Via et tweet fra Jesper Laugesen er jeg blevet opmærksom på, at Amino.dk har implementeret et AidOnline-kontrascript, der nægter brugere af AidOnline adgang til websitet.
Problemet er bare, at andre også bliver berørt. Aktiverer jeg adblocker’en i min Firefox, bliver jeg mødt af denne besked:
Klik for at se billedet på Flickr
Som Jesper Laugesen skriver: “Det er en farlig leg at prøve at blokere brugere”. Jeg tror ikke, at en blokering er det rette svar på AidOnline.
AidOnline fylder meget herhjemme lige nu (se blot Twitter og Overskrift.dk), og en parodi er der nu også blevet plads til: Aid TV.
Vi regner i øvrigt med, at vi inden længe kan lancere en lang række nye produkter. Det første vil komme til at hedde Aid-Glasses, som er et lille sæt briller, der erstatter alle reklamer i det offentlige rum (på busser, politikens lysavis o.a.) med vores reklamer. Så kan du støtte nødhjælpsorganisationerne bare ved at have et andet sæt briller på!
Et andet produkt, vi meget snart kommer med, kommer til at hedde Aid-Newspaper, som bliver et lille filter (ligner meget Aid-TV), som du skal lægge hen over alle avissider du læser. Det vil så fjerne alle annoncerne, og i stedet indsætte vores annoncer på pladsen!
SOS-Børnebyerne er ikke med i projektet, da de “har meldt ud, at de ikke støtter tyveri. Det forstår vi jo slet ikke!”.
Det er god humor, synes jeg. Jeg opdagede Aid TV via Jens Møller Nielsens tweet.
Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.
Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:
Er det lovligt?
Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.
Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.
Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”
Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.
Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.
Med underkæben i gulvhøjde læser jeg om AidOnline-annonceprogrammet hos MediaWatch.
Det går i sin enkelthed ud på, at brugere kan installere et program, som så erstatter bannerannoncerne på de store websites, som for eksempel ekstrabladet.dk hvor jeg arbejder, og erstatter dem med annoncer for “velgørende organisationer”, som for eksempel Røde Kors, som jeg ellers altid har haft høje tanker om.
Altså sidder de og lukrerer på den trafik, som medierne genererer, uden at medierne kan notere et salg og indtjening. Det kan skabe en ond spiral, for det indhold, der trækker læserne til er skabt af mennesker, hvis løn (blandt andet) er betalt af annoncerne. Ikke af Røde Kors.
Min fornemmelse for, at Røde Kors måske har misforstået dette koncept blev manet i jorden med artiklen “Røde Kors: Netmedier må finde nye indtægter“.
Her siger fundraising-chef i Røde Kors, Kenneth Øhrberg, at bannerannoncer som koncept er på vej ned, og selvom de udgør “50 procent af mange internetmediers annonceomsætning”, er det jo ikke sikkert, at det er sådan om to år, er hans logiske slutning.
Jeg er ganske enkelt målløs.
Bannerannoncerne er også med til at betale min løn, og hvis dette tiltag vinder stort indpas, går medierne ned i indtægt og må til at kigge på spareplaner. Hvordan netmedierne skal tjene penge er jo netop nu et stort debatemne, som endnu ikke er besvaret.
Skuffet over Røde Kors
Og jeg står meget uforstående over for Røde Kors’ attitude. For mig svarer det til, at man forhindrer dem i at stemme dørklokker og sige “I må simpelthen bare finde en anden måde at tjene penge på, dørklokker er så gammeldags”.
Og samtidig gå hen og rive den nærmeste Røde Kors-plakat ned og i stedet indsætte en reklame for eksempelvis Politiken.dk – eller hyre en række mennesker på trykkerierne til at klippe alle Røde Kors-annoncer ud og erstatte dem med annoncer for webmedier — ikke at det kan lade sig gøre, men princippet er det samme. Og det tror jeg egentlig heller ikke, at Røde Kors vil synes om.
Jeg er meget skuffet over Røde Kors, og jeg er ikke den eneste, eksempler: 1, 2, 3.
Surfing kan betyde liv og død
Besøger man aidonline.com, kan man se en annonce med følgende tekst:
“Din surfing på internettet kan betyde forskellen på liv og død for mennesker i nød”
– Anders Ladekarl, Generalsekretær, Dansk Røde Kors
Jeg betragter mig selv som meget næstekærlig, men det der er rimelig far-fetched.
Nu vil jeg læne mig tilbage, folde hænderne og håbe, at Røde Kors genfinder besindelsen og indser at det koncept, som de og 11 andre har sluttet sig til, er i strid med den sunde fornuft.
Samtidig opdager jeg lige, at der er en kontra-kampagne på vej: stop-aidonline.dk. Der ønskes god vind herfra.
Følg sagen:
80 procent af Aidolines annonceindtægter ved brug af det nye computerprogrammet doneres til organisationerne, 20 procent går til drift af virksomheden. #
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Betaling for nyheder er et brandvarmt tema. Mediehuse i hele den vestlige verden fattes penge, og jagter en indtægt på kerneydelsen. Endnu har ingen fundet en succesfuld opskrift på brugerbetaling. Mange kalder det ligefrem en umulighed at tage sig betalt for nyhedsformidling, hvorfor mediehusene i stedet bør se sig om efter alternative indtægtskilder.
I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.
Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)
På tirsdag, den 9. juni, skal jeg holde et oplæg omkring hvordan vi “gamle medier” bruger (og kan/bør bruge) sociale medier. Her vil jeg gerne nævne en række eksempler, men jeg kan altid bruge flere, om ikke andet så for at udvide min horisont 🙂
Så derfor: Har du et fantastisk eksempel, så læg en kommentar herunder eller send mig en mail på lars@larskjensen.dk.
Jeg vil selvfølgelig helst have, du lægger en kommentar, så andre der læser med, også kan se det.