Kategorier
Nyheder Tendenser

Interessant forslag fra Warner Music: Flatrate på copyright-indhold som forsøg

Med stor interesse læser jeg Computerworld-artiklen “Er indholds-licens et effektivt våben mod piraterne?. Den handler om et forslag, som Warner Music Group har fremstillet – at man betaler en fast månedlig ydelse, og så kan hente så meget copyright-beskyttet indhold, som man lyster.

Til at starte med vil man afprøve ordningen på 12 amerikanske universiteter inklusiv MIT, Stanford og Columbia.

Grundlæggende går udspillet ud på, at de studerende kan hente indhold fra fildelingstjenester som Limewire mod, at de eller universiteterne betaler en månedlig afgift, og universiteterne måler antallet af downloads per sang.

Til gengæld vil pladeselskabet ikke sagsøge de studerende for fildeling inden for universiteternes mure.

Ifølge artiklen møder forslaget politisk modstand herhjemme, hvor man ser det som en ekstra skat, og at man skal “betale for fremtidige synder på forhånd”.

Det er jeg ikke helt enig i, jeg synes flatrate-konceptet er interessant, og vi har jo flatrate på en lang række ting, blandt andet internet og (i nogle tilfælde) på mobiltelefoni, SMS’er og data på mobiltelefonen.

Så lad os se, hvad Warners forslag medfører. Jeg vil i hvert fald intet have imod at betale en fast pris for så at boltre mig i Warner Musics kataloger.

Det helt store spørgsmål er så bare, hvordan man vil forhindre, at indholdet bliver delt ulovligt videre…

Kategorier
Distribution Tendenser

(Endnu) en grund til at linke – trafik til dig

Jeg tjekkede lige Google Analytics-statistikken for Medieblogger og fik mig lidt af en overraskelse.

Trafikken her på bloggen er steget dramatisk siden den 4. december, som denne graf over antal sidevisninger viser (klik på billedet for større version):

Hvad skete der så den 4. december? Jo, jeg skrev indlægget “Her er familien Baggers blog” – og det har drevet trafik, direkte fra Google-søgninger, hvor folk søger efter bloggen.

Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har også skrevet et indlæg om bloggen (inklusiv link til bloggen), og han har fortalt mig, at også hans trafik steg kraftigt efter han skrev indlægget.

Nu er familiens blog (som du finder på familienbagger.blogspot.com) røget til tops i Google (hvor den bør være), men indtil det skete, har folk været nødsaget til at finde adressen på bloggen på de steder, hvor der er skrevet om den.

Og meget, meget, meget få artikler har faktisk haft et link til familiens blog. Kim Elmose nævner denne artikel på politiken.dk som et eksempel (det er den eneste artikel, hvor jeg har set et link til bloggen), men journalisten har skrevet “hjemmeside” i stedet for “blog”, og så kommer den ikke frem, når man søger på “familien Baggers blog” på fx Google.

Så det at linke eksterne kan altså også i høj grad være med til at drive trafik til ens artikler. Havde medierne husket at linke til bloggen, hver gang de omtalte den, så havde jeg ikke fået så meget trafik, jeg havde slet ikke haft grund til overhovedet at skrive indlægget.

Endnu en grund til at huske at linke.

Kategorier
Journalistik

Skal du finde noget på politiken.dk? Så brug Google

Da jeg for et stykke tid siden var på besøg på Journalisthøjskolen for at tale om nye medier, skulle jeg vise et kort, som Politiken havde lavet.

Jeg kunne ikke finde kortet ved at søge på politiken.dk, og i stedet fandt jeg det ved at søge via Google.

Nu ville jeg lige teste, om søgefunktionen på Politikens netavis egentlig gør det, den skal. Prøv en søgning på “skyderier københavn” på politiken.dk:

Søgningen gav ingen resultater

Så prøver vi samme søgning på Google, denne gang med “site:politiken.dk” inkluderet for at indikere, at vi kun vil søge på politiken.dk:

Resultaterne 1 – 10 ud af ca. 1.230 fra politiken.dk for skyderier københavn.

Google er med andre ord langt bedre til at finde indhold på politiken.dk end Politikens egen søgemaskine. Det ville jeg måske lige notere mig, hvis jeg arbejdede med teknikken på politiken.dk.

Kategorier
Journalistik

DR’s Harddisken om Google News vs de danske dagblade

Hos Kim Elmose ser jeg, at DR’s Harddisken har taget fat på Google News.

Du kan blandt andet høre Googles danske chef, Peter Friis, tale om, at Google netop ikke kapitaliserer på de danske mediers indhold, men i stedet driver ny trafik til medierne, så de kan kapitalisere på det. Google tjener ikke penge på Google News, men det kan de danske medier komme til ved at få mere og bedre trafik.

Michael Arreboe fra politiken.dk medvirker også, hvor han siger, hvorfor Politiken ikke vil være med i en dansk Google News. Et argument er blandt andet, at Google skal bevise, at de kan drive trafik, og at Google skaber en platform, de kan kapitalisere på.

Lyt til udsendelsen her.

Kategorier
Nyheder

Derfor sagde Twitter nej til Facebook

En af de helt store samtaleemner de seneste par dage (ja, der er blevet snakket om andet en IT Factory) var sagen om, hvorvidt Facebook ville købe mikroblogtjenesten Twitter. Det blev til et nej.

I artiklen “Why Twitter Turned Down Facebook” hos New York Times kan du høre Twitters administrerende direktør, Evans Williams, fortæller, hvorfor det ikke blev til noget. Han siger blandt andet:

“We explored it, as we should. We took it seriously,” Mr. Williams said. “It definitely made sense — the strategy we talked about with them — but it wasn’t the right time.” Ultimately, he said, Twitter decided that it had too much left to do, beginning with figuring out how to make money.

Kategorier
Distribution Nyheder Profileret

Dagblade vil ikke lade DR lave nyheder på nettet

Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med Danske Dagblades Forening, men hvis du er imod dybe links direkte til artikler på nettet og nu også DR Nyheder på nettet, så lader det til, at du er helt på linie med foreningen.

Via en mail på DONA-listen er jeg blevet opmærksom på DR Nyheder-artiklen “Dagblade vil forbyde DR-nyheder på nettet. I den står der:

DR skal holde sig langt væk fra nyheder på nettet, hvis ikke de er i direkte relation til programproduktion på enten tv eller i radioen, mener Danske Dagblades Forening (DDF).

Står det derfor til DDF skal dr.dk droppe den daglige nyhedsopdatering på nettet og spare historier og penge til radio og tv.

MediaWatch har også en artikel om sagen. Argumenterne bliver fremført i en bog fra Danske Dagblades Forening, som ingen af de to dog har linket til.

Årsagen er, at DR med sine licenskroner i ryggen udgør en unfair konkurrent for aviserne på nettet, der ikke får licenskroner. Og når avisernes oplag falder, betyder det, at avisernes penge skal hentes på — ja, rigtig gættet — nettet.

DR skal med andre ord betale en høj pris for, at folk ikke køber aviser, og ikke lægger penge hos avisudgiverne. Det kan lyde absurd, og det synes jeg egentlig også, det er.

Det kan jo tyde på, at internettet i DDF’s øjne bør være et aggregatmedie, hvor udbyderne stiller indhold til rådighed magen til det, de laver på deres andre, mere gammeldags, platforme: Aviserne skal lave artikler med billeder og DR skal lave TV og radio.

Nu begynder medierne jo også at lave web-tv, skal de så holde op med det, fordi de med tiden måske får større budgetter qua annoncer, som DR ikke har mulighed for?

Jeg kan godt se, at det er et problem, at DR Nyheder har sakset artikler fra Lolland-Falsters Folketidende, som er et af argumenterne, men er løsningen så at forbyde DR at lave nyheder på nettet?

Opdatering 7/12 2008 @ 23:33

Kenneth Ley Milling, der er webredaktør på Update, har skrevet et indlæg, hvor han også berører emnet. Han skriver blandt andet:

Hvorfor skal statens public service forpligtelse ikke gælde over for os, der modtager 95% af vores nyheder på nettet?

God pointe.

Kategorier
Profileret Tendenser Vidensdeling

Der skal laves et linkmanifest – hjælp os!

Du har måske læst Kim Elmoses artikel “Lær linkjournalistik“, hvor han forklarer hvilken gavn medierne har af at linke, og linke godt.

Efter artiklen er Kim blevet spurgt, om han ville lave et manifest for linkjournalistik. Kim har spurgt, om jeg ville være med, og det ville jeg selvfølgelig.

Derfor har vi lagt seks punkter fra manifestet på onlineminds.dk, og vi vil gerne have din hjælp.

Så hvis du har kommentarer, tilføjelser eller andre former for input, så hop over på indlægget på Online Minds og kommentér derovre.

Kategorier
Journalistik Tips

Her er familien Baggers blog

Mange medier har nævnt den, men få har formået at linke til den. Familien Baggers blog, skrevet af familien til den forsvundne Stein Blogger.

Hvis du vil læse familiens blog direkte fra hestens mund, kan du gøre det på familienbagger.blogspot.com.

Jeg måtte forbi hardwareonline.dk’s forum for at finde linket.

Kategorier
Nyheder

Dorte Toft i Deadline

Hvis du er hurtig, og læser dette på det rette tidspunkt, kan du nå at opleve Dorte Toft, der væltede IT Factory, i Deadline her klokken 22.30.

Kategorier
Journalistik Tendenser

Kære Søren Dilling: Nej, Facebook har ikke lanceret en browser

Jeg kan næsten ikke tro det, men research er åbenbart nogle gange en by i Rusland. Således skriver Søren Dilling fra Politiken følgende i artiklen “Facebook spreder sine fangarme“:

Nu kan du snart se, hvem dine venner på Facebook er venner med på andre sociale netværk og se, hvad de foretager sig der.

Facebook har nemlig lanceret en browser, der kan hente data om dine venner, når de bevæger sig rundt på andre sociale netværk end Facebook, skriver bbc.uk

Nu kender jeg ikke herr Dilling, men min konklusion må være, at han ikke er helt med på, hvad Facebook Connect præcist er.

Men der er hjælp derude. For Wikipedia ved det:

Facebook Connect which was launched lately allows any website to connect to facebook to get user’s information, and friend list. This is a 2 way system where website can publish activity stories in facebook user’s news feed.

Og ja, det er, hvad Facebook er. Jeg har selv skrevet flere indlæg om Facebook Connect, som kommer frem, når man søger på Google.

Folkene bag har også selv skrevet om Facebook.

Grunden til, at Søren Dilling bruger ordet “browser” (som på dansk er et program, man bruger til at se internetsider med, fx Internet Explorer, Firefox eller Safari) er, at BBC News bruger ordet i den artikel, som Dilling citerer — men ikke linker til. Her står der:

Facebook rolls out site browser

Facebook has thrown the switch on a system that lets users browse other sites via the networking portal.

Called Connect, the system lets Facebook members use their login credentials to access other websites.

Søren Dilling skulle altså bare have læst artiklen ordentligt — og slået ordet “browse” op:

browse verbum <-s, -d, -d, browsing>
Oversættelser

Slå op [EDB] browse – Eleverne browsede efter billeder på nettet
Slå op (om bøger osv.) skimme – Hun skimmede hurtigt bogens indhold
(i forretninger) ose – De to piger cyklede ind til byen for at ose
(om køer, hjorte osv.) græsse – Landmanden lod køerne græsse på sin mark

Taget fra Ordbogen.com

Jeg må sige, at jeg finder det direkte pinligt, at vi kan have journalister, der skriver historier som disse og fuldstændig misforstår pointen.

Og hvorfor er der sådan en “dommedag nu”-stemning (fangarme?) over artiklen? Facebook Connect åbner en masse nye døre for medierne. Jeg har selv givet nogle eksempler.

Så mit råd: Lad være med at læse den artikel på Politiken, den er simpelthen for upræcis. Læs i stedet BBC News’ artikel.