Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.
Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:
Er det lovligt?
Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.
Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.
Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”
Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.
Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.
En kommentar til “AidOnlines argumentation er…tvivlsom”
AidOnline svarer til at jeg tager The Economist og klipper alle reklamerne ud, og klistrer mine egne reklamer ind.
Det kan jeg ikke være bekendt at gøre med bladet i kiosken, men når jeg har købet det og taget det med hjem, så kan jeg klippe/klistre som jeg vil.
Forestil dig nu at det ikke er The Economist, men Urban eller Metro. De er gratis. Betyder det at jeg har mindre ret til at klippe/klistre i dem i mit eget hjem?
På ren intuition så siger jeg at 1) juraen holder, 2) juraen bør fandeme holde, ellers er det et overgreb på ejendomsretten.
Men bagefter er der jo stadigvæk moral-diskussion og det er noget helt andet.
The Economist er iøvrigt et af de få medier, hvor jeg med glæde læser de velvalgte og spændende reklamer.