Jeg har egentlig holdt lidt igen med dette indlæg, da jeg egentlig ikke føler, at der er behov for endnu en tekst om, hvad Twitter kan, og hvordan urolighederne i Iran sætter en stor fed tyk streg under medier som Twitters muligheder.
Men så så jeg dette billede, og blev alligevel nødt til at sætte ord på 🙂
For hvad pokker er det lige, der sker? Udenlandske tv-journalister bliver sendt ud af Iran, Al Arabiyas kontorer i Teheran bliver lukket, og man prøver at forhindre iranerne i at uploade videoer og billeder, der om noget kan få os udenfor Iran til at forstå situationen.
Men ligemeget hjælper det. Folk fra Iran uploader i læssevis af billeder via Twitter og TwitPic, prøv blot at følge denne Twitter-søgning.
Så får du besked, så snart en uploader et billede til Flickr eller TwitPic (og skriver om det på Twitter) og inkluderer Twitter-tagget “#iranelection”, som er det mest udbredt tag, når valget i Iran skal dækkes.
Det er skisme interessant og viser med al tydelighed nogle af de forandringer, der er sket i mediebilledet. Og hvor meget, der er sket bare alene i 2009. Javist, værktøjerne har været der i et stykke tid, men pludselig er de blevet relevante og markedsført ud i det store.
Både herhjemme (med eksempelvis Stein Bagger-sagen) og altså nu også for alvor med Iran, noget der især bliver synligt, fordi det Iranske valg er blevet dækket rimelig tæt af de danske medier — især da urolighederne brød ud.
Twitter i sit es
Og hvorfor er det så lige, at Twitter er så oplagt her? Jo, det giver sig selv. Twitter er ikke oplagt til lange stemningsbeskrivelser med sansninger og smukke ordekvilibrismer, som vi journalister bliver uddannet til. Nej, her er det bare at tage et billede eller skrive maximum 140 tegn og så afsted.
Det er præcist, hvad iraneren med mobiltelefonen på gaden, selvom han ikke må, har tid til at få afsted. Twitters stærkt begrænsede funktionalitet passer altså ekstremt godt til brugerens stærkt begrænsede tid. Man kunne tale om, at værktøjet er hyperrelevant. Faktisk er det hurtigere at tage et billede end at skrive 140 tegn, og siden et billede nu engang siger mere end 1000 ord, giver det sig selv. Og det fungerer maksimalt.
Det er fint nok, at folk skriver på Twitter, når det regner, eller når der er tilbud på æg og smør i Irma. Men det flytter ikke noget. Det her, derimod, er en medierevolution. Og der er to tabere: Dem, der klamrer sig til gamle medier og så ham her.
En kommentar til “Urolighederne i Iran gør Twitter hyperrelevant”
[…] hele taget et vigtigt element i protesterne i Iran, som omtalt på f.eks. Ingeniøren, Berlingske, Medieblogger (Lars K. Jensen), Mads Kristensen, Virkeligheden og i USA mener Clay Shirky (kendt fra bl.a. […]