Kategorier
Nyheder

Google har købt g.co til at linke til egne tjenester

For noget tid advarede jeg mod at bruge gplus.to til at lave en lækker, kort URL til sin Google+ profil.

Årsagen var ikke, at en ukendte tredjepart kan få adgang til din Google+ profil, men at du risikerer, at gplus.go pludselig bliver ændret, så det peger til en side med eksempelvis skadeligt indhold. Og så kan der pludselig være mange links, der skal fjernes eller ændres.

Mit første argument lød således:

1. Det er ikke en Google-tjeneste. Google har intet med gplus.to at gøre.
Google har sin egen tjeneste til dette (se nedenfor), og er muligvis på vej med en optimeret udgave, efterhånden som der kommer flere og flere på Google+. Vent på den.

Og nu ser det ud til, at der måske sker noget på den front. Google har i forvejen deres goo.gl URL-forkorter (og den er hurtig) til at gøre lange URL-adresser korte, men nu har Google købt g.co-domænet. Dette domæne skal bruges til at lave korte URL-adresser til Googles egne produkter/services, hedder det i et blogindlæg fra Google selv.

Indtil videre er det sparsomt med info, men det kunne tyde på (eller det kan man da håbe på), at det er g.co, der kommer til at blive brugt til at lave en pæn URL (“vanity URL”) til ens Google+ profil – og formentlig også andre YouTube-tjenester. Det vides ikke endnu.

Kategorier
Tendenser

Skal Facebook have en vigtigt-knap?

Jeg har netop købt bogen ‘The Filter Bubble’ af Eli Pariser (han er på Twitter), som jeg blev opmærksom på efter at have læst anmeldelsen i The Economist.

Jeg har endnu ikke fået læst bogen, så nogen anmeldelse bliver dette ikke. Til gengæld fandt jeg et interview med forfatteren, som Liz Gannes fra All Things Digital (eller AllThingsD – jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvornår de vil kaldes hvad) har lavet. Se interviewet her.

Her forklarer han grundpræmissen i bogen; at personaliserings-filtre (som de kendes fra eksempelvis Amazon, Facebook og Google) ikke nødvendigvis er en god idé. Bevares, vi bliver præsenteret for indhold, som formentlig vil fange vores interesse, men vi ser ikke det, som bliver filtreret fra, vi kan ikke se, hvordan der bliver filtreret – og værre endnu: Vi har ikke mulighed for at ændre på filtrene.

Et forslag fra Pariser er blandt andet at give Facebook en ‘Vigtig’/’Important’-knap, hvorved brugerne kan markere, at dette indhold er vigtigt. Det kan eksempelvis være en artikel om, hvad der egentlig sker i Bahrain, som er ‘Important’, mens en opdatering om, at en eller anden står og vasker op nok ikke er så vigtig endda.

Og det synes jeg faktisk er en god idé. I det store hele, kan jeg sagtens forstå Eli Parisers grund-teori. Jeg er ikke lige enig i alle hans løsninger (jævnfør The Economist-artiklen), men jeg kan sagtens se, hvad han taler om – og det er også noget, vi bør bekymre os om, eller i hvert fald skænke en tanke:

Hvilke risici er der forbundet ved at filtrere i indhold/information på baggrund af folks egne interesser? Det skal vi være opmærksomme på.

Indtil videre kan du jo overveje, om det er en bog, du vil bruge noget af sommerferien på at læse.

Kategorier
Tips

Pas på med at oprette gplus.to-link til din Google+ profil

For ikke så længe siden så jeg, at tjenesten gplus.to er blevet lanceret. Den går meget simpelt ud på, at du kan få en meget kort gplus.to-URL, der peger på din Google+ profil.

Altså kunne jeg eksempelvis oprette gplus.to/larskjensen. Men det vil jeg ikke.

Og hvorfor vil jeg så ikke det? Det er der flere årsager til:

1. Det er ikke en Google-tjeneste. Google har intet med gplus.to at gøre.
Google har sin egen tjeneste til dette (se nedenfor), og er muligvis på vej med en optimeret udgave, efterhånden som der kommer flere og flere på Google+. Vent på den.

2. Det er tæt på umuligt at se, hvem der står bag gplus.to, da Tonic (der udbyder og håndterer .to-domænerne) ikke tilbyder et whois-register.

Does Tonic offer a whois service ?

Tonic does not maintain a whois database that provides registrant information, as many of our customers consider the public display of this information invasive of their privacy. In fact, we will never sell a mailing list of our customers.

We also do have a web-based facility similar to whois, that lists DNS and other domain name info, without revealing the customer name.

(Fra Tonic.to’s FAQ)

Prøver du den spæde whois-service, som Tonic stiller til rådighed lander du på http://www.tonic.to/whois?gplus.to, som giver dig følgende info:

Domain: gplus.to
Created on: Sun Jul 03 23:18:08 2011
Last edited on: Sun Jul 03 23:18:08 2011
Expires on: Wed Jul 03 23:18:08 2013
Primary host add: 94.73.144.189
Primary host name: res63.natrohost.com
Secondary host add: 94.73.144.190
Secondary host name: res64.natrohost.com

Results from checking SOA records for listed servers:

res63.natrohost.com has serial number 2011070311
res64.natrohost.com has serial number 2011070311

END

..som du umiddelbart kan bruge til ingenting.

Tager du så den primary IP-adresse fra ovenfor (94.73.144.189) og slår den op i RIPE’s whois-service, får du dette resultat:

inetnum: 94.73.144.0 – 94.73.144.255
netname: NATRO-COM-HOSTING
descr: Natro Communication Ltd.
descr: Famagusta Free Trade Zone No:296
descr: Gazi Magusa – KKTC
remarks: Used For Web Hosting – Co-location Services
remarks: Please send abuse reports to abuse@cizgi.net.tr
country: TR

Altså et firma i frihandelsområdet i Famagusta på Cypern. Vær dog opmærksom på, at dette firma formentlig blot tilbyder de servere, hvor gplus.to ligger. Så kan du selvfølgelig kontakte Natro Communication…

person: Natro Communication Networkadmin
address: Famagusta Free Trade Zone No:296
address: Gazi Magusa – KKTC
e-mail: abuse@natro.com
phone: +1 646 862 9292
nic-hdl: NCN16-RIPE
mnt-by: CIZGI-MNT
source: RIPE # Filtered

person: Cizgitelekom Networkadmin
address: Esentepe Mah. Salihtozan Cad.
address: Elif Sk. No:4 K:1-2-3-5
address: 34390 Mecidiyekoy
address: Istanbul – Turkey
e-mail: abuse@cizgi.net.tr
phone: +90 212 213 1214
fax-no: +90 212 356 4407
nic-hdl: CN426-RIPE
mnt-by: CIZGI-MNT

…og høre dem ad, hvem der ejer gplus.to.

“Collect call from Denmark, will you accept the charges?”

Da det er tæt på umuligt at se, hvem der står bag domænet, er det også tæt på umuligt at udregne vedkommendes hensigter med domænet. Fra det ene sekund til det andet, kan vedkommende ændre opsætningen af domænet, så det peger på eksempelvis en phishing-side. Så er du fanget, fordi…

3. Det er ikke muligt at ændre eller fjerne sit link igen.
Du er fanget. Så alle de links, du har lavet til din smarte, fancy, korte URL kan risikere at pege hen et sted, som du ikke aner, hvad er. Og vi ved vist alle, hvordan advokater har det med links, ikke?

4. Google selv fraråder at bruge gplus.to.

… the Google engineer has advised people to avoid using this service. He said “It is not a google service, we do not know if they are reputable and potentially they may redirect your URL to some nasty page if they choose to”. We may advise you to use your old google profile link which works same as the vanity URL, your old profile link should look like http://profiles.google.com/username and it will redirect you to your Google+ profile

Citat er lagt på Google+ af René Lechart Jensen – tak til ham.

Så mit råd til dig, hvis du overvejer en fancy gplus.to-URL, er at lade være. Don’t do it.

Kategorier
Tendenser

Lad os da prøve: Farvel Facebook, hej Google+ (for en periode)

Som du måske ved, lancerede Google i sidste uge deres Google Plus (eller Google+ eller G+), og som du ved, hvis du læser denne blog, kan jeg rigtig godt lide Circles-tanken i Google+.

Derudover er notifications-delen og genvejstasterne også gode features – som jeg skrev på Twitter i går.

Hvis du ikke er helt opdateret på Google+ og mulighederne, synes jeg du skal læse dette indlæg af Rene Clausen Nielsen aka. @shevy. Renés indlæg ‘Strategi for Google+ Circles‘ bør du også læse.

Well, nu er der gået nogle dage, og jeg er faktisk blevet ret glad for Google+. Måske skyldes det, at der endnu ikke er mange brugere på (så der er mindre indhold at filtrere), men jeg har et bedre overblik – og så synes jeg, der er flere ting, som Google+ gør rigtigt fra start af.

Det skyldes nok også, at det er en af de oprindelige Macintosh-gutter, der har stået bag interaktions-designet.

For at teste Google+ og få det bedste indtryk af servicen og de forskellige features, synes jeg, man bør gøre som Cortés gjorde, da han erobrede Mexico:

In July 1519, his men took over Veracruz: by this act, Cortés dismissed the authority of the Governor of Cuba to place himself directly under the orders of Charles V. In order to eliminate any ideas of retreat, Cortés scuttled his ships.

Derfor besluttede jeg i fredags at tage “ferie” fra Facebook og i stedet bruge Google+, hvor jeg før brugte Facebook (okay, der har været små svipsere, fx når jeg skulle besvare folk og få dem inviteret til Google+). Den forsøgsperiode har jeg besluttet mig for at forlænge og se, hvordan det går.

Indtil videre har jeg ikke sat nogen deadline (dårlig idé, I know), men senere i forløbet vil jeg overveje, om jeg vil bruge Facebook igen. Det vil jeg jo nok, da jeg stadig har mange relationer og muligheder på/med Facebook, som Google+ endnu er uden.

Jeg er klar over, at hvis jeg virkelig ville brænde mine skibe for at forhindre en retræte (som Cortés gjorde det), skulle jeg helt slette min Facebook-profil. Men dels har jeg stadig meget på Facebook, og dels er der sites, hvor jeg kun logger ind via Facebook Connect.

Faktisk var Facebook Connect en af mine begrundelser for, at vi ikke flytter fra Facebook, da jeg skrev indlægget ‘Flytter vi et sted hen efter Facebook? Jeg tror det ikke‘ tilbage i november 2008. Nu må vi se, om den forudsigelse holder stik 🙂

Hvad angår en iPhone- og iPad-app (Android-app’en er allerede ude), må vi vente på, at Apple vender tommeltotten opad. Når den kommer, vil Google+ være en endnu bedre oplevelse – i hvert fald for mig.

Jeg er i hvert fald parat til at give Google+ et ordentligt spin. Allerede nu kan jeg dog med stor sikkerhed konkludere, at jeg ikke orker at holde tre (store) sociale sites ved lige: Facebook, Google+ og Twitter. Én af dem må enten ud eller gå på deltid. Og Twitter bliver det ikke.

Kategorier
Nyheder

Circles-tanken i Google Plus er en lille genistreg

Bemærk: Dette indlæg er primært målrettet til folk, der først lige nu er kommet på Google Plus, eller endnu ikke er kommet på. Hvis du kender Google Plus’ Circles-begreb allerede, er der ikke voldsomt meget nyt i dette indlæg 🙂

 

I går fik jeg, som så mange andre, adgang til Google Plus. Jeg har endnu ikke brugt nok tid på G+ (lad os kalde det det for at virke smarte) til at kunne sige noget generelt om det – og vi er stadig meget langt fra at kunne besvare spørgsmålet: “Er det bedre end Facebook?”

Men hvad jeg kan (og gerne vil) skrive lidt om, er en af de centrale dele i Google Plus – nemlig Circles-tanken.

Circles går kort fortalt ud på, at du fordeler dine venner efter hvilken ‘type’ relation i har. Du er altså ikke blot ‘ven’ med en anden, du tager stilling til, hvor godt/hvordan, du kender vedkommende.

Som udgangspunkt har Google Plus følgende circles (du kan selv lave flere, naturligvis):

  1. Friends – altså venner
  2. Family – den giver vist sig selv
  3. Acquaintances – bekendte
  4. Following – altså folk du følger, ligesom på Twitter – eller med Pages på Facebook

Google Plus findes også på dansk, så vil cirklerne selvfølgelig have deres danske titler.

Grunden til, jeg synes, det er en genistreg er, at jeg gerne vil have orden i mine venner/bekendtskaber på sociale medier. Jeg gik i gang med at oprette lister på Facebook, men det var for besværligt. Med Google Plus er jeg mere eller mindre tvunget til at gøre det fra start af – og som belønning får jeg et mere struktureret og overskueligt netværk.

Og det betyder også, at jeg bedre kan målrette/filtrere mine egne opdateringer – samt de opdateringer jeg se på Google Plus. Det er nemt at skifte imellem de forskellige cirkler, når du er på forsiden af Google Plus.

På Facebook er (alt for) mange af mine bekendtskaber/venskaber ikke mere end en simpel relation. På Google Plus er der en klar skelnen imellem, hvor godt (i mangel af et bedre ord) jeg kender de forskellige. Og hvor godt de kender mig.

Som en kollega sagde til mig, er spørgsmålet nu blot, om brugerne så er strukturerede nok til at bruge disse circles – eller om grænserne bliver udvandet, og vi derved lander på én meget bred og meget løs definition på relationerne imellem os derinde. Det håber jeg ikke.

Google Plus har også nogle andre features, som jeg synes virker vældig interessante og gennemtænkte – men beskrivelser/bedømmelser af disse må følge på et senere tidspunkt.

Men jeg synes, du skal hoppe ind og prøve Google Plus. Det er den mest seriøst konkurrent (hvor jeg dog ikke bryder mig om det ord) til Facebook.

PS: Vi har også, lidt på forsøgsbasis indtil videre, fået Ekstra Bladet på Google Plus.

Kategorier
Nyheder

Financial Times web-app, næsten i mål

Financial Times (dem fra ft.com) har netop lanceret en web-app. Altså, en app, der er på world wide web (i din mobilbrowser), og som derfor ikke skal installeres via nogen app store, hvad enten du er på iPhone, Android eller noget tredje.

Web-app’en er nemlig lavet i <buzzword>HTML5</buzzword>.

Financial Times har selv skrevet en artikel om web-app’en (‘FT’s new web app bypasses need for iTunes‘, som du ironisk nok skal logge ind for at læse), hvor man kører en ægte ‘stickin’ in to the man’-stil.

Du kan prøve web-app’en (efter hvad jeg kan forstå, er den gratis i en uge) ved at taste ‘app.ft.com’ i din mobilbrowsers adressefelt – første gang skal du igennem nogle få steps, men det tager ikke lang tid. Jeg vil anbefale, at du sidder på en WiFi-forbindelse (trådløst internet), når du gør det første gang, da der skal synkroniseres/hentes indhold.

Først det dårlige
Skønt web-app’en umiddelbart er en god idé, så har Financial Times-app’en nogle mangler. Den mest grelle er, at jeg føler, at jeg klikker rundt i en gammeldags Flash-multimedie-produktion, når læser artikler. Ja, det foregår i Safari (browseren på iPhone), men det opdager jeg ikke, for jeg kan ikke se adresselinje eller værktøjslinjen i bunden.

Det betyder blandt andet, at jeg er frarøvet noget af den mest grundlæggende browser-funktionalitet, blandt andet noget så basalt som at gemme en artikel som favorit/bogmærke. Det kan jeg simpelthen ikke. Og min sporadiske klikken rundt i en ren Safari (når jeg ikke klikker på det ikon, som den gerne vil have på min homescreen) viser, at det ikke ser ud til, at URL’en skifter. Det er skidt.

Generelt er der meget lækkerness og alt for lidt brugbart. Jeg ville virkelig gerne have en bookmark-feature, eller en måde at refreshe en side på, hvis der nu gik noget galt.

Men så det gode
Én ting er, for mig, rigtig interessant ved Financial Times’ web-app. Nej, det er ikke betalingsdelen, den kan jeg ikke se endnu, og den må du få en, der er mere interesseret i betalte løsninger til at skrive om 🙂

Nej, det der lover noget smart, er offline-funktionaliteten i web-app’en.

Første gang du besøger ‘app.ft.com’ med din iPhone (jeg ved ikke, hvordan det fungerer på Android), bliver du bedt om at give mere plads til web-app’en i din telefons lokale hukommelse/lager:

Når du trykker ‘Go’ bliver du mødt af denne dialogboks, hvor du kan give tilladelsen:

Generelt
Når man har lagt en genvej til web-app’en på sin homescreen (det skal man gøre for at få den bedste oplevelse, skriver de), lander man i Safari i det, man engang kaldte ‘kiosk’-tilstand – nemlig uden, som jeg skrev ovenfor, adressefelt og værktøjslinje.

En artikel i web-app’en ser derfor således ud:

For mig personligt kommer jeg nok aldrig til at bruge web-app’en, så længe jeg er forhindret i at bruge den, som jeg vil – og burde kunne. Offline-perspektivet er rigtig interessant, men det kan også hurtigt blive lidt trangt, hvis alle indholds-web-applikationer pludselig vil have 50 megabyte at lege med.

Jeg synes derfor, man stadig bør have sit website meget højt på listen. Folk ved hvordan ‘det der internet’ fungerer (det er i hvert fald én stor barriere mindre), og ‘if it ain’t broke, don’t fix it’. Lad os gemme app-begrebet til services/tjenester.

PS:
Du kan høre Robert Shrimsley, ‘managing editor’ på FT.com, tale om ‘Can We Afford To Ignore Paywalls?’ på FDIM’s ‘Summit 2011‘. Måske du også kan få ham til at snakke om deres web-app, hvis du er tilstede.

Opdatering 08-06-2011 @ 15:38:
Steve Pinches, der er ‘online product manager’ hos Financial Times, fortæller mig i et tweet, at bookmark-featuren er på vej.
Kategorier
Tendenser

Er nyheder overhovedet en vare?

Tilbage i oktobet skrev Jon Lund blogindlægget “Jeg – en betaler“, som et bidrag til den igangværende debat omkring betalingsapps.

I indlægget fortæller han om et magasin, som han betaler for at læse om på sin iPad. Det magasin hedder Wired og i en kommentar til Jons indlæg, skriver jeg, at jeg ikke synes, Wired kan bruges til sammenligninger, når vi taler om det danske marked for (betalte) apps.

Ikke desto mindre var der noget andet, der slog mig, mens jeg skrev kommentaren, og som jeg gerne vil samle lidt op på, her nogle måneder efter. Nemlig om nyheder overhovedet er en vare længere:

Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

Jeg mener ikke, at nyheder er en vare, som folk (på lang sigt) vil betale penge for. Bevares, vi vil stadig sælge aviser en (formentlig) masse år endnu, men selve nyhederne – altså indholdet som selvstændig enhed – tror jeg, det bliver meget svært at forlange penge for. Når folk køber en avis, betaler de dels for det papir, den er trykt på (og for tryksværten) og for den lethed der er forbundet med at have noget på papir; det er nemt at tage med rundt og kan læses overalt.

I onlineverden er nyheder ikke noget, man vil betale for. Det er indhold/informationer, som bare “er der”, og man kan når som helst, man har tid, hurtigt kigge forbi sit yndlingswebsite for at se, om der er nogle nyheder ude i den store verden. En strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i.

Sådan er hele markedet langt hen ad vejen indrettet, og derfor er nyheder på nettet langt de fleste steder gratis – da folk med meget stor sandsynlighed vil erstatte ét website med et andet, hvilket er utrolig nemt, da der er meget lave udgifter forbundet med at læse sine nyheder på website B i stedet for website A.

Derfor tror jeg, at man vil fejle, hvis man prøver at sælge noget til folk, som kun indeholder nyheder. De største/mest relevante af disse nyheder vil alligevel nå forbrugeren, da ingen har råd til at spærre de bedste historier inde bag en betalingsvæg og gå glip af den trafik, som gode artikler medfører for et website.

Hvad skal vi så tjene penge på?
I stedet for kun at fokusere på betaling for indhold (jeg tror godt, det kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold, og landets bedste hjerner er allerede på sagen), så synes jeg, at vi i mediebranchen (nyhedswebsites, aviser, magasiner etc.) bør fokusere på, hvordan vi kan skabe mere værdi for vores brugere.

For noget tid siden læste jeg bogen “Blue Ocean Strategy” (mere om det på Wikipedia), hvor det er en af hovedpointerne: Lad være med at måle dig i forhold til dine konkurrenter og sørg for at skabe mere værdi for dine kunder og din virksomhed i stedet!

Hvis man arbejdede på den måde, ville det for eksempel ikke betyde alverden, at TV 2 lancerede en gratis nyheds-applikation til smartphones, fordi man selv har/laver en app, der tilfører så meget værdi til brugerne, at de selvfølgelig skal have fat i den – også selvom den koster penge. Prissæt ting i forhold til, hvor meget værdi/indhold, der er tale om – i stedet for at gøre det ud fra hvor meget, man mener, man bør tjene lige netop dén del af markedet.

Problemet er, at alle udbyderne tilsyneladende tror, de skal konkurrere på det samme: Nyheder. Og det er samtidig der, hvor det er sværest at differentiere sig i det danske marked.

Oliver Reichenstein fra iA (Information Architects) har en rigtig god pointe omkring netop dette:

I am still highly critical of the idea to make money with content. People pay for service not information (unless it’s practical info). (#)

Det er hovedet på sømmet. Lad os i stedet fokusere på at bygge services, som folk har brug for (også selvom de ikke ved det endnu). Det oplagte er services, der bruger vores eksisterende indhold, men jeg synes ikke vi skal være bange for at lede efter blå oceaner.

Kategorier
Tips

Hyldest til et Twitter-fænomen

Twitter-fugl Som dem, der kender mig i virkeligheden (selvom man kan føre en længere filosofisk diskussion om, hvad virkeligheden egentlig er) ved, er jeg ret inkarneret tilhænger af fodboldklubben FC Barcelona.

Så meget, at jeg på min engelsksprogede blog har skrevet et indlæg, hvor jeg hylder Twitter-profilen @barcastuff, der udelukkende leverer opdateringer omkring FC Barcelona.

Klik på linket nedenfor og læs indlægget – jeg nævner (selvfølgelig) også hvorfor, jeg synes @barcastuff er så god at følge. Samt ‘vil du betale for det’-spørgsmålet.

Læs indlægget:
Ode to @barcastuff, a new media Twitter phenomenon »

PS: To nye features på Medieblogger
I dag har to nye features fundet vej til Medieblogger.dk. Den første Twitters nye ‘Follow’-knap, den kan du se under bylinen (navnet på vedkommende, der har skrevet et indlæg – typisk mit navn) på hvert indlæg og i højrespalten.

Den anden er Googles +1-knap, der er Googles svar på Facebooks Like/Recommend-knap. Den finder du under Facebook Like (som er under hvert indlæg) på Medieblogger.dk

Kategorier
Tips

Sådan får du de reelle Facebook-tal for dine artikler

Facebook logo

Via Facebooks egne ‘plugins’ er det muligt at vise ens brugere, hvor mange der har klikket ‘Like’ (‘Synes godt om’) eller ‘Recommend’ (‘Anbefal’) til forskellige sider på ens website. Vi bruger blandt andet funktionen på ekstrabladet.dk.

Det er en fin ting at have (da det gør det let for ens brugere at poste indholdet videre på Facebook), men det tal, som Facebook viser, er ikke det reelle tal for, hvor mange der har klikket ‘Like’ eller delt artiklen på Facebook. Det er en kombination af flere forskellige tal. Det, som Facebook-plugin’et/-boksen viser, er summen af disse tal.

Men kan man så se de enkelte tal? Ja, det kan man. Men det kræver et opslag i en Facebook-database via Facebook-API’et. Den gode nyhed er, at det heldigvis ikke er særligt svært og kan gøres ved at paste URL’en for den artikel, man vil se tal for, ind i en URL.

URL’en du skal have fat i hedder (og hold nu fast):

https://api.facebook.com/method/fql.query?query=select%20%20like_count,%20total_
count,%20comment_count,%20share_count,%20click_count%20from%20link_stat%
20where%20url=”DIN URL HER”

Teksten DIN URL HER skal erstattes af URL-adressen (http://…) på den artikel, som du vil se tallene for.

Lad os tage et eksempel: Peter og Amalie går fra hinanden

Pt. står der på artiklen ‘5327’ ved Facebook Share-knappen og ‘5k’ ud for ‘Recommend’/’Anbefal’-knappen i bunden af brødteksten. Altså det samme.

Tag nu den URL og sæt den ind i den laaaaange URL ovenfor. Så ender du med denne URL.

Nu har du noget XML-data foran dig, som ser forskelligt ud, alt efter hvilken browser, du bruger. For at være sikker på, at du ser den bedste version bør du højreklikke og vælge ‘Vis kilde’, ‘View source’ – eller hvad det nu hedder i din browser.

Så vil du kunne se, hvad de forskellige tal repræsenterer. For eksemplet ovenfor ser det således ud:

<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<fql_query_response xmlns="http://api.facebook.com/1.0/" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" list="true">
<link_stat>
<like_count>1602</like_count>
<total_count>5327</total_count>
<comment_count>2780</comment_count>
<share_count>945</share_count>
<click_count>0</click_count>
</link_stat>
</fql_query_response>

Det er kun det, der står imellem ‘<link_stat>’ og ‘</link_stat>’, som du skal interessere dig for.

Det første tal (‘like_count’) er, ikke overraskende, hvor mange ‘likes’ artiklen/URL’en har fået. Jeg er ikke klar over, om dette både inkluderer hvor mange, der har klikket ‘Like’/’Recommend’ på selve siden og på facebook.com (hvor man kan klikke ‘Like’/’Synes godt om’ det link, som en ven har postet/delt), eller om det kun er ‘Like’/’Recommend’-klik på selve websitet. Det er formentlig begge dele. Dem har der været 1602 af.

Tal nummer to (‘total_count’) er summen af alle tallene. Det er dette tal, der vises på frontend’en, hvor brugeren kan se det. I dette tilflælde altså på ekstrabladet.dk, og tallet er 5327.

Det tredje tal (‘comment_count’) fortæller os, hvor mange kommentarer, artiklen har fået på Facebook. Altså: Hvor mange kommentarer er der kommet til de posts på Facebook, hvor folk har delt linket? Her er jeg ikke sikker på, om det vil puste tallet ekstra op, hvis man samtidig bruger Facebooks eget kommentarsystem (hvilket vi ikke gør). Tallet her er 2780.

Tal nummer fire (‘share_count’) er udtryk for, hvor mange der har delt artiklen på Facebook, altså på den gamle måde, hvor man enten klikker ‘Share on Facebook’ eller manuelt kopierer linket ind på facebook.com. Tallet for denne artikel er 945.

Hvad angår ‘click_count’, må jeg blive dig svar skyldig, så måske kan du slette den fra URL’en, som laver databasekaldet.

Kort fortalt kan man se udfra de ovenstående tal, at det er ‘comment_count’, der trækker tallet godt opad. Man kan dog godt argumentere for, at sumtallet stadig er validt, hvis man godtager at det siger noget om, hvor mange der har reageret på artiklen – altså ikke nødvendigvis hvor mange, der har delt den.

Tip: Nem adgang via browser-søgning i Chrome
Sidder du i Googles Chrome-browser (hvilket jeg synes, du burde), så kan du gøre det endnu nemmere at se de reelle Facebook-tal for en vilkårlig URL. Det gør du ved at lave en ny søgemaskine. Klik dig ind i Chromes indstillinger ved at klikke på svensknøglen i øverste højre hjørne og derefter ‘Options’.

Under ‘Search’ klikker du ‘Manage search engines…’.

Lav en ny søgemaskine med følgende info (Navn og keyword er vejledende):

Navn: Facebook statistik
Keyword: fbstat
URL: view-source:https://api.facebook.com/method/fql.query?query=select%20%20
like_count,%20total_count,%20comment_count,%20share_count,%20click_count
%20from%20link_stat%20where%20url=%22%s%22

Hvis du har problemer med at se den lange URL, kan du bare højreklikke her og vælge at kopiere URL’en.

(Bemærk, at der står ‘view-source:’ foran URL’en – det betyder blot, at du lander direkte i kildekoden, hvor du nemt kan aflæse tallene.)

Så har du en søgemaskine i Chrome, så du bare kan skrive ‘fbstat’ efterfulgt af et mellemrum, URL’en på den artikel/side, du vil se statistik for og et tryk på Enter-tasten for at få vist den mere detaljerede statistik.

Kategorier
Nyheder

Google Translate på ekstrabladet.dk, en kort opsamling

Som dem der følger mig på Twitter (der hedder jeg @larskjensen) måske ved, så har vi fået implementeret Google Analytics-tracking på de Google Translate-bokse, der ligger på alle artikler på ekstrabladet.dk (undtagen sport-artikler, men der er vi ved at rulle det ud i skrivende stund).

Så tænkte jeg, at i stedet for at pushe tal ud på må og få, var det måske en meget god idé, at få samlet op på dem 🙂
Så her følger tallene i mere eller mindre tilfældig rækkefølge.

Vi implementerede Google Analytics-tracking på Google Translate-boksene per 29. marts i år. Så alt, hvad disse tal relaterer til, foregår efter den dato.

I de første dage umiddelbart efter implementeringen lå vi på cirka 300 oversættelser om dagen i gennemsnit (#). Sidenhen er tallet faldet en lille smule, men ikke meget. Det ligger nu på omkring 260-270 oversættelser hver dag. Det synes jeg egentlig er ret godt. Nu var der heller ikke defineret nogle deciderede succes-kriterier, så det er selvfølgelig let at sige 🙂

Noget andet er sprogfordelingen, som man også kan se i Google Analytics. Jeg lavede denne grafik efter en uge, hvor jeg samler op på de mest brugte sprog:


[ Billedet lå på Yfrog, der siden er blevet overtaget af ImageShack, og i den forbindelse er det forsvundet 🙁 ]


Mest brugte sprog under ‘Other’ er tyrkisk efterfulgt af græsk, kan jeg i øvrigt oplyse (#).

I går besluttede jeg mig for at stille min nysgerrighed og svare på spørgsmålet ‘hvor sidder/bor de folk, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk?’. Også det svar kunne jeg finde i Google Analytics, og lidt overraskende fandt jeg frem til, at 82% af dem, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk opholder sig i Danmark. Nummer to er Polen med 9,2% (#).

Næste logiske skridt var nu at finde ud af, hvilke artikler, der er de mest oversatte i den periode. Da jeg havde klikket lidt rundt i Google Analytics fandt jeg ud af, hvordan det kunne gøres, og listen over mest oversatte artikler på ekstrabladet.dk (29. marts – 14. april 2011) ser således ud:

  1. Overraskelse: Seest ude af X Factor
  2. Nyt jordskælv ryster Japan: Atomkraftværk ramt
  3. Jeg er stolt af mine 108 kilo
  4. ekstrabladet.dk beklager: Billedet var et falsum
  5. Dansker: Sådan oplevede jeg sandstormen
  6. Død på stedet: Cyklist ramt af to motorcykler
  7. Han vil have godt af fængslet
  8. Kidnapnings-alarm forsinket i tre timer
  9. 41-årig indlagt efter altanbrand
  10. Stødte ind i mystisk eneboer i mørket: Han havde langt hår og skæg

Som flere bemærkede (#) er den mest oversatte artikel (Overraskelse: Seest ude af X Factor) helt tilbage fra 27. februar 2009. Det er mere end to år siden, og derfor bør det undre, hvorfor den topper listen. Det satte jeg mig for at undersøge.

For det første kiggede jeg på statistikken for netop den artikel – og der kunne jeg se, at trafikken til den toppede omkring den 25./26. marts – altså kort tid før vi fik tracking på vores Analytics-boks. Trafikken til artiklen flader stille og roligt ud, uden dog at ramme 0 på noget tidspunkt.

Jeg satte mig for at kigge på referrals til den artikel (altså hvor trafikken kommer fra) og fik, ikke overraskende, svaret ‘Google’. Jeg ændrede det derfor til ‘keywords’, så jeg kunne se, hvad dem der fandt artiklen havde søgt på. Svaret var, ej heller særlig overraskende, ‘x-factor’ og ‘x factor’. Jeg satte mig derfor for selv at prøve søgningerne:

Bemærk, at I begge søgninger ligger artiklen ‘Overraskelse: Seest ude af X Factor’ på første side, endda i toppen og med en lille thumbnail og playikon ved siden af, da Google tilsyneladende ved, at der er et tv-klip på den artikel. Altså en prominent placering.

Kigger jeg på, i hvilket land dem, der har læst artiklen, opholder sig i, får jeg kun ‘Danmark’. Dette bekræftes af, at resultatet forsvinder, hvis man ændrer søgningen til for eksempel engelsk. Ergo må det altså være folk i Danmark, som 1) har klikket sig ind på artiklen via en Google-søgning, og som 2) foretrækker artiklen på et andet sprog den dansk.

Mere har jeg ikke fået gravet mig ned i tallene i denne omgang. Efterhånden som jeg finder flere tal for brugen af Google Translate på ekstrabladet.dk, vil jeg (såfremt jeg finder dem interessante og værd at dele) poste dem løbende på min Twitter-profil.

Opdatering @ 14:39:
Jeg kan tilføje, at grunden til, at det netop var den 25. marts, at artikel fik flest besøg selvfølgelig er, at det var den dag, der blev afholdt X-Factor-finale i Parken.