Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvad du deler

Information har en artikel (Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvem du er) om, at det vi deler/skriver/poster på Facebook siger ret meget om, hvem og hvordan vi er.

I artiklen siger Trine-Maria Kristensen (@trinemaria på Twitter) blandt andet:

Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden.

[…]

Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår.

Mjaeh. Det er vel til dels et filosofisk spørgsmål. Nogle vil måske fremføre det synspunkt, at eksempelvis Facebook udelukkende er pynt på sandheden, eller i hvert fald sandheden drejet i en retning, så det fremstår i en kontekst, som afsenderen selv er tilfreds med.

Det er en antagelse, at folk sanseløst klikker ‘Like’ og ‘Recommend’ og poster indhold og links på deres profiler – folk ved jo, at andre folk bruger disse informationer til at danne sig et billede af vedkommende.

Det er kort fortalt ‘iscenesættelse’, som samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, også påpeger i artiklen:

»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.

Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.

»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«

I sin bog ‘The Filter Bubble’ (som jeg formentlig aldrig bliver træt af at snakke om) taler Eli Pariser, at Google og netop Facebook har forskellige måder hvormed de danner sig indtryk af os på baggrund af, hvordan vi bruger deres tjenester.

Facebook kigger på, hvad du deler (og det er det, der kan ses af andre), mens Google ved hvad du klikker på og bruger det i stedet. Facebook ved for eksempel at du har delt artiklen om, hvor episk Mozarts Requiem egentlig er, mens Google ved, at du også har søgt efter eksempelvis ‘nik og jay’ og fundet noget, du kunne bruge – du klikkede i hvert fald på det.

Nu kan jeg af gode grunde ikke vide det, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil gætte, at der er forskel (gående fra ‘minimal’ i nogle tilfælde til ‘enorm’ i andre) på, hvad vi deler (blandt andet fordi vi gerne vil vise andre, at vi har spændende interesser og ved interessante ting) og hvad vi rent faktisk klikker os ind på.

Bevares, en persons Facebook-profil kan da sige meget om vedkommende, men det er næppe hele sandheden. Det er sandheden, som vedkommende selv kan styre efter sit eget behov for personlig branding. Der er private ting, der forbliver private, og der er ting under overfladen, som også er den, vi er, men som vi ikke deler. Og det er vel også okay. Det er bare ærgerligt, hvis vi glemmer resten af isbjerget.