Kategorier
Distribution Journalistik Tendenser

Mediesociolog anbefaler færre udgivelser

På journalisten.dk læser jeg en meget interessant anbefaling fra mediesociologen Ida Willig: Drop den daglige avis:

Den kradsende krise får mediesociolog Ida Willig til at opfordre aviserne til at overlade dag-til-dag-nyhederne til Internettet. I stedet skal betalingsaviserne satse på de klassiske avisgenrer og udkomme sjældnere.

Store internationale aviser vil fyre stakkevis af medarbejdere. Det samme kan ske i Danmark, og derfor opfordrer mediesociolog Ida Willig de nuværende dagblade til at lægge stilen helt om og i stedet satse på at blive få dages-aviser.

Jeg er helt enig. Tidligere har trendforsker Kirsten Povlsen også talt for en lavere udgivelsesfrekvens.

Det er helt oplagt. Jeg har længe gået og tænkt, at konceptet med færre udgivelser og at overlade den hardcore nyhedsdækning til netavisen må være oplagt for et medie som Politiken.

I stedet for en avis hver dag, så udgive en “week edition” hver mandag og en “weekend edition” hver fredag/lørdag, som folk kan fordybe sig i over weekenden.

En ting, jeg lagde mærke til i The Christian Science Monitors nyligt annoncerede netsatsning (som jeg har skrevet om her) var, at de ikke dropper papirudgivelsen. De skærer den derimod ned fra fem dage om ugen til én dag om ugen. Så man stadig har et printpublikum, som kan læse de længere og mere dybdegående artikler, som det trykte magasin formentlig vil komme til at bestå af.

Når jeg tænker på netop Politiken, skyldes det blandt andet, at jeg synes, de er et af de bedste avismedier herhjemme, når det kommer til dybdeborende og baggrundsartikler. Derfor vil det falde naturligt, at have baggrundsartikler i et magasin, der udkommer to gange om ugen og måske indeholder et “wrap up” af, hvad der er sket i løbet af ugen, og skrevet om på nettet, som for eksempel The Economist gør.

En magasinudgivelse vil også betyde, at man kan bringe meget federe billeder, og folk kan nu engang meget nemmere kan sidde i bussen eller toget og læse et magasin end en broadsheet-avis.

Tøger Seidenfaden har tidligere forsøgt sig med at dedikere politiken.dk til nyhedsartikler og have baggrundsstof i avisen, men måske var det for tidligt?

Uanset hvad, så mener jeg, at der ligger en klar og logisk pointe i at gentænke udgivelsesfrekvensen, især når læser- og oplagstallene falder for de trykte aviser. Der er sket utrolig mange ting indenfor medieforbruget og udbuddet over hele verden i løbet af de seneste par år. Men aviserne har ikke rigtig formået at følge med. Det er det, der koster nu.

Som Chris O’Brien fra Next News Room skriver er der gode muligheder for at gentænke avisen:

The fundamental problem newspapers have today is with their product, not the journalism. We give readers one product, in one form, at one time. Increasingly, that product doesn’t fit the way they lead their lives, or consume their news and information. For years, these people have been telling us that they wish there was greater choice in the way they got the print edition. Why can’t I just get the sports section? Or the business section? Yet no one has really tried to tackle this issue head on.

Manden har jo ret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *