Vi mennesker har i mange år været bekymret for, hvad maskinernes fremmarch vil betyde for os – og hvor meget nyt, vi nu skal kunne. Men historien lærer os, at maskinerne ikke erstatter os. De gør os bedre.
Den digitale og teknologiske udvikling betyder løbende, at der er nye muligheder og udfordringer, vi alle må forholde os til – også journalister.
I løbet af blot de seneste ti år er der sket en stor forandring i journalistrollen, der nu også omfatter fotografering, videooptagelse, redigering, værktøjer til live-dækning, visualiseringer etc.
Der er efterhånden lagt så meget på journalisterne, at jeg i et blogindlæg hos Journalisten i 2017 legede med tanken om at splitte journalistrollen op.
Skal journalister kunne kode?
Et af de hyppigst tilbagevendende spørgsmål er, om journalister skal kunne kode. Altså om de skal kunne programmere og dermed skabe scripts og andet, der enten skaber/understøtter ting som visuelle fortælleformer, databehandling (og -præsentation), interaktionsdesign etc.
Vi stod blandt andet med spørgsmålet for 10 års tid plus/minus siden. Det har jeg skrevet mere om i historien om Ekstra Bladets redaktionelle udviklingsteam, som jeg var med til at starte som teamleder:
“[…] i dette klima opstod der to “skoler”, så at sige. Dem, der mente, at journalister skulle lære at kode og dem, der mente, at journalister skulle arbejde sammen med dem, der kan kode – og blive bedre til at dyrke det samarbejde.
Jeg tilhørte (og det gør jeg stadig) den sidstnævnte, og jeg var så heldig, at jeg fik lov at bevise, hvad den konstellation kan, når man tager opsætningen, organiseringen og arbejdet seriøst.
(Her skal jeg lige skynde mig at tilføje, at jeg bestemt mener, journalister godt må kunne kode. Det er vigtigt med basal kendskab til kodning (i hvert fald på et metodeplan), når man skal arbejde sammen med udviklere. Og det kan fint fungere, at nogle journalister er dygtige programmører – men generelt mener jeg, kravene til journalisterne bør være andre, end dem man stiller til udviklerne, som vil være bedre til de “hårde” kodeopgaver.)“
Dengang blev konklusionen det, som jeg antyder til slut i ovenstående citat, nemlig at journalister skal have et vist kendskab til kodning og dem, der gør det – men de skal på ingen måde mestre det.
For to år siden understregede jeg igen behovet for, at journalister og teknikere/udviklere skal blive bedre til at arbejde sammen:
“Det betyder ikke, at disse ‘tolke’ nødvendigvis skal kunne kode, designere eller producere Cavling-vindende journalistik, men de skal vide noget om, hvordan journalister og udviklere, designere etc. arbejder. Kan man skabe gensidig forståelse for og kendskab til arbejdsprocesserne (hvorfor det for eksempel ikke lige tager 5 minutter at kode en interaktiv fortælling), så er man nået langt.”
En lignende konklusion ser det ud til, vi er ved at nå frem til i denne omgang. Andreas Marckmann er på orlov fra sit job som digital redaktør for Journalisten for at forske i robotjournalistik og automatisering i mediebranchen som fellow hos SDU.
For nylig skrev han en analyse for Journalisten, der kigger på, hvordan journalister skal forholde sig i en branche, der bliver mere og mere automatiseret:
“Alle skal ikke kunne kode, men alle skal have en grundlæggende forståelse for, hvad data er, hvordan det kan bruges – og hvordan vi kan bruge maskinerne i vores arbejde. Kort sagt: Du skal vide, hvad data kan, men ikke nødvendigvis hvordan man gør.”
(Artiklen fortsætter herunder ↓)
Mød eksperterne:
Du har nu mulighed for at møde nogle af dem, der ved mest om automatisering i mediebranchen, når vi inviterer Andreas Marckmann og forfatteren til ‘Automating The News’, Nicholas Diakopoulos, til at holde oplæg i Willmore Insight:
Nu er det selvfølgelig ikke kun i mediebranchen, man står overfor det spørgsmål. Der er med garanti masser af faggrupper, hvor det fra tid til anden diskuteres i hvor høj grad, men bør lære at kode – eller tilegne sig en anden færdighed.
Kend teknologien omkring dig
Hvad der måske kan virke lidt overraskende er, at man faktisk har samme snak i udviklerkredse. Årsagen er, at der er forskellige programmeringssprog, og at der er adskillige lag i det at arbejde med teknologi og udvikling.
Casper Heiselberg (han hedder @heiselberg på Twitter) var så flink at gøre mig opmærksom på dette interview med Jean-Baptiste Kempf, der er chef for VideoLAN, der blandt andet står bag VLC-afspilleren, som han er lead-udvikler på.
Kempf forklarer blandt andet, hvilket spørgsmål han stiller, når han ansætter udviklere. Og her er han ikke bleg for at forlange, at det i det mindste ved grundlæggende ting om de teknologier, de arbejder opad:
“So my questions are very generic, because if you start answering them, it shows that you’ve been looking at the subject for a long time and you like it. For example, when I see JavaScript developers, I ask them questions about the HTTP stack. A lot of them are just like, “Yeah, but I don’t really know about networking.” My reaction to that is, “You don’t know about networking, yet most of your time is spent on the web, over a network.” No matter how good you are at your main focus, this makes you an average developer, and I need good developers.
Good developers are the ones who, when they look at JavaScript, go to Wikipedia, click on “web”, and the first link is about HTTP, which tells them about what a networking stack is. I don’t need them to understand all of it, but I want them to at least be interested enough in their work that they’re going to spend some time doing that. And that’s how you find good developers.”
Lad os for et øjeblik forlade den mere tekniske verden og tage et skridt tilbage til mediebranchen for en kort bemærkning. For spørgsmål om, hvorvidt journalister skal kode har nemlig sine rødder i en interessant del af teknologihistorien.
Robotterne tager vores jobs!
Da de første udgaver af de maskiner, der efterhånden blev til de computere, vi kender i dag, i løbet af 1950erne og 1960erne begyndte at se dagens lys, var der en heftig debat, meget a la den, vi har nu.
Frygten og nogle af forudsigelserne gik på, at robotterne ville overtage vores jobs, og der ville blive massearbejdsløshed med risiko for, at nærmest hele samfund ville kollapse.
I sin glimrende bog ‘Rise Of The Machines’ gennemgår Thomas Rid (der er “Professor of Strategic Studies at Johns Hopkins University’s School of Advanced International Studies”) historien bag begrebet “cyber” og “cybernetics” – som kort fortalt handler om menneskets samspil med computere.
Han beskriver, hvordan præsident Kennedy i 1962 blev præsenteret for de barske forventninger om, at 1,8 millioner amerikanske jobs ville blive erstattet af maskiner. Hver dag.
(Du kan læse min anmeldelse af ‘Rise Of The Machines’, hvis du er nysgerrig på bogen. Den er virkelig værd at læse.)
Maskinerne augmenter os
I computerens unge år skete der en deling mellem dem, der arbejdede med den på det tidspunkt allernyeste teknologi: De delte sig i dem, der mente, at computerne ville erstatte os og dem, der mente, at computerne ville supplere os, gøre os bedre — “augmente” os, som man også kalder det.
“Augment”-bevægelsen blev ført an af den nu legendariske Douglas Engelbart, og hans team stod bag nogle af de vigtigte opdagelser, der førte til de computere, vi kender i dag. Blandt andet musen, hypertekst (såsom links), de første grafiske interfaces – og det at sætte computeren sammen i netværk. Bestemt ikke småting.
(Du kan læse mere om Engelbart og hans vision hos Doug Engelbart Institute.)
Alt det blev skabt ud fra den grundlæggende devise, at computerne ikke kom for at tage vores arbejde. Men for at gøre os bedre til det. Og vores brug af computere og deres afløsere (eller søskende) i form af smartphones samt masser af andet teknolog, der hjælper os i hverdagen, viser, at det var “augment”-folkene, der havde fat i den lange ende.
Selvfølgelig er der folk, der mister deres arbejde til automatisering men slet, slet, slet ikke i den grad, som dystopierne forudså – og til en vis grad forudser.
Er frygten overdrevet?
I juni skrev The Economist om, hvordan forfatterne til en rapport, der sagde, at 47% af amerikanske jobs er i højrisiko for at blive erstattet af automatisering i midten af 2030erne, føler sig misforstået:
“After crunching the numbers, the model concluded that occupations accounting for 47% of current American jobs (including those in office administration, sales and various service industries) fell into the “high risk” category. But, the paper goes on, this simply means that, compared with other professions, they are the most vulnerable to automation. “We make no attempt to estimate how many jobs will actually be automated,” the authors write. That, they underscore, will depend on many other things, such as cost, regulatory concerns, political pressure and social resistance.”
Og sådan vil det også ende i mediebranchen. De fyringer, vi har set i de seneste år, skyldes ikke automatisering – men at forretningen for mange medier og medievirksomheder endnu ikke er stabiliseret efter internettet, World Wide Web og konsolidering af det digitale annonceområde (hvor medierne spiller en mindre rolle) skyllede ind over brancher og industrier.
Vi hører det fra flere steder: Automatisering skal ikke erstattet journalister. Det skal hjælpe journalisterne, gøre dem bedre – “augmente” dem. Akkurat som computerne gør os bedre til vores arbejde, og musen, netværk og grafiske interfaces gør os mere effektive foran skærmen og dermed til vores arbejde.
Kun 15% kan automatiseres
Automatisering vil eksempelvis betyde, at journalister ikke behøver bruge tid på repetitive opgaver og på at gennemrode datasæt og indscannede dokumenter igennem i jagten på sammenhænge.
Men lige i øjeblikket er det på et lavt niveau. I ‘Automating The News’ fortæller Nicholas Diakopoulos (der er bogen indenfor automatisering i nyhedsbranchen) således, at det kun er 15% af en journalists tid og 9% af en redigerendes tid, der kan automatiseres med den nuværende teknologi.
De tal vil selvfølgelig stige, men det vil ske i samspil mellem maskiner og mennesker, så vi får mest muligt ud af maskinerne – ægte “cybernetics”, med andre ord.
Og ja, robotter kan også skrive artikler. Men det er basale historier, og det vil langt tid endnu være tekster baseret på datasæt. Interviews, portrætter, reportager og mange forskellige former for afløringer og andre fortællinger er umulige (i hvert fald i øjeblikket) for maskinerne at udføre. Og det er heller ikke der, deres 1er og 0er er bedst brugt.
Teknologihistorien byder på gentagelser, hvor vi er bange for at blive erstattet af maskinerne. Men teknologihistorien lærer os også, at det ikke sker – i stedet gør maskinerne os bedre og mere effektive.
Journalister skal ikke kunne kode, men…
Derfor skal journalister heller ikke nødvendigvis kunne kode. Som vi fandt ud af i løbet af det seneste årti, fungerer det bedst for alle parter, hvis vi hver især gør det, vi er bedst til. Det vil sige, at det er udviklere, der bygger robotterne – men naturligvis i samspil med de journalister, robotterne skal hjælpe.
Den store udfordring for medierne, derimod, er at få de forskellige faggrupper til at arbejde sammen. “Reader revenue does indeed represent a new paradigm of value creation in the news business,” skrev Columbia Journalism Review i februar måned:
“Savvy ‘consumer-funnel’ marketing, the linchpin of a reader revenue strategy, relies on directing readers to “sticky” editorial products like newsletters and podcasts, which build regular engagement outside of social feeds. Producing those products, managing their marketing, and getting readers “down the funnel” from simply engaging with the news organization to opening their wallets, requires tight integration between product designers, audience growth managers, social media producers, and editors and reporters in the newsroom. Yet our data suggest that publishers whose corporate structures house product and analytics functions in centralized parts of the organization, even while their newsrooms are decentralized, have difficulty fostering the kind of on-the-ground, close-to-the-reader collaboration between disciplines needed to make a reader revenue strategy really work.”
Desværre kan robotterne endnu ikke hjælpe med ledelse og organisering af den slags samarbejde og processer på tværs af siloerne.
Endnu. ◾
Jeg udgiver nyhedsbrevene Digital Ugerevy og Products in Publishing.
Links / Læs mere:
Split journalist-rollen op
Journalisten / Lars K Jensen, 24. marts 2017
Historien om Danmarks første redaktionelle udviklingsteam
Lars K Jensen, 7. januar 2018
Vi skal (stadig) have journalister og “teknikere” til at arbejde sammen
Medieblogger, 5. maj 2017
Analyse: Bliver jeg fyret, hvis jeg ikke kan kode?
Journalisten / Andreas Marckmann, 17. oktober 2019
The One Who Kept VLC Free
Welcome To The Jungle, 29. maj 2019
Hjemmesiden for Thomas Rid, forfatteren til ‘Rise Of The Machines’
Hvorfor sætter vi “cyber” foran alt? En boganmeldelse af ‘Rise of the Machines’ af Thomas Rid
Online Minds / Lars K Jensen, 29. maj 2017
Wikipedia-siden om Douglas Engelbart
Will a robot really take your job?
The Economist / Schumpeter, 27. juni 2019
News media needs to convince readers to open their wallets. Consolidation has not helped.
Columbia Journalism Review, 12. februar 2019