Det er vigtigt med en plan for dit indhold. En tjekliste er din eksekvering af den plan, og den giver dig struktur i dit arbejde. Her kan du se min.
Der er en lydudgave på vej af denne artikel.
Den vil kunne høres her.
Vil du hellere lytte der, hvor du hører podcasts?
Lyt i iTunes, på Spotify
…eller søg på “Medieblogger” der, hvor du finder podcasts.
Jeg har skrevet og blogget rundt omkring de seneste 12 år, og derigennem har jeg lært (på godt og ondt), at det er vigtigt at have en form for stringens i, hvad man skriver om og ikke mindst hvem, man skriver til.
Jeg er stor fan af tjeklister, fordi de på den måske mest simple måde minder os om, hvad vi skal huske at gøre. Tjeklister kan bruges, så vi husker at vaske op og købe gær – men også til at sikre, at vi gør ting på den rigtige og mest fornuftige måde.
En bog om tjeklister
Det er det bogen ‘The Checklist Manifesto‘ af Atul Gawande handler om. I den kan du blandt andet læse om, hvordan hospitaler kunne begå langt færre fejl og derved spare mange penge ved at bruge tjeklister til eksempelvis indgreb.
Tjeklister er smukke, fordi de er så simple og alligevel kan udrette store ting. Og fordi de er nemme at administrere, har vi lettere ved at bruge den – og det øger sandsynligheden for, at vi får den nødvendige struktur på vores opgaver.
Samarbejde og indholdsstrategi
Da jeg arbejdede i UX-teamet på Ekstra Bladet lavede vi flere tjeklister, blandt andet en, som folk skulle gå igennem inden deres første møde med os, hvis de for eksempel havde en idé.
Det var ikke verdens længste eller mest gennemtænkte liste, men den indeholdt de spørgsmål, vi altid stillede ved det første møde, og derfor mødte folk mere forberedte op, og vi kunne reelt spare en arbejdsgang.
Et godt eksempel på tjeklister, jeg tit nævner, når jeg er ude at holde møder, er Journalistens indholdsfortegnelse. De bruger indholdsfortegnelsen på den måde, at de lister historierne lodret, og vandret lister de så de værdier, de har for deres redaktionelle linje eller strategi.
Jo flere værdier, en historier lever op til (når de kan tjekkes af på listen), jo mere matcher den pågældende historie strategien. Det er så simpelt og så smukt.
De bruger stadig det grundlæggende kontept den dag i dag, men jeg kunne faktisk bedre lide det i gamle dage, hvor det visuelt var kommunikeret med nogle “hakker”, eller checkmarks: √
I en forsimpling ser det således ud:
Så tjeklister er rigtig smarte at bruge, når man arbejder med indhold
Derfor har jeg også en tjekliste, jeg bruger, når jeg laver indhold. Den får du her med lidt kommentarer undervejs, der forklarer de enkelte punkter.
Min tjekliste:
Hvorfor skal folk læse det her?
Det kan virke totalt indlysende, men det er bare så vigtigt, at man som afsender gør sig selv bevidst om, hvad det er, man forsøger at opnå med sin artikel, podcastudsendelse eller videoklip.
Når jeg rådgiver indenfor produktudvikling, taler jeg meget om “Jobs To Be Done”, “pains” og “gains”. Kort fortalt går det ud på, at man er nødt til at vide, hvorfor folk bruger ens produkt/indhold, samt om de har nogle “pains”, man kan løse – eller nogle “gains”, man kan understøtte.
Derfor kan det være en god idé at “mappe” modtagerne ud i et Value Proposition Canvas, for eksempel. Det gør dig stærkere på, hvordan du skaber mest mulig værdi for dem, der skal læse, se eller høre dit indhold.
Her er det vigtigt, at du er nogenlunde skarp – og 100% ærlig. Du kan sagtens lyve for dig selv og sige, at du da bare lige adresserer det og det behov, som sikkert eksisterer. Men hvis du skyder forbi, bliver du straffet ved, at få læser, det du skriver – eller værre endnu, bliver skuffet når de ser dit indhold.
Det er sjovt at løse problemer for andre, og vi synes også selv det er fedt at løse vores egne problemer. Så gør dig selv skarp på, hvordan et givent stykke indhold hjælper andre.
Hvem skriver jeg til?
Her handler det egentlig bare om at sikre, at der er nogen, der kunne have interesse i at læse, det du skriver. Hvis du er bare nogenlunde stringent, så har du en overordnet målgruppe for dit medie, blog, podcast, videolog etc.
Og hvis du sidder med potentiel modtager, der stikker alt for meget ud fra dem, du ellers henvender dig til, skal du nok overveje, om den pågældende historie skal fortælles – eller, om du skal udgive den et andet sted.
Et tip fra Steve Jobs (via Walter Isaacson, der skrev den bedste biografi om Apple-chefen) er, at du forestiller dig en, der kan bruge, det du laver. Det hænger lidt sammen med det tidligere punkt, nemlig at du også tænker over, hvorfor folk skal bruge det, du producerer.
Derfor har jeg tit nogle mennesker i tankerne, når jeg skriver en given artikel. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg skriver i et sprog direkte henvendt til dem, men jeg tænker over, hvordan deres arbejde foregår, hvilke udfordringer, de har, hvor jeg kan spille dem bedre med mit indhold – og hvad der er spild af deres tid.
Giver overskriften mening?
Ja, det giver måske sig selv. Men i denne sammenhæng betyder det, at overskriften skal kunne læses alene. I gamle dage, hvor man udgav på papir, kunne man lidt lettere vælge en indforstået eller kort overskrift, fordi læseren samtidig kunne skimme artikelteksten, billedtekst etc. og finde ud af, om historien var interessant.
Den luksus har vi ikke i dag, så overskrifter skal helst være nogenlunde selvforklarende.
Skal der forskellige billeder på?
Her mener jeg, om der skal være et billede på selve artiklen og et andet billede, der bliver vist, når artiklen bliver delt. Nogle gange bruger jeg eksempelvis et billede, hvor emnet for artiklen (fx “Robotjournalistik”) er skrevet på.
Det kan være smart at få vist, når artikeldelingen bliver vist på fx Twitter og LinkedIn, men det kan være unødvendigt at bruge inde på selve artiklen; fx hvis ordet indgår i overskriften eller måske kan illustreres bedre med et andet billede i denne kontekst.
Skal der laves lyd?
Som du måske har opdaget, indtaler jeg flere af artiklerne her på Medieblogger. Det gør jeg selvfølgelig både fordi, jeg gerne vil eksperimentere med lydmediet (jeg har tidligere podcastet) og fordi, jeg hører fra flere af mine læsere, at de gerne vil have det på lyd.
Det vil de, fordi de ikke har tid til at læse – og fordi de synes, de har rigeligt at læse i forvejen.
Derfor har jeg altid med i mine overvejelser, hvem en given artikel henvender sig til, hvorfor de skal læse/høre den – og derudfra om det så giver mening at lave lyd. Eksempelvis er der personer blandt mine læsere/lyttere, jeg hellere vil nå med nogle givne artikler end andre – og det skifter så efter, hvad artiklen handler om.
Men jeg når skriver på en artikel, jeg ser som interessant og relevant for dem, jeg ved, gerne vil lytte, så skal der naturligvis laves en lydudgave.
Min erfaring er, at det er vigtigt at gøre sig klar tidligt i processen, om der skal laves en lydudgave. Lydproduktet og kvaliteten af oplæsningen bliver nemlig bedre, hvis artiklen i forvejen er skrevet i et bare nogenlunde talesprog. Det gør også, at den er bedre at lytte til.
Når jeg skriver en artikel, jeg ved, jeg skal indtale, tænker jeg over, hvordan jeg bruger links. Det kan være, jeg lige sætter nogle ord på (såsom “det kan du læse mere om hos…”) eller lignende. Det gør jeg for, at gøre oplæsningen lettere og mere flydende. Det samme gælder brug af grafikker, billeder og andet, som det kan være svært at sætte på lyd.
Det var først, da jeg havde læst artikler op nogle gange, at jeg opdagede, at det påvirkede min skriveproces, hvis jeg vidste, noget skulle læses op – og det giver jo egentlig god mening.
Selvfølgelig skal man ikke skrive et decideret manuskript og derved trække kvaliteten af tekstproduktet ned, men ofte kan man sagtens lade det nærme sig det talte ord.
Hvad skal jeg linke til?
Når man har folk inde at læse, lytte eller se noget indhold, man har lavet, så er et vigtigt, at man har en plan for, hvad man “vil” med dem bagefter.
Har du skrevet en anden artikel om emnet, eller er der tale om en serie med andre afsnit? Så vil det være en god idé at linke til dem.
Det er bestemt ikke det samme som, at folk så også gør det. Det er notorisk svært at hive en ekstra sidevisning ud af en besøgende, der kommer fra et sociale medie som Facebook, Twitter eller LinkedIn. Det skyldes, at de allerede er i en anden kontekst, hvor der er i gang med noget andet – nemlig at gennemgå et feed for at lede efter interessant indhold.
Det er den force, du er oppe imod, når du forsøger at få folk til liiige at trykke ind på en til artikel – og det er svært.
Men link alligevel. Om ikke andet får du vist dine besøgende, at du har mere indhold om emnet, og måske rammer de det på et senere tidspunkt. Du vil også få besøg fra folk, der har mere tid og måske er nysgerrige på netop det emne, du beskæftiger dig med – og de har større sandsynlighed for at gå videre med dit indhold.
Hvor (og hvornår) skal den deles?
I gamle dage (sådan husker vi romantikere det i hvert fald) fulgte alle med via RSS-feeds, så man ikke behøvede dele sit indhold. Uanset om det nogensinde har været sådan, er realiteterne nu, at vi er nødt til at dele vores indhold og markedsføre det, hvis vi vil have nogle til at se det.
Selvfølgelig kan man overtid bygge en skare op via nyhedsbrevet, men det vil ofte være relevant at dele en artikel på eksempelvis LinkedIn eller Twitter, hvis den appellerer til noget i folks professionelle liv – altså det, de arbejder med.
Det hører til de sjældne tilfælde, men nogle gange skriver jeg på en artikel, som jeg ved allerede der, jeg ikke vil dele på LinkedIn. Det kan være emnet eller noget andet, der gør, at jeg træffer det valg – det kan dog også være, hvis jeg synes, jeg har lagt rigeligt på LinkedIn for nylig.
Et andet vigtigt spørgsmål er, hvorfor indholdet så skal deles. Måske er der noget, der lige skal ske først (for eksempel et arrangement om det, du skriver om). Det kan også være, du har et nyhedsbrev, du gerne vil have sendt ud først, så dine mest loyale læsere er dem, der får først adgang.
Og så kan det jo også være, at du gerne vil drysse dit indhold ud, så du ikke smider fire artikler på Twitter én dag og så ingen resten af ugen – dem får folk altså ikke læst. Så er det bedre at dele det ud i et tempo, hvor folk kan være med.
Det er simpel markedsføring, men det er værd at dvæle ved, for en stor del af effekten afhænger af det.
Om du så vil skrive det i kalenderen eller andet og selv dele det på det givne tidspunkt, eller om du i stedet vil bruge en tjeneste som Buffer, så du kan time det, er en smags sag, synes jeg.
Kan jeg byde ind med noget?
Ja, lad os være ærlige – det er selvfølgelig også en del af det. Når jeg skriver om et emne, som medier og digital udvikling, som jeg ved en del om og har arbejdet med i mange år, er det jo logisk, at jeg dels fortæller, hvad jeg ved – og tilbyder at lære det fra mig.
Her er det ekstremt vigtigt, at man er fair overfor sine læsere og ikke tager dem som gidsler i en “køb et oplæg, så fortæller jeg, hvordan I løser det”, men viser sine kompetencer på en inspirerende måde og forklarer, hvorfor man synes, ens egen anbefaling er den rigtige.
Nogle gange vil man blive kontaktet af folk, der er enige med en og har brug for en “udefra” til at levere de pointer i en organisation. Det kan være som led i et forandringsprojekt, hvis det er en ny leder – eller hvis der bare mangler en vitaminindsprøjtning i en organisation.
Skal jeg sende artiklen til nogen?
Fordi jeg ofte har nogle i tankerne, når jeg skriver artikler, sker det også, at jeg sender dem et link til artiklen, når den er udgivet. Det er ikke noget jeg gør tit, for man skal overveje den slags push og ikke gøre det for ofte – og man kan blive opfattet som lige lovlig selvfed (eller usikker), hvis man spammer folk med ting, man selv har lavet.
Derfor er det vigtigt, at en artikel i så fald tager udgangspunkt i en udfordring eller nysgerrighed, vedkommende står med. Så kan du også lettere formulere det, såsom “Jeg tænkte, at denne måde at gøre det på, kunne være noget for jer…” eller “Nu talte vi jo om mediers brug af algoritmer…”
Pointen er, at det skal være noget, du gør for deres skyld. Fordi dit indhold kan hjælpe dem. Sharing is caring, som man siger.
Betyder det her så, at jeg er verdensmester i indhold, og at alle mine artikler bare sidder i skabet. Næ, for jeg er også menneske. Så nogle gange laver jeg noget indhold alligevel, selvom jeg måske har svært ved at se, hvem der skal læse det her og nu.
Det kan være, jeg vil bruge det som noget, jeg kan referere til i fremtiden. Men den type indhold vil jeg heller ikke lave for meget af, og derfor bruger jeg ofte tjeklisten.
Min pointe ved at sige det er, at du ikke behøver være slave af den hver gang. Men jo mere professionel, du er med dit indhold (især hvis du er abonnementsmedie), jo mere stringent skal du være. Hvis folk ligefrem betaler penge for at have adgang til dit indhold, skal der ikke være for mange skud udenfor skiven – så er det bedre, at du udgiver mindre indhold.
Jeg er nysgerrig på, om der er nogle af jer derude, der også bruger tjeklister i jeres indholdsarbejde. Læg en kommentar eller send mig en mail, hvis I også har lyst til at dele.
Lars K Jensen
Lars er journalist af baggrund og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år, bl.a. som leder af Ekstra Bladets redaktionelle udviklingsteam og chef for produktudvikling hos Infomedia.
Han hjælper medier og virksomheder med at forstå deres brugere og udvikle deres digitale produkter. Lars udgiver også Digital Ugerevy.
Kontakt Lars på lars@larskjensen.dk
Jeg udgiver nyhedsbrevene Digital Ugerevy og Products in Publishing.
Grafik: Rawpixel