Som du måske ved, har Facebook annonceret Facebook Connect. Kort fortalt:
Facebook Connect is the next iteration of Facebook Platform that allows users to “connect” their Facebook identity, friends and privacy to any site. This will now enable third party websites to implement and offer even more features of Facebook Platform off of Facebook – similar to features available to third party applications today on Facebook.
Google har også annonceret deres “Google Friend Connect” [pressemeddelelse | mere info på TechCrunch], som ikke er ulig Facebook Connect.
Facebook har indtil videre nægtet Google adgang til Facebook-brugernes data (men det er en anden historie), så jeg vil i dette indlæg kun fokusere på Facebook Connect, da det trods alt er der, den største brugerbase eksisterer pt.
Facebook skaber forbindelsen
Det som Facebook vil med Facebook Connect (og Google med Google Friend Connect) er jo vanvittigt interessant. De vil gøre det muligt at gøre hjemmesider sociale ved at tilføje en stump kode.
I Facebook Connects tilfælde vil det for eksempel kunne betyde, at folk ville kunne logge ind og agere her på Medieblogger med deres Facebook-data. Det i sig selv er smart, men rigtig spændende bliver det først, hvis man forestiller sig et scenarie, hvor Facebook bruger sin viden om, hvem der nu for eksempel har kommenteret et indlæg her på Medieblogger og så skaber relationer mellem de mennesker på Facebook.
Det vil sige, at person X kan få en besked om, at person Y har ageret det og det sted, hvor person X også har været aktiv. Derfor er der en god chance for at, at de deler interesse og måske kan få gavn af at have en forbindelse.
Når forbindelsen så er skabt, kan man forestille sig, at man vil kunne følge sine netværkskontakter i deres gøren og laden, når de skriver blogindlæg, kommentarer eller deltager i debatfora. Her skal brugeren selvfølgelig have mulighed for at vælge, hvor meget der “feedes” over i Facebook.
Vil medierne slå til?
Facebook Connect er oplagt for onlinemedierne at kaste sig over. Dels fordi de, hvis ikke de allerede er det, bliver halvdesperate efter at få deres indhold på en platform som Facebook og eksponeret for et sådan publikum, som Facebook kan præsentere.
Edward O’Hara fra Jupiter Research (som jeg hørte tale fornylig – det må jeg lige lave et indlæg om på et andet tidspunkt 😉 ) taler om, at hjemmesider, som vi kender dem nu, vil blive opløst, og indholdet vil blive skræddersyet og sammensat i forhold til, hvad folk efterspørger.
Det kan jo for eksempel være, at mediernes artikler også bliver distribueret ind i Facebook, da massepublikummerne er ved at forsvinde og blive erstattet af en masse publikummer, som selv skræddersyer deres mediedagsorden.
Der hvor man kunne forestille sig, at medierne vil være stejle er, at dataene ligger hos Facebook, og at de vil være skeptiske overfor at lægge Facebook-kode på deres hjemmeside(r).
Det, mener jeg, er dog relative peanuts i forhold til, hvad Facebook Connect har at tilbyde, så jeg håber, at medierne tager fat og tør eksperimentere.