Breaking News og Broken Media

I anledning af det amerikanske præsidentvalg gav jeg mig til at læse ‘The Obama Hate Machine’ (Amazon.co.uk) af Bill Press. Den handler om den byge af angreb, der er på præsident Obama. Socialisme, nazisme, fascisme – de store kort bliver spillet ud. Og så selvfølgelig alle anklagerne om, at han slet ikke er amerikaner, og derfor ikke må være præsident, og alt det andet, der flyder fra højre mod præsidenten.

Forfatteren til bogen lægger ikke skjul på sin sympati, og det ødelægger nogle steder læseoplevelsen, når han eksempelvis kalder Michele Bachmann “batshit crazy”, uanset om man så må være enig eller ej. Men derudover er bogen en anbefaling værd, især hvis man ynder at læse retorik af værste og laveste skuffe.

Et kapitel jeg især bed mærke i er ‘The role of the media’. Her kritiserer Press (måske ikke så overraskende) de hurtige medier, der har mere travlt med at vidererapportere hvad end, en politiker siger, i stedet for at få det faktatjekket først. Det betyder, at historien er stukket af, inden faktaene kan nå at blive tjekket og eventuelt irettesat. Lyder det som noget, du kender?

Men derudover har Press også en – synes jeg – fin beskrivelse af en del af årsagen til, at journalistikken (eller store dele af den) er endt der, hvor den er. På side 242 skriver han således:

In other words, nowadays people expect to get the news immediately, as soon as it happens. And so we have several twentyfour-hour cable news channel, which are ready to run with any story the moment it breaks. Normally, this would be considered a great development for journalism – until you realize that all of these networks now have twenty-four hours of airtime to fill, every hour of every day, whether there’s new news or not.

With so much time to fill, cable televisions has adopted politics as its full-time obsession. Only politics can help it fill twenty-four hours a day, seven days a week. Facts don’t matter. If there is no political “news” on a given day, there is no end of the political speculation, nor any end of “political strategists” willing to speculate – even though many of them have never walked into a campaign headquarters, let alone worked on a campaign or run for public office.

Den ekstensive dækning af netop politik er et billede, vi også kender fra den danske journalistik.

Seneste eksempel fra mit liv er fra i dag, hvor finansloven var lige ved at være færdig. Så var den lige ved at være klar til at blive præsenteret. Og så blev den præsenteret. Igennem hele forløbet holdt jeg et halvt øje med DRs ikoniske flagskib, ‘Update’, der i flere omgange klippede over til public service-mediets politiske redaktør, Uffe Tang. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har, ifølge hans LinkedIn-profil været i praktik på Jyllands-Posten og derefter journalist hos Berlingske, inden han skiftede til DR. Så han passer tilsyneladende fint på Press’ beskrivelse.

Jeg tror nu, at antallet af gentagelser på DR Update får mig til at overvurdere, hvor mange gange, der blev stillet om, men det var i hvert fald en del. Og der skete ingen ting. Men det er blot det seneste eksempel, for dem er der masser af, hvor politik fylder og bliver strukket meget mere, end historien (og nogle gange emnet) kan bære.

For også i de danske medier, har vi vænnet folk til, at der hele tiden er nyt. Et andet eksempel er TV 2 News, der (især inden kanalen ramte sit DR2’ish udtryk) var spild af tid, når der ikke skete noget, men det rigtige sted for danskerne at følge med, når der så rent faktisk skete noget.

Jeg havde i øvrigt et interessant, omend kort samtale, med en boghandler forleden dag om netop dette. Han forklarede, at netop når der ikke sker noget, er det, at vi skal bruge tid på litteraturen i stedet for at glo på det samme loop af “nyheder”, som bliver rullet over skærmen igen og igen.

Nuvel, tilbage til Press og ‘Broken Media’. Jagten på evige nyheder og det stigende antal udbydere af nyheder betyder, at der er en øget kamp om folks tid. Og alle ved (ellers kan de se det i artikelstatistikken), hvad der virker. Det er ikke de komplicerede historier med folk, der er uenige eller en indviklet problemstilling, der bliver forklaret.

Press skriver:

With so many media outlets to choose from, newspapers and cable TV look for headlines and stories that will grab people’s attention. Nuanced discussion of substantive issues tends to go out the window, and dramatic conflict and spectacle are the order of the day, particularly if it looks good – or very, very bad – on television. This hyper-competition has also fuelled a race to the bottom in terms of what issues the media covers, with tabloid sensibilities leading the way. Everyone knows that sex and violence sells, so that’s what media outlets deliver, lest their competitors beat them out of the juiciest stories.