Kategorier
Tendenser

Klausuleringer giver ikke mening på nettet – med Ban Ki Moons tale på Københavns Universitet som eksempel

Foto: World Economic Forum“FN-generalsekretær Ban Ki-moons tale på Københavns Universitet. Klausuleret til 3/10-2009 kl. 17:30.”

Sådan hedder emnet på en mail, der ligger i indbakken på min arbejdsmail. E-mailen indeholder, surprise-surprise, den tale, som FNs generalsekretær Ban Ki Moon holdt på Københavns Universitet 3. oktober, altså i dag. Mailen er sendt fra United Nations Development Programme, altså FNs Udviklingsprogram.

Som det også fremgår af emnet, er historien klauseleret til 17.30 – det betyder, som jeg læser det, at man ikke må bruge/offentliggøre talen før 17.30.

Men det er komplet håbløst, for den er allerede på nettet. Man kan læse Ban Ki Moons tale på u-landsnyt.dk.

Jeg tog blot den første sætning i talen (“Copenhagen has been in my thoughts every day for the past two years”) og googlede den og – vupti – der var talen.

For mig understreger dette, at der ikke er nogen pointe i at klausere indhold og forsøge at holde det tilbage. Og Moons tale skal godt nok være usandsynlig kedelig for at nogen gider overholde den klausulering. Hvis han sagde noget spændende – ja, så skal det ud nu.

Så hvis du ikke kan vente: Læs talen på u-landsnyt.dk.

Foto: World Economic Forum

Kategorier
Journalistik Vidensdeling

Eyetrack: Glem faktaboksen – brugerne ser den ikke

Kategorier
Nyheder

OpenSecrets.org med fix til researchende US-journalister: Søg i lobbyisters tidligere offentlige jobs

Foto: Phil RomansJeg har fulgt med på OpenSecrets.org, siden jeg første gang så den omtalt i en bog, vist nok ‘Find det på nettet‘ af Tommy Kaas og Michael Holm.

Nu præsenterer de (OpenSecrets.org) så en ny feature, der gør det muligt at søge i lobbyisters tidligere jobs i det offentlige rum:

OpenSecrets.org Now Offers Lobbyist Search By Former Government Post:

Say you’re looking into the network of influence behind the climate change bill. And want to know which registered lobbyists reported working for an energy-related congressional committee during the last 20 years.

No problem! Now you can search the Center for Responsive Politics’ lobbying database by “covered position,” which means you can type in the name of a lawmaker, committee or agency to bring up a list of registered lobbyists who reported working for that lawmaker, committee or agency in the last 20 years.

Det ville være enormt stærkt, hvis danske journalister også havde adgang til den slags databaser omkring danske lobbyister. Men en i USA er trods alt bedre end ingenting.

Foto: Phil Romans

Kategorier
Tendenser

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

Kategorier
Tendenser

Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter?

Der er blevet skrevet mangt og meget om det: Blogs er på vej ud, fordi vi i stedet skriver små beskeder på eksempelvis Twitter.

At blogging går ned ad — det er mit klare indtryk, at det er gør det — er formentlig en kombination af, at nogle er rykket videre til medier som Twitter og Facebook (af flere forskellige årsager) samt, at blogs har fundet et leje. Dem, der ville se, hvad det var for en størrelse, har måske indset, at det ikke var dem eller slet og ret opgivet.

Ikke desto mindre er der dog én ting, jeg savner i og med, at folk blogger mindre og tweeter og mikroblogger mere: Overblikket. Lad os tage sommerens Reboot-konference som eksempel.

Et mindre hav af dem, jeg følger på Twitter var til konferencen. Men det var umuligt for mig, og andre der ikke var på konferencen, at danne sig et overblik. Det skyldtes flere ting:

  • 140 tegn er ofte ikke nok til at opsummere pointer fra et foredrag
  • Beskederne indeholdt abrupte indslag fra oplæg, som var totalt indforståede og gav ingen mening for folk, der ikke var til foredraget. Et eksempel, jeg fandt via en Google-søgning på hashtag’et fra Reboot #reboot11:

    #reboot11 solar oven build kit available.. Who wants to build it??(#)

  • Vi druknede i “På vej til #reboot11. Glæder mig.”-tweets. En bøn: Det er fint, du skal på Reboot, men du støjer, når du skriver noget så intetsigende. Skriv i stedet, hvad du skal høre om i løbet af dagen, så vi ved, om vi skal holde øje med dine tweets.
  • Der blevet tweet’et så meget fra Reboot, at det blev et ‘trending topic’ på Twitter – det betyder kort fortalt, at “#reboot11”-tagget var et af de mest brugte ord/vendinger på Twitter i de timer. Det betød, at en mindre styrke af spam-Twitter-konti og andre irriterende mennesker opdagede dette og så det som en oplagt mulighed til at drive trafik til deres Twitter-profiler eller de reklame-sites, som de linkede til. Med andre ord: Støj på kanalen.
  • Mængden. Der var mere kvantitet end kvalitet. Det virkede næsten som om, mange tweetede mere fordi de kunne, end de følte, at de burde.

Jeg kan ikke selv sige mig helt fri for ovenstående. Jeg var på Reboot #10 i 2008, hvor jeg også skrev en masse tweets — men det er først, når man sidder udenfor konferencen og følger med i, hvad der bliver skrevet, at man opdager, hvor lidt overblik man har.

De bedste indlæg jeg læste fra Reboot, var faktisk Kim Elmoses indlæg på hans Mediehack-blog (Disclaimer: Kim er formand for DONA, hvor jeg sidder i bestyrelsen samt god ven og tidligere kollega). Her var en person, der havde taget sig tid til at skrive mere end 140 tegn og skrive noget sammenhængende og opsummerende omkring nogle af de ting, han havde hørt om på Reboot. Dét gav mening, når man ikke kunne være der.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sted at følge med i Reboot var på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk (Disclaimer: Jeg sidder i bestyrelse med Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk i DONA). Jeg fik færre informationer, men de var langt bedre.

For mig beviste det, at selvom Twitter er et hurtigt og mobilt praktisk medie, så er det ikke uden problemer. Jeg vil ikke være foruden at læse blogindlæg, hvor folk skriver længere og reflekterer dybere over de ting, de oplever eller mener.

Jeg siger ikke, at Twitter ikke kan bruges som reporter-værktøj fra konferencer. Men det kræver, at dem der “tweeter” spørger sig selv: Ville jeg forstå det her, hvis jeg ikke var her, eller er det bare for internt? Så er vi allerede nået et stykke.

Twitter er fint, men det er langt fra en schweizerkniv indenfor nye medier.

Kategorier
Nyheder

Google varmer op til COP15 med Google Earth, YouTube-kanal og konkurrence

I december ligger København som bekendthus til klimatopmødet COP15, der forhåbentlig skal få vedtaget nogle ting omkring miljøet, så vi kan få nedsat CO2-udledningen.

Google melder sig nu ind med nye funktioner/lag til Google Earth og en COP15-YouTube-kanal i samarbejde med den danske regering, tilsyneladende. I den forbindelse udskrives der en konkurrence:

On the channel, you can submit your thoughts and questions on climate change to decision-makers and the world through an initiative called “Raise Your Voice.” These videos will be broadcast on screens around the conference in December and rated by viewers of the channel.

The top-rated contributions will be aired globally during the COP15 CNN/YouTube debate on December 15th, and the top two submissions will win a trip to Copenhagen. We look forward to seeing your videos.

Læs mere om Google og COP15 på den officielle Google-blog.

Kategorier
Tendenser

Mindy McAdams tester iPod Nano (med kamera) til videointerviews

Mindy McAdams, der underviser i journalistik i USA og har ‘Teaching Online Journalism‘-bloggen, som jeg kun kan anbefale, har testet den nye iPod Nano med videokamera for at se, hvordan den klarer sig i interview-situationer.

Hun er ikke begejstret for billedet, jeg synes nu kvaliteten er fair nok, men lyden er hun til gengæld begejstret for, og det kan jeg godt forstå. At dømme ud fra det videoklip, hun har lagt på bloggen, sidder der en okay mikrofon i det lille Apple-produkt.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge det lidt dårligere billede mod den bedre lyd, da det altid er en udfordring at fange lyden korrekt, når man optager video. I en kommentar til indlægget nævnes Flip HD, som jeg (heller ikke) har nogen erfaringer med, men som giver en bedre billedkvalitet.

Problemer med at stoppe og at holde stille
Dog har hun lidt problemer med selve det tekniske i optagelserne:

The biggest problems I had were stopping the recording (it does not want to stop!) and keeping the Nano steady. I’m pretty well practiced at keeping a little Canon PowerShot steady, but this was a lot harder. Let me know if you think it’s too shaky.

Det bliver dog spændende at se, om vi kommer til at se endnu flere videointerviews, når en af de mest sælgende gadgets nu har fået videokamera.

Kategorier
Nyheder

Journalism Next: Mark Briggs’ næste ‘hands on’-bog om onlinejournalistik som e-bog og i Europa

Forsiden af 'Journalism Next'Da jeg var på Journalistforbundets FagFestival sidste år (2008), havde jeg den store fornøjelse at møde Mark Briggs (via Karin Høgh), der har skrevet bogen ‘Journalism 2.0′.

Bogen handler om nye medier og internetjournalistik, men til forskel fra de mange mere teoretiske bøger, overraskede Briggs’ bog mig ved at være meget hands on og handlede om, hvordan man klippede lydfiler etc. Altså i høj grad en bog, som man kan blive meget mere “praktisk klog” af, så at sige.

Nu er han klar med opfølgeren, der bærer titlen ‘Journalism Next‘. Bogen har i et stykke tid kunne forudbestilles i USA, men nu bliver den tilgængelig som e-bog. Samtidig kan bogen nu også forudbestilles af folk i Europa fra forlaget. Ifølge Briggs bliver bogen også tilgængelig via amazon.co.uk.

Bogen, og e-bogen, er indtil videre sat til at blive udgivet 10. november.

Kategorier
Tendenser

Mark Jensen fortæller Ulla Snetoft Ødum en ting eller to om Twitter

Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg ‘Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum‘ om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen ‘Twitter: The second Second Life?‘.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige “knapt så researchede” kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.

Kategorier
Tendenser

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino