Jeg tjekkede lige Google Analytics-statistikken for Medieblogger og fik mig lidt af en overraskelse.
Trafikken her på bloggen er steget dramatisk siden den 4. december, som denne graf over antal sidevisninger viser (klik på billedet for større version):
Hvad skete der så den 4. december? Jo, jeg skrev indlægget “Her er familien Baggers blog” – og det har drevet trafik, direkte fra Google-søgninger, hvor folk søger efter bloggen.
Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har også skrevet et indlæg om bloggen (inklusiv link til bloggen), og han har fortalt mig, at også hans trafik steg kraftigt efter han skrev indlægget.
Nu er familiens blog (som du finder på familienbagger.blogspot.com) røget til tops i Google (hvor den bør være), men indtil det skete, har folk været nødsaget til at finde adressen på bloggen på de steder, hvor der er skrevet om den.
Og meget, meget, meget få artikler har faktisk haft et link til familiens blog. Kim Elmose nævner denne artikel på politiken.dk som et eksempel (det er den eneste artikel, hvor jeg har set et link til bloggen), men journalisten har skrevet “hjemmeside” i stedet for “blog”, og så kommer den ikke frem, når man søger på “familien Baggers blog” på fx Google.
Så det at linke eksterne kan altså også i høj grad være med til at drive trafik til ens artikler. Havde medierne husket at linke til bloggen, hver gang de omtalte den, så havde jeg ikke fået så meget trafik, jeg havde slet ikke haft grund til overhovedet at skrive indlægget.
Endnu en grund til at huske at linke.