feature, eller en måde at refreshe en side på, hvis der nu gik noget galt.

Men så det gode
Én ting er, for mig, rigtig interessant ved Financial Times’ web-app. Nej, det er ikke betalingsdelen, den kan jeg ikke se endnu, og den må du få en, der er mere interesseret i betalte løsninger til at skrive om 🙂

Nej, det der lover noget smart, er offline-funktionaliteten i web-app’en.

Første gang du besøger ‘app.ft.com’ med din iPhone (jeg ved ikke, hvordan det fungerer på Android), bliver du bedt om at give mere plads til web-app’en i din telefons lokale hukommelse/lager:

Når du trykker ‘Go’ bliver du mødt af denne dialogboks, hvor du kan give tilladelsen:

Generelt
Når man har lagt en genvej til web-app’en på sin homescreen (det skal man gøre for at få den bedste oplevelse, skriver de), lander man i Safari i det, man engang kaldte ‘kiosk’-tilstand – nemlig uden, som jeg skrev ovenfor, adressefelt og værktøjslinje.

En artikel i web-app’en ser derfor således ud:

For mig personligt kommer jeg nok aldrig til at bruge web-app’en, så længe jeg er forhindret i at bruge den, som jeg vil – og burde kunne. Offline-perspektivet er rigtig interessant, men det kan også hurtigt blive lidt trangt, hvis alle indholds-web-applikationer pludselig vil have 50 megabyte at lege med.

Jeg synes derfor, man stadig bør have sit website meget højt på listen. Folk ved hvordan ‘det der internet’ fungerer (det er i hvert fald én stor barriere mindre), og ‘if it ain’t broke, don’t fix it’. Lad os gemme app-begrebet til services/tjenester.

PS:
Du kan høre Robert Shrimsley, ‘managing editor’ på FT.com, tale om ‘Can We Afford To Ignore Paywalls?’ på FDIM’s ‘Summit 2011‘. Måske du også kan få ham til at snakke om deres web-app, hvis du er tilstede.

Opdatering 08-06-2011 @ 15:38:
Steve Pinches, der er ‘online product manager’ hos Financial Times, fortæller mig i et tweet, at bookmark-featuren er på vej.
Kategorier
Nyheder

Google Translate på ekstrabladet.dk, en kort opsamling

Som dem der følger mig på Twitter (der hedder jeg @larskjensen) måske ved, så har vi fået implementeret Google Analytics-tracking på de Google Translate-bokse, der ligger på alle artikler på ekstrabladet.dk (undtagen sport-artikler, men der er vi ved at rulle det ud i skrivende stund).

Så tænkte jeg, at i stedet for at pushe tal ud på må og få, var det måske en meget god idé, at få samlet op på dem 🙂
Så her følger tallene i mere eller mindre tilfældig rækkefølge.

Vi implementerede Google Analytics-tracking på Google Translate-boksene per 29. marts i år. Så alt, hvad disse tal relaterer til, foregår efter den dato.

I de første dage umiddelbart efter implementeringen lå vi på cirka 300 oversættelser om dagen i gennemsnit (#). Sidenhen er tallet faldet en lille smule, men ikke meget. Det ligger nu på omkring 260-270 oversættelser hver dag. Det synes jeg egentlig er ret godt. Nu var der heller ikke defineret nogle deciderede succes-kriterier, så det er selvfølgelig let at sige 🙂

Noget andet er sprogfordelingen, som man også kan se i Google Analytics. Jeg lavede denne grafik efter en uge, hvor jeg samler op på de mest brugte sprog:


[ Billedet lå på Yfrog, der siden er blevet overtaget af ImageShack, og i den forbindelse er det forsvundet 🙁 ]


Mest brugte sprog under ‘Other’ er tyrkisk efterfulgt af græsk, kan jeg i øvrigt oplyse (#).

I går besluttede jeg mig for at stille min nysgerrighed og svare på spørgsmålet ‘hvor sidder/bor de folk, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk?’. Også det svar kunne jeg finde i Google Analytics, og lidt overraskende fandt jeg frem til, at 82% af dem, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk opholder sig i Danmark. Nummer to er Polen med 9,2% (#).

Næste logiske skridt var nu at finde ud af, hvilke artikler, der er de mest oversatte i den periode. Da jeg havde klikket lidt rundt i Google Analytics fandt jeg ud af, hvordan det kunne gøres, og listen over mest oversatte artikler på ekstrabladet.dk (29. marts – 14. april 2011) ser således ud:

  1. Overraskelse: Seest ude af X Factor
  2. Nyt jordskælv ryster Japan: Atomkraftværk ramt
  3. Jeg er stolt af mine 108 kilo
  4. ekstrabladet.dk beklager: Billedet var et falsum
  5. Dansker: Sådan oplevede jeg sandstormen
  6. Død på stedet: Cyklist ramt af to motorcykler
  7. Han vil have godt af fængslet
  8. Kidnapnings-alarm forsinket i tre timer
  9. 41-årig indlagt efter altanbrand
  10. Stødte ind i mystisk eneboer i mørket: Han havde langt hår og skæg

Som flere bemærkede (#) er den mest oversatte artikel (Overraskelse: Seest ude af X Factor) helt tilbage fra 27. februar 2009. Det er mere end to år siden, og derfor bør det undre, hvorfor den topper listen. Det satte jeg mig for at undersøge.

For det første kiggede jeg på statistikken for netop den artikel – og der kunne jeg se, at trafikken til den toppede omkring den 25./26. marts – altså kort tid før vi fik tracking på vores Analytics-boks. Trafikken til artiklen flader stille og roligt ud, uden dog at ramme 0 på noget tidspunkt.

Jeg satte mig for at kigge på referrals til den artikel (altså hvor trafikken kommer fra) og fik, ikke overraskende, svaret ‘Google’. Jeg ændrede det derfor til ‘keywords’, så jeg kunne se, hvad dem der fandt artiklen havde søgt på. Svaret var, ej heller særlig overraskende, ‘x-factor’ og ‘x factor’. Jeg satte mig derfor for selv at prøve søgningerne:

Bemærk, at I begge søgninger ligger artiklen ‘Overraskelse: Seest ude af X Factor’ på første side, endda i toppen og med en lille thumbnail og playikon ved siden af, da Google tilsyneladende ved, at der er et tv-klip på den artikel. Altså en prominent placering.

Kigger jeg på, i hvilket land dem, der har læst artiklen, opholder sig i, får jeg kun ‘Danmark’. Dette bekræftes af, at resultatet forsvinder, hvis man ændrer søgningen til for eksempel engelsk. Ergo må det altså være folk i Danmark, som 1) har klikket sig ind på artiklen via en Google-søgning, og som 2) foretrækker artiklen på et andet sprog den dansk.

Mere har jeg ikke fået gravet mig ned i tallene i denne omgang. Efterhånden som jeg finder flere tal for brugen af Google Translate på ekstrabladet.dk, vil jeg (såfremt jeg finder dem interessante og værd at dele) poste dem løbende på min Twitter-profil.

Opdatering @ 14:39:
Jeg kan tilføje, at grunden til, at det netop var den 25. marts, at artikel fik flest besøg selvfølgelig er, at det var den dag, der blev afholdt X-Factor-finale i Parken.