Jeg har tidligere skrevet om min begejstring for The Information og om, hvordan de med et simpelt købmandstrick fik gjort mig til abonnent. Nu har jeg opdaget en fiks metode, de bruger omkring artikeldelinger, som danske medier med betalingsindhold (altså artikler bag en betalingsmur) kan lade sig inspirere af.
Kategori: Distribution
To kolleger har, uafhængigt af hinanden, spurgt mig, om jeg har læst Olav Hergels kronik i Politiken fra weekenden omkring den nuværende situation som den danske journalistik befinder sig i.
Problemer er bare, at jeg ikke kan læse kronikken, fordi jeg ikke abonnerer på Politikens papiravis, og fordi Politiken vil sælge aviser ved at slanke netavisen – så kronikken er ikke på nettet (det bekræfter en søgning på ‘hergel’ på politiken.dk).
Så kære Politiken-folk: Hvad skal jeg nu gøre? Ja, jeg har Infomedia-adgang, så jeg kan finde den der. Men det er jo ikke alle, der har det.
Jeg kan måske installere jeres iPad-app, men det ved I jo godt selv, at jeg ikke kommer til at gøre. Så meget for en enkel artikel, not gonna happen.
Jeg vil meget gerne læse Hergels kronik – måske endda betale penge for den, fordi to kolleger, har anbefalet den – og fordi den handler om noget, der også optager mig.
Hjælp mig, please 🙂
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.
Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.
I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.
Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.
Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.
Der er brug for nytænkning.
Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.
Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.
Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.
Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.
Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.
Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.
Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.
Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.
Samarbejdet sker også på trykkesiden.
Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.
Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.
Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).
Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).
Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?
Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.
Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.
Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).
Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.
Den 18. maj skrev jeg om, hvordan The New York Times bruger Facebook til billeder. I dag ser jeg på min Facebook-forside, at mit yndlingsmagasin, også eksperimenterer i den retning:
Klik for at se billedet på Flickr
The new covers of The Economist are posted here first every week. View and comment on the new cover and leading article before the edition hits the newsstand.
Interessant, interessant. Læs i mit tidligere indlæg, hvorfor det kan være en god idé at lægge billeder på Facebook, hvor der ellers er ingen penge at tjene på dem.
Via Guldborgsund-bibliotekernes blog er jeg blevet opmærksom på analysen “Websitet er dødt… Nettet leve!”, som er en nekrolog over det klassiske website og en varm hilsen til et desintegreret internet med RSS, API’er etc.
Analysen er skrevet af Jonas Heide Smith, der er webredaktør for Det Danske Filminstituet og har en PhD i spilstudier ved IT-Universitetet.
Analysen handler om, at websitet som en selvstændig enhed er på vej ud, og at vi i stedet ser indhold, der kan gøre sig på flere platforme. Meget godt opsummeret i dette:
[…] Store websucceser som Facebook, Youtube, Flickr og Twitter er ikke (alle sammen) mirakler efter den gamle målestok: antal besøg på websitet. Flere af disse tjenester har faktisk langt mere trafik fra eksterne systemer, som fremviser deres indhold, end fra brugere, der på gammeldags facon begiver sig ind på moderwebsitet.
Den for tiden meget omtalte mikroblogtjeneste Twitter blev f. eks. i 2007 brugt ti gange mere igennem eksterne systemer (websites, software, sms osv.) end ved, at nogen faktisk tastede twitter. com ind i deres browser. […]
Og her ligger en masse eksperimenteren og venter på medierne. For hvordan kan vi få vores indhold i spil på andre platforme og medier — og stadig tjene penge, så biksen løber rundt, og der er løn til de professionelle mennesker, der leverer indholdet?
Jeg har ikke svaret, men jeg har en stor lyst til at eksperimentere 🙂
Brug om ikke andet lidt tid på at læse analysen, som jeg varmt kan anbefale.
Dette overså jeg vist i fredags, da Gaffa annoncerede, at de vil lægge arkiverne for de seneste 25 år på nettet.
Interessant nok, og vel egentlig også logisk, når man tænker over, at der næppe er flere penge at tjene på de gamle numre, og at man nemt kan stille indholdet til rådighed online. Jeg er især vil med, at arkiverne bliver integreret ind i det andet indhold på Gaffas hjemmeside:
De mere end 280 udgivelser plus diverse tillæg og særudgaver blev scannet elektronisk hos Det Kongelige Bibliotek, hvorefter filerne blev sendt hele vejen til Novosibirsk, hvor russiske specialister konverterede dem til rå tekst. Det betyder, at artiklerne integreres i deres fulde længde på GAFFA.dk, hvor de vil være katalogiseret og relateret til det øvrige digitale indhold, som dagligt publiceres på websiden.
Du finder arkivet på gaffa.dk/arkiv.
Jeg tjekkede lige Google Analytics-statistikken for Medieblogger og fik mig lidt af en overraskelse.
Trafikken her på bloggen er steget dramatisk siden den 4. december, som denne graf over antal sidevisninger viser (klik på billedet for større version):
Hvad skete der så den 4. december? Jo, jeg skrev indlægget “Her er familien Baggers blog” – og det har drevet trafik, direkte fra Google-søgninger, hvor folk søger efter bloggen.
Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har også skrevet et indlæg om bloggen (inklusiv link til bloggen), og han har fortalt mig, at også hans trafik steg kraftigt efter han skrev indlægget.
Nu er familiens blog (som du finder på familienbagger.blogspot.com) røget til tops i Google (hvor den bør være), men indtil det skete, har folk været nødsaget til at finde adressen på bloggen på de steder, hvor der er skrevet om den.
Og meget, meget, meget få artikler har faktisk haft et link til familiens blog. Kim Elmose nævner denne artikel på politiken.dk som et eksempel (det er den eneste artikel, hvor jeg har set et link til bloggen), men journalisten har skrevet “hjemmeside” i stedet for “blog”, og så kommer den ikke frem, når man søger på “familien Baggers blog” på fx Google.
Så det at linke eksterne kan altså også i høj grad være med til at drive trafik til ens artikler. Havde medierne husket at linke til bloggen, hver gang de omtalte den, så havde jeg ikke fået så meget trafik, jeg havde slet ikke haft grund til overhovedet at skrive indlægget.
Endnu en grund til at huske at linke.
Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med Danske Dagblades Forening, men hvis du er imod dybe links direkte til artikler på nettet og nu også DR Nyheder på nettet, så lader det til, at du er helt på linie med foreningen.
Via en mail på DONA-listen er jeg blevet opmærksom på DR Nyheder-artiklen “Dagblade vil forbyde DR-nyheder på nettet. I den står der:
DR skal holde sig langt væk fra nyheder på nettet, hvis ikke de er i direkte relation til programproduktion på enten tv eller i radioen, mener Danske Dagblades Forening (DDF).
Står det derfor til DDF skal dr.dk droppe den daglige nyhedsopdatering på nettet og spare historier og penge til radio og tv.
MediaWatch har også en artikel om sagen. Argumenterne bliver fremført i en bog fra Danske Dagblades Forening, som ingen af de to dog har linket til.
Årsagen er, at DR med sine licenskroner i ryggen udgør en unfair konkurrent for aviserne på nettet, der ikke får licenskroner. Og når avisernes oplag falder, betyder det, at avisernes penge skal hentes på — ja, rigtig gættet — nettet.
DR skal med andre ord betale en høj pris for, at folk ikke køber aviser, og ikke lægger penge hos avisudgiverne. Det kan lyde absurd, og det synes jeg egentlig også, det er.
Det kan jo tyde på, at internettet i DDF’s øjne bør være et aggregatmedie, hvor udbyderne stiller indhold til rådighed magen til det, de laver på deres andre, mere gammeldags, platforme: Aviserne skal lave artikler med billeder og DR skal lave TV og radio.
Nu begynder medierne jo også at lave web-tv, skal de så holde op med det, fordi de med tiden måske får større budgetter qua annoncer, som DR ikke har mulighed for?
Jeg kan godt se, at det er et problem, at DR Nyheder har sakset artikler fra Lolland-Falsters Folketidende, som er et af argumenterne, men er løsningen så at forbyde DR at lave nyheder på nettet?