Kategorier
Måned: november 2009
Det er muligt, vi befinder os i periferien af emnebeskrivelsen “Nye medier og journalistik”, men i dag faldt jeg over det website, som jeg er nødt til at skrive lidt om 🙂
Det drejer sig om WhoSampled.com. Sitet går kort fortalt ud på følgende:
We’re building the ultimate database of sampled music and cover songs
Altså et website, hvor man får mulighed for at finde ud af, hvilke numre, der bliver samplet – og omvendt; hvilket nummer er det nu liiiige, der bruger det det riff fra det gamle rock-nummer, du lige har gravet frem? Uanset hvad, så vil WhoSampled gerne være din ven.
Det fungerer på den måde, at man eksempelvis søger en kunstner eller nummer frem og så (hvis det findes på sitet) klikker sig ind på det enkelte samples side. Her kan man høre både det oprindelige nummer og det samplende nummer samt — og her ligger guldet, synes jeg — se, hvornår I sangen der bliver henholdsvis samplet og brugt et sample. Fikst.
Jeg har lige siddet og kigget lidt på især to kunstnere, som jeg hører meget, og som jeg ved står i sampler til halsen, The Chemical Brothers og Fatboy Slim.
Og skønt de formentlig har brugt flere samples, end der er listet på WhoSampled, så er jeg alligevel på ingen måde blevet skuffet endnu.
Vidste du for eksempel at The Chemical Brothers på “Galvanize” sampler “Hadi Kedba Bayna (Just Tell Me the Truth)” af Najat Aatabou? Det gør du nu.
God fornøjelse med WhoSampled. Hvis du går op i musik, bliver du forhåbentlig mindst så glad for det, som jeg er.
Dorte Toft, der blev landskendt i forbindelse med afsløringen af Stein Bagger og IT Factory, nævner nu fem rigtig gode årsager til, at hun holder så meget af internettet.
Det gør hun i blogindlægget ‘Pli: 5 årsager til at elske nettet‘ på sin Bizzen-blog hos Berlingske Business:
- På nettet er det ikke bare god skik at kreditere andre, hvor de krediteres bør, det er også normen. Og man spreder glædeligt de gode ideer/tanker. At tage æren for andres ideer – at planke andre – er bare taberagtigt.
- På nettet er det god skik at hjælpe selv vildt fremmede, hvis de spørger om noget, man selv ved noget om. Er der nok personer, der følger ens Twitter- eller blog-strøm, spørger man selv yderst sjældent forgæves.
- På nettet kan man sende prøveballoner op, uden at blive til grin, hvis de fuser efter første kommentar. Og man får ikke blot fat i dem, man normalt lige vender ideerne med, og som nok for ofte vil synes, at ideerne holder.
- På nettet får man kontakt med mennesker, man måske aldrig ville have mødt, da man ikke færdes i samme kredse fysisk set (grundet aldersforskel, uddannelse, arbejde eller noget fjerde). En del af disse kontakter udvikler sig til rigtig gode bekendtskaber og i visse tilfælde også til genuine venskaber.
- På nettet får man en anskuelighedsundervisning i, hvor langt man når med at være mere åben over for kritik. Og man lærer selv at dosere sin kritik langt mere forsigtigt, hvilket man gang på gang bliver taknemmelig for. Der er jo sjældent brug for hård lud, mennesker imellem:-)
Listen er primært rettet mod den del af nettet, hvor Dorte stortrives, nemlig blandt tweets og blogindlæg.
Jeg synes, Dortes liste ser rigtig fornuftig ud, især punkt nummer fire er jeg meget enig i. Jeg har en lang række af interessante bekendtskaber, som jeg har fundet online – og der er mange, jeg aldrig har mødt personligt. Ikke desto mindre er der bare ting, jeg taler meget mere med disse personer om end folk, jeg har kendt i flere år.
Ganske enkelt fordi værktøjerne er der og gør det lettere end nogensinde før at finde folk, der deler ens interesse, uanset hvor vedkommende befinder sig.
Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.
Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.
Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.
Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:
He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.
“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.
“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”
På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):
[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?
Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?
Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.
Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.
Foto: Sermitsiaq
Folk, der måtte liige inde med spørgsmål til Air Greenland-direktøren Michael Binzer, kan her til aften få afløb for det på sermitsiaq.gl.
Interaktionen foregår via Cover it Live, et live-bloggingværktøj, som vi også har brugt, og stadig bruger, på ekstrabladet.dk.
Hvis du er hurtig, kan du måske nå ind og få svar. Jeg har lige fået svar på nogle CO2-spørgsmål i forbindelse med flyvning og CO2-kvoter 🙂
Til jer, der ikke når det, må vi håbe, at hele chatten bliver lagt ud senere (opdatering: Det gjorde den, se opdatering nedenfor).
Opdatering 19-11-2009 @ 08:38:
Chatten kan nu læses her.
Chatten kan nu læses her.
Twitter er ikke verdens bedste værktøj til samtaler. Kommentarer til forskellige tweets (beskeder på Twitter) er ikke trådet, så det totale overblik får man aldrig.
Dog har man haft mulighed for at se, hvilken besked, der bliver svaret på, når man læser et tweet, som er et svar til et andet tweet.
Indtil nu. Twitter har nemlig fjernet den del, hvor der står “In reply to” efterfulgt af et brugernavn, som var et link til det tweet, som personen svarede på. Det vil sige, at alle tweets, som relaterer til noget, der står i et andet tweet, nu blot er enheder, der flyder rundt på Twitter uden, at brugerne kan se, hvad der bliver svaret/kommenteret på.
Twitter-brugerne er sure og forundrede over, hvor funktionen blev af. Twitter har intet annonceret, så måske er det en fejl, men der er intet meldt ud.
Bruger du Twitter i en tredjepartsapplikation, lader det dog til, at du kan tage den med ro, her er stadig meta-forbindelsen mellem original-tweet’et og svar-tweet’et.
Opdatering: De er tilbage!
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.
Få mennesker har formentlig spillet en så stor indflydelse på det danske mediemarked uden at være klar over, det som australsk-amerikanske Rupert Murdoch (Wikipedia).
Knapt havde han luftet sine overvejelser om at tage betaling for indhold på andre News Corp-sider (som det gøres på The Wall Street Journal, før danske mediepersonligheder (i særdeleshed Berlingskes Lisbeth Knudsen) greb bolden og sagde, at det skal vi også til at kigge på det det danske hjørne af mediebilledet.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ikke tror på betaling for dansksproget indhold, så det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg forsøge at sætte lidt fokus på Mr Murdoch.
Hos Slate.com faldt jeg over artiklen ‘Read Between the Lies‘. Her kigger Jack Schafer (Wikipedia) nærmere på mediemogulen. Kort sagt er hovedpointen i artiklen: Når Murdoch taler, så enten lyver eller forhaler han. Når han ikke taler, så handler han.
Og i øjeblikket taler Murdoch rigtig meget.
Anledningen til artiklen er interviewet med Murdoch på australsk tv, som du kan se hos The Guardian.
Her kritiserer han Google, Microsoft, Ask.com og BBC for at stjæle indhold fra hans forretning. Han overvejer nu at holde Googles søgerobotter ude og i stedet forlange, at brugerne betaler for indholdet – noget, som kritikere af fremgangsmåden mener kun vil gøre ondt værre, da det forhindrer nye i at komme til:
The best pay-wall candidate in the Murdoch portfolio is the Wall Street Journal, which already charges for access while allowing nonpaying visitors to view some of its content. (Wired Editor-in-Chief Chris Anderson calls this model “freemium.”)
If Murdoch were to raise the Journal’s pay wall all the way to the heavens to block Google and Google News completely, it could lose 25 percent of its traffic, Bill Tancer of Experian Hitwise writes this week, and the move “could isolate the Journal from potential new online subscribers.”
Det bekymrer dog ikke Murdoch, der hellere vil have få læsere, som så betaler.
MySpace for 580.000.000 dollars
Murdoch er især kendt for at have skabt News Corp-dynastiet (Wikipedia), og han blev også “kendt” blandt brugere af ‘det sociale web’, da han i juli 2005 købte MySpace – læs om købet hos BBC News – et website, hvor brugerne kan lægge musik og billeder op af/med/om dem selv.
I dag spiller MySpace dog en mindre og mindre rolle, og i juni måned i år skar man 30 procent af medarbejderstaben.
MySpaces store konkurrent er, ikke overraskende, Facebook. Allerede i oktober 2007 skrev teknologi-bloggen TechCrunch om, at skiftet fra MySpace til Facebook var begyndt.
Skiftet skete, ifølge Google Trends, en måned senere:
Bedre er det næppe blevet af, at MySpace har forsøgt at kopiere Facebook-features (statusopdateringer, billedtagging etc) i stedet for at konsolidere sig på det marked, man sad så tydeligt på (og stadig sidder rigtig godt på); Musikere, kunstnere og andre kreative.
Udover den relativt korte succes som Murdoch nåede at have med MySpace er der langt i mellem snapsene. Han har ikke nogle store succes-historier fra nettet at fortælle. Hans penge er tjent på tv-signaler og papir.
Og det er denne mands snak om betalingsvægge på websites, som danske medieledere nu kigger til i håb om at få penge i netkassen. Men Murdoch snakker mere end han handler. Som Schafer skriver:
Murdoch is simply jawboning. Three months ago he promised that News Corp. would start charging for its newspapers by June 2010. Now he doubts that the company will hit that mark. In typical Murdochian fashion, he’s sowing confusion and harvesting bewilderment.
If it were in News Corp.’s economic interests to dig an Internet moat around its newspaper properties, Murdoch would have already done it rather than talk about it.
Schafer mener, at Murdoch gør dette af to årsager:
- For at signalere overfor konkurrenter hvilken retning, han gerne vil have, at News Corp tager.
- Det er hans (desperate, mener Schafer) forsøg på at få konkurrenterne til at følge med, da hans brede (“general interesest”) udgivelser risikerer at blive dømt irrelevante.
Jeg hælder mest til nummer 1, selvom der ikke er tvivl om, at vi ser kramper (ikke nødvendigvis dødskramper) fra “den gamle medieverden”. Vil du for eksempel betale 19 kroner for at få ugens nyheder opsummeret i et ‘elektronisk magasin’?
Jeg er ikke efter ugen.dk, fordi det er et Berlingske-produkt, men fordi jeg synes et ugentligt, elektronisk magasin strider mod alt, hvad internettet har lært os. Men det er muligt, jeg tager fejl. Det vil kun tiden vise.
Et er dog sikkert: Bare fordi Murdoch siger, at medierne skal til at tage betaling, så skal vi ikke stå som nyindkaldte rekrutter og spørge “Hvor meget?”.
Lad mig slutte med Schafers ord:
When Rupert Murdoch speaks, he’s either lying or filibustering. The only sensible time to listen for him is when he’s running silent.
På Kim Elmoses Mediehack-blog faldt jeg over indlægget ‘180grader.dk overlader prioriteringen til læserne, og Kim linker også til Journalisten.dk-historien ‘180grader giver magten til brugerne‘.
Historien går, kort fortalt, ud på, at den liberale onlineavis 180grader.dk nu har ændret sin forside, så den ikke længere er redaktionelt prioriteret, men i stedet efter, hvor mange stemmer en historie har.
Dette bliver kombineret med en tids-faktor, forklares det, hvis man holder musen over tallet til venstre.
Interessant er det dog, at det ikke kun er 180grader.dk-historier, men historier fra hele det danske mediebillede, som der vises.
Til Journalisten.dk siger chefredaktør Ole Birk Olesen:
Nu er det i højere grad op til brugerne at linke ud til relevante historier i andre medier, og derfor kan vores medarbejder bruge sin tid på at lave selvstændigt 180grader-stof. Og for eksempel på udlandsstoffet vil vi måske opleve, at vi er hurtigere end danske medier, fordi vores brugere hurtigere fanger historierne og linker til dem.
Det er et interessant eksperiment, især med at få linket til andre mediers historier.
Jeg er dog spændt på, hvad det er for noget “selvstændigt 180grader-stof”, der er tale om. Jeg tror ikke, at 180grader.dk skal lave egentlige nyheder – et marked, der allerede er godt pakket.
Men et ønske om god vind med projektet herfra – altid spændende at se, når nogle går nye veje i mediebranchen.
En kollega har været så sød at sende mig et tip omkring The New York Times’ temaside om Berlin-muren, i anledning af 20 års jubilæet for murens fald.
Særlig interessant er de fem billeder, hvor man ved hjælp af en horisontal slider kan skifte mellem et billede fra 1989 og et taget af præcis det samme motiv i 2009.
Som historieinteresseret synes jeg, det er skægt at sidde og sammenligne de to billeder, og dels se, hvordan Berlin har forandret sig, men selvfølgelig mest af alt se, hvordan der ser ud nu, der hvor muren var.
Det er en flot måde at bruge billeder og historie i formidlingen af en historie og samtidig lade brugeren “trække og slippe” i stedet for blot at få to billeder af samme motiv serveret. Billederne er taget af
Man kan i øvrigt gøre det samme (horisontal slider, der skifter mellem to lag) med landkort hos Kort- og Matrikelstyrelsen ved at vælge “Historiske kort” ude til højre på forsiden og søge en adresse frem.
Du har formentlig hørt, at majoren Nidal Malik Hasan i går aftes dansk tid gik amok og dræbte 12 mennesker på den amerikanske militærbase Fort Hood. Ellers kan du læse Wikipedia-artiklen ‘Fort Hood shooting‘.
Hasan havde pakistanske forældre og var troende muslim, og det får Berlingske til at publicere artiklen ‘Den gode muslim, som eksploderede‘, som er en art portræt af manden, der nu har taget 12 liv.
Hvad skal vi med sådan en rubrik? Skal den fortælle os, at alle troende muslimer er tikkende bomber, der går rundt og kan eksplodere når som helst?
Hvad hvad jeg har læst, så var Hasan psykisk ustabil (noget, der ikke er begrænset til Islam) og i artiklen ‘Massemorder købte kaffe inden han gik amok skriver DR Nyheder:
En fætter fortæller til avisen New York Times, at han for alt i verden ville undgå at blive sendt til Irak. Nidal Malik Hasan havde for et par år siden hyret en advokat til at hjælpe sig ud af forsvaret, men da militæret havde betalt for hans uddannelse, kunne han ikke bare stoppe.
Samtidig måtte majoren finde sig i mobning fra sine kollegaer. Flere amerikanske medier beretter, at andre soldater mobbede ham på grund af hans palæstinensiske baggrund.
Ifølge ABC blev han kaldt “kamelrytter”.
Især det sidste kan jo være det, der får en psykisk ustabil mand til at “slå klik”. Husk hvad der skete med Gomer Pile i ‘Full Metal Jacket‘.
Er det relevant for historien, at Hasan var muslim? Det synes jeg ikke. Kunne man have brugt overskriften ‘Majoren, der eksploderede’? Det synes jeg.