Lidt over 100 pixels i bredden. Det lyder ikke af meget, for et billede, men det er blevet for meget for et par tyske fotografer.
Vi har jo haft diskussionen før. Så er det medierne, der er sure på Google News, og nu er fotograferne altså blevet sure på Googles billedsøgning, Google Image Search.
Der er nemlig nogle fotografer, der er sure over, at Google gemmer thumbnails-versioner (meget små billeder) af deres billeder på Google-servere, som så vises i søgeresultaterne.
Brud på copyright, kaldes det.
Og så vil man åbenbart hellere ekskluderes fra Googles resultater end at se sit billede omsat til en lille version og derimod få den så givende trafik fra Google.
Hvis jeg for eksempel vil finde billeder af Brandenburger Tor, og valget står mellem et billede, der er der og et, der ikke er der — ja, hvad vælger jeg mon så at klikke mig ind på?
Som Chris Hansen (der ovenikøbet kommer med et eksempel på, hvordan man kan nægte søgemaskiner adgang) skriver i en kommentar til artiklen:
Medier bør efterhånden lære, at internettet fungerer fundamentalt anderledes end et trykt medie eller et gammeldags bibliotek. Dels kan man tilgå elementer på et website på en anden måde end i en avis, og dels er der søgemaskiner, der er nødt til at have noget frirum for at kunne fungere.
[…]
Vågn nu op, netmedier, og forstå, at internettet ikke er et trykt medie. Eller lad være med at lægge indhold ud på nettet, som I ikke ønsker andre skal kunne søge i.
Jeg er så rørende enig.
2 kommentarer til “Gammeldags fotografer tvinger Google til at spørge først”
En nylig undersøgelse, foretaget af iStockphoto, viser at over halvdelen af alle dem der bruger billeder fra nettet, stjæler dem. Mange uden at vide, at det er det de gør. Det gælder både private, som måske bruger et billede på deres blog, og virksomheder. Problemet er til dels oplysning – folk ved simpelthen ikke hvad copyright dækker over. Derfor var det måske en idé at opfordre Google (og lign) til at informere om rettigheder side om side med deres søgeresultater. Samtidig bør fotograferne smide et vandmærke på deres billeder, når de lægger dem på nettet og gøre brug af muligheden for at lægge rettighedsoplysninger ind i EXIF oplysningerne.
100 pixels er ikke ret meget, og som sådan synes jeg ikke det er noget at brokke sig over. Men der ER et problem med fotografers værker, som bliver brugt uden tilladelse i stor stil, og jeg kan godt forstå fotografernes frustrationer.
Hej Rasmus
Jeg kan – som udgangspunkt – også godt forstå fotograferne.
Men Google er bare ikke den rette at gå efter her, så skulle man hellere lave nogle retningslinjer/oplysning, som du også nævner.
// Lars