Kategorier
Tendenser

Bo Elkjær taler om Twitter i KommunikationsCast på søndag

Hvis du interesserer dig for Twitter som værktøj og Twitters rolle i journalistikken, så skal du høre KommunikationsCast-podcastet på søndag.

Der kan du nemlig høre min kollega, Bo Elkjær, der tidligere har delt ud af sine Twitter-erfaringer, tale om Twitter som et værktøj i forbindelse med hans arbejde som journalist på Ekstra Bladet.

Bo, der vandt Cavling-prisen 2003, har blandt andet brugt Twitter, da han dækkede Stein Baggers retssag — mig bekendt første gang herhjemme, at Twitter er blevet brugt så ambitiøst og direkte som reporter-værktøj. Det var i hvert fald første gang, det blev brugt i en dansk retssag, er jeg ret sikker på.

Blandt andet snakker mr. Elkjær om netop tegnbegrænsningen på 140 tegn på Twitter:

Det er det, der gør det sjovt. Man kunne kalde det haiku-journalistik. […] det er det med at du er nødt til at sige pointen. Der er ikke rum til nuancer eller detaljer. Man skal lige ind til benet. Og det er jo også essensen i nyhedsjournalistik

Og om, at det er vigtigt at være på niveau med de andre:

Folk snakker med og gør det på niveau med hinanden. […] Man kan ikke hæve sig som journalist. Eller tale ned til folk.

Ny medvært på KommunikationsCast
Men det kan du høre mere om på søndag, som også byder på en overraskelse. Mikkel Westerkam, der udgør 50 procent af KommunikationsCast, fortæller mig nemlig, at hans nye medvært bliver afsløret, da den anden halvdel, Katrine Emme Thielke, smutter på barsel.

Kategorier
Tendenser

Kindle-test: En bogelskers første togture med Amazons e-læser

Jeg kommer formentlig til at skrive mere om Kindle i den nærmeste fremtid, men her er mine oplevelser efter det første døgn.

Stor var min glæde, da en kollega som netop er vendt hjem fra USA sagde, at han havde en Amazon Kindle (Wikipedia) med hjem fra staterne.

For man har jo hørt meget om Kindle, og meget godt. Og som den ivrige boglæser jeg er, kunne jeg naturligvis ikke vente med at få Kindle’n i hænderne.

Det første indtryk
Til at starte med, undrede jeg mig over, at den cirka 20 cm høje Kindle tilsyneladende var tændt. Der var i hvert fald et billede på skærmen. Jeg fandt så sidenhen ud af, at dette er “stand-by-billeder”, som Kindlen viser, når den er slukket.

Og hvordan kan den så gøre det uden at bruge batteri?

Jo, det er det fantastiske ved en teknologi, som Amazons Kindle baserer sig på. Teknikken kaldes ‘electrophoretic displays’, og du kan læse mere om det hos The Economist. Helt konkret går det ud på følgende:

Electrophoretic displays work in a different way, using a form of electronic ink that has been under development since the 1970s. E Ink’s version employs tiny capsules filled with a clear fluid containing positively charged white particles and negatively charged black ones.

The capsules are arranged as pixels and electric charges applied to each pixel pull either the black or the white particles towards the top of the capsule (and the opposite colour to the bottom). Unlike an LCD’s, this image does not require backlighting. Instead, the user relies on reflected light, as he would if he were reading a sheet of printed paper.

Moreover, once the particles in the capsules have settled down they stay put. That means the image remains on the screen without drawing power. A further dose of electricity is required only when the image changes; when a user “turns” to the next page, for example.

Not only does this mean that electrophoretic displays are cheaper to run, the lack of constant refreshment makes them more comfortable to read—as comfortable, it is claimed, as printed paper.

Kort fortalt, den bruger kun strøm, når der sker noget på skærmen, for eksempel når læseren bladrer.

Første læsning: Avis
Det første jeg gik i gang med at læse var nogle udgaver af The New York Times, som min kollega havde lagt ind. Og allerede der opdagede jeg, at læsbarheden var bedre, end jeg egentlig havde forventet. Og det overraskede mig meget positivt.

Efter lidt tid med det lille joystick gik det op for mig, at man bladrer ved at klikke “Next page”/”Previous page” – yes, så blev jeg så meget klogere.

Et klik på “Home” bringer læseren til listen af bøger/aviser, der ligger på Kindlen.

Jeg læste nogle artikler om Irans revolutionsgarde og blev på ingen måde begrænset i min læsning af det relativt lille display.

Og så i gang: Læsestof på skidtet!
Men hurtigt besluttede jeg mig for, at jeg ville sætte mit eget præg på Kindle’n og få lagt noget læsning ind. Jeg skulle sidde godt og vel halvanden time i toget senere samme dag, så det var jo et godt incitament til at få gjort noget ved det.

Jeg satte enheden til min computer via det medfølgende USB-kabel og voilá – så var der forbindelse! Computeren genkender simpelthen Kindle’n som et eksternt drev, smart.

Jeg tog nogle PDF’er og lagde dem over på Kindlen, men de optrådte ikke i listen. Øv.

Anyways, efter 5 minutters søgen på internettet fandt jeg ud af, at Kindle ikke kan vise PDF-filer. Men det er heldigvis nemt at konvertere. Når man opretter sig og registrerer sin Kindle får man et brugernavn efterfulgt af “@kindle.com” – i mit tilfælde “larskjensen@kindle.com”.

Tilføjer man et “free” i denne adresse, har man en mail-adresse, som man kan sende sine pdf-dokumenter til og få dem tilbage i Kindle-formatet. Jeg sender altså mails med vedhæftede PDF-dokumenter til “larskjensen@free.kindle.com”.

Efter få minutter kommer der mails tilbage med links til de konverterede dokumenter, så jeg kan hente dem i Kindle-formatet. Herfra overfører jeg dem til min Kindle og baddabum-baddabim – læsestof til Lars’ togtur.

Jeg oplevede desværre, at jo mere avanceret et PDF-dokument er, jo sværere har Amazon ved at konvertere den. Et PDF-dokument, der var meget flot sat op, blev således til uforståelige tegn på min Kindle.

Bøger! Gratis bøger!
Jeg satte mig samtidig for at finde noget gratis litteratur. Lidt læsning frem og tilbage første mig til freebooks.net, hvor der findes et mindre hav af gamle bøger, som nu er gratis. De kan også hentes i Kindle-formatet.

Så efter ganske få minutter havde jeg fået lidt yderligere læsning ind på enheden:

Amazon Kindle

Selve læsningen
Herfra var det afsted mod toget, hvor jeg gav mig til at læse ‘Frankenstein’, så snart jeg havde fundet mig en plads.

Og så sad jeg faktisk og læste, indtil jeg var fremme ved min destination. 1 time og 40 minutters nonstop læsning. Selvfølgelig også fordi det er en god bog (kan man bruge ordet “bog” længere?), men også fordi Kindlen bare er så dejlig nem at have med at gøre.

Det er som at sidde med en bog – blot uden alle problemerne. Der er ikke et bogmærke, der falder ud, sider der folder, et dårligt paperback-omslag, der bliver foldet og/eller nusset etc. Det er kort fortalt bare topnice.

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om læseoplevelsen, men den kan opsummeres i, at jeg er rigtig, rigtig tilfreds.

Indkøb fra Amazon
Næste logiske skridt var selvfølgelig at købe en bog fra Amazon i Kindle-formatet. Dette forløb uden de større vanskeligheder (jeg løb dog ind i et lillebitte problem, da Amazon.com kun havde mine gamle kort-oplysninger, men det blev hurtigt fikset), havde jeg en fil klar til download, som jeg lagde ned på min harddisk og derefter overførte til Kindlen.

Og før man kunne nå at sige “fragt”, “gebyr” og “for helvede Post Danmark – hvor er min pakke?” havde jeg den nye bog på plads på Kindlen. Strike.

Jeg rendte desværre ind i, at nogle bøger ikke sælges i Europa – faste læsere af denne blog vil vide, at jeg tidligere har brokket mig over geografiske begrænsninger.

Så dem vil vi meget gerne af med. Måske det sker i forbindelse med den nært forestående lancering af den internationale Kindle?

Filstørrelser og batteriet – oh, batteriet
Så vidt jeg kan se, så er der 1,5 gigabytes at tage af på min Kindle. Og det tror jeg er rigeligt for mig, når man tager i betragtning, at “Frankenstein” fylder blot 300 kilobytes i Kindle-formatet. Bram Stokers “Dracula” fylder 500 kilobytes. Stadig i småtingsafdelingen.

Og så kommer vi til batteriet. Da jeg anmeldte iPhone 3GS efter mine første 10 dage med den, udnævnte jeg batteriet som det mest negative. Noget der bestemt ikke er blevet bedre efter opdateringen til version 3.1 af softwaren.

Men det er helt anderledes på Kindlen. Da jeg kun bruger strøm på at bladre (jeg bruger ikke den mulighed for højtlæsning, der er indbygget – heller ikke selvom, der er et stik til hovedtelefoner), sidder jeg med en enhed, der kun meget sjældent skal lades op.

Efter den første togtur kunne jeg ikke se, at batteriindikatoren overhovedet havde rykket sig! Det er muligt, mine øjne snyder mig – men hvis det har slugt batteri, så er det ufatteligt lidt. Min kollega forklarede også, at han ikke brugte meget tid på at uploade den i USA – den lever simpelthen bare længe på batteriet, takket være teknologien.

Konklusionen
Jeg er, ikke overraskende, meget tilfreds med Kindle’n. Den lever længe, og det er nemt at overføre læsning til den. Nogle ville måske ønske et større display og mindre eller intet tastatur, men jeg kan fint klare mig med denne størrelse, og størrelse og vægt gør den perfekt til eksempelvis togrejser.

Jeg viste den til mine forældre, som begge var meget begejstrede og sagtens kunne se det smarte i det. “Det bliver fremtiden,” sagde de begge. Og det tror jeg, de får ret i. Om det så bliver Kindle eller en anden e-læser, skal jeg ikke kunne sige.

Eneste minus for mig er, at jeg mødte nogle bogtitler, jeg ikke kunne købe af geografiske årsager (grrrr!), men det håber jeg, snart forsvinder.

Så nu kan jeg glæde mig over, at jeg belaster klimaet minimalt i min boglæsning. Ingen papir og et tæt på minimalt strømforbrug 🙂

Opdatering @ 16:16
En ting, jeg glemte at skrive er en lille pudsig ting: Mange af dem, der har haft Kindlen i hånden har alle sammen ført en hånd henover displayet – men der er intet touch-interface. Mig gør det intet, for det ville sluge batteri, men nogen vil måske savne det.
Opdatering @ 16:19
En ting, jeg lige opdagede sammen med en kollega er, at lysstofrørene hvor jeg sidder kan ramme Kindle’n “uheldigt” og give et genskin, der gør dele af skærmen ulæselig. Om det skyldes displayet eller at vi har stærkt (eller ringe) lysstofrør her, ved jeg ikke. Under mine togrejser (hvoraf den ene foregik under en tændt DSB-lampe) oplevede jeg ingen problemer.
Kategorier
Tendenser

Geografiske begrænsninger på digitalt indhold gør nar af forbrugeren!

Fatboy Slim - Better Living Through ChemistryHer til aften ville jeg genopfriske noget af det musik, jeg hørte for mange år siden: Fatboy Slims første album, ‘Better Living Through Chemistry‘.

Jeg har albummet på CD, men jeg kunne ikke lige finde den, så jeg vendte mig mod internettet. Jeg tænkte, at hvis der er noget sted, jeg kan finde dette album, så må det være på nettet, hvor musikbutikkerne om nogen har formået at udnytte “Long Tail”-konceptet, hvor man har mange varer på hylden og sælger mindre – men af flere forskellige.

Men jeg blev klogere. Jeg fandt albummet hos 7digital (min favorit, ellers), men kun i 192 kbps MP3-kvalitet – hvilket jeg under ingen omstændigheder vil betale 8 pund for! Mit krav hedder 256 kbps eller derover.

Så gik jeg videre. Jeg fandt albummet hos amazon.co.uk, hvor jeg plejer at købe mine bøger. Her bliver jeg lovet musikken i 256 kbps-kvalitet. Det er bedre, tænker jeg.

Men i det sekund, jeg trykker “Add to Shopping Basket”, bliver jeg mødt af det værste, jeg ved på nettet. Geografiske begrænsninger:

Important Message
We’re sorry. We could not process your order because of geographical restrictions on the product which you were attempting to purchase. Please refer to the terms of use for this product to determine the geographical restrictions. We apologize for the inconvenience.

Jeg har sjældent oplevet noget så dumt. Her sidder jeg og vil rent faktisk betale penge for et digitalt album, men det kan jeg ikke få lov til på grund af “geographical restrictions on the product which you were attempting to purchase”.

Jeg går videre til Beatport.com, hvor jeg plejer at købe min elektroniske musik. Men også her bliver jeg mødt af geografiske begrænsninger.

Og så har jeg fået nok. Så er det nemmere at spare pengene og finde CD’en et sted i en af reolerne! Jeg var ellers parat til at betale for musikken, men det kan jeg ikke få lov til på grund af det sted på kloden, jeg opholder mig.

Mens jeg undrer mig over, hvilke mennesker, der kommer op med idéer så håbløse, så smutter jeg ind på YouTube og lytter til et af mine favoritnumre fra pladen:

Ganske gratis.

Kære copyright-indehavere eller hvem der nu måtte sidde og udtænke så latterlige forretningsmodeller: Tag jer sammen og udnyt, at internettet åbner op for varernes 100 procent fri bevægelighed!

Og gider I dræbe DVD-regionerne, nu I er i gang?

Kategorier
Tendenser

Skal artikler være på nettet for overhovedet at eksistere?

Foto: Bull3t HughesVi kender vist alle historien om træet, der vælter i skoven, men som ingen kan høre.

Spørgsmålet er måske, om vi skal til at sige noget lignende om informationer, eksempelvis artikler:

Hvis en artikel kun bliver trykt i en fysisk udgave, men færre og færre køber denne udgivelse, betyder det så også, at artiklen, og de informationer den indeholder, langsomt, men sikkert, ophører med at eksistere?

Det, der fik mig til at tænke denne tanke var noget, jeg var ude for forleden dag. Jeg sad og læste en fremragende artikel i ‘Intelligent Life’-magasinet, som bliver udgivet af The Economist.

Artiklen handler om unge mennesker, der tager modafinil (Illustreret Videnskab skrev om dette tilbage i 2003) under deres studie på Cambridge. Dette lød interessant, synes jeg, og måske noget, som en af vores journalister kunne finde en dansk vinkel på.

Jeg ville gerne sende artiklen med det samme og gik derfor ind på moreintelligentlife.com, magasinets website, i håb om at finde artiklen. Men uden held.

Ergo har folkene bag valgt kun at trykke artiklen i magasinet. Jeg kan ikke engang læse så meget som et sølle uddrag online med beskeden om, at jeg skal hoste op, hvis jeg vil have hele herligheden. Man er med andre ord nødt til at smide 55 bananer for at få lov at læse artiklen.

Problematikker for informationssamfundet
Nu er problemet jo ikke større, end at jeg tager magasinet med på arbejde i morgen og viser til min kollega, men for hele informationssamfundet rejser det nogle problematikker:

  1. Læserne kan ikke se den originalartikel, eller uddrag af den, der citeres fra, skønt artiklen nævnes.
  2. Intelligent Life får ikke flere læsere af artiklen end dem, der køber/låner bladet – jeg ville ellers gerne sende dem en masse. Når dette nummer af magasinet bliver afløst af et andet, så er der i min optik ikke flere penge at hente på artiklen, og så skal den på nettet.
  3. Folk der går på nettet og søger efter informationer om modafinil (som jeg skyder på er måden, alle ville gøre det på) finder aldrig artiklen.
  4. Det er ikke muligt for journalisten at udelade en eller flere informationer, som er detaljer men dog vigtige, da læseren ikke kan få adgang til originalartiklen.
  5. Når alle kopierne af det trykte magasin er smidt ud/væk, findes artiklen kun på forfatterens computer og, forhåbentlig, i Intelligent Life digitale lager. På nettet ville den have væsentligt bedre chancer for overlevelse.

Alt sammen kunne være løst, hvis artiklen var at finde på det ellers allestedsnærværende internet. I stedet lever den et liv trykt på fysisk papir, som kun kan videredistribueres i strid med loven: Kopiering.

Mit argument vil derfor være, at jo flere artikler, der (også) findes online jo bedre. Det giver mening for alle: Originalmediet, det citerende medie og ikke mindst læserne.

Hvordan kommer Google ind i alt dette?
Det er meget nærliggende at nævne Googles bogprojekt Google Books, i et indlæg om offline kontra online indhold. Google vil med sit bogprojekt søge blandt andet at forhindre det, som jeg taler om i dette indlæg: At informationer, der kun findes i trykte udgaver uddør og forsvinder.

Det er meget svært for mig som onlinemenneske, og vidensbegærlig, at sige andet end at det er en rigtig god idé at digitalisere informationer, der ellers ville gå tabt. Det være sig alskens bøger til gode artikler i magasiner.

Det er dog ikke det samme, som at det skal være gratis. Vi opererer stadig med det gode gamle “free as in free speech, not free beer”. Men det er en helt anden snak 🙂

Foto: Bull3t Hughes

Kategorier
Tendenser

Klausuleringer giver ikke mening på nettet – med Ban Ki Moons tale på Københavns Universitet som eksempel

Foto: World Economic Forum“FN-generalsekretær Ban Ki-moons tale på Københavns Universitet. Klausuleret til 3/10-2009 kl. 17:30.”

Sådan hedder emnet på en mail, der ligger i indbakken på min arbejdsmail. E-mailen indeholder, surprise-surprise, den tale, som FNs generalsekretær Ban Ki Moon holdt på Københavns Universitet 3. oktober, altså i dag. Mailen er sendt fra United Nations Development Programme, altså FNs Udviklingsprogram.

Som det også fremgår af emnet, er historien klauseleret til 17.30 – det betyder, som jeg læser det, at man ikke må bruge/offentliggøre talen før 17.30.

Men det er komplet håbløst, for den er allerede på nettet. Man kan læse Ban Ki Moons tale på u-landsnyt.dk.

Jeg tog blot den første sætning i talen (“Copenhagen has been in my thoughts every day for the past two years”) og googlede den og – vupti – der var talen.

For mig understreger dette, at der ikke er nogen pointe i at klausere indhold og forsøge at holde det tilbage. Og Moons tale skal godt nok være usandsynlig kedelig for at nogen gider overholde den klausulering. Hvis han sagde noget spændende – ja, så skal det ud nu.

Så hvis du ikke kan vente: Læs talen på u-landsnyt.dk.

Foto: World Economic Forum

Kategorier
Tendenser

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

Kategorier
Tendenser

Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter?

Der er blevet skrevet mangt og meget om det: Blogs er på vej ud, fordi vi i stedet skriver små beskeder på eksempelvis Twitter.

At blogging går ned ad — det er mit klare indtryk, at det er gør det — er formentlig en kombination af, at nogle er rykket videre til medier som Twitter og Facebook (af flere forskellige årsager) samt, at blogs har fundet et leje. Dem, der ville se, hvad det var for en størrelse, har måske indset, at det ikke var dem eller slet og ret opgivet.

Ikke desto mindre er der dog én ting, jeg savner i og med, at folk blogger mindre og tweeter og mikroblogger mere: Overblikket. Lad os tage sommerens Reboot-konference som eksempel.

Et mindre hav af dem, jeg følger på Twitter var til konferencen. Men det var umuligt for mig, og andre der ikke var på konferencen, at danne sig et overblik. Det skyldtes flere ting:

  • 140 tegn er ofte ikke nok til at opsummere pointer fra et foredrag
  • Beskederne indeholdt abrupte indslag fra oplæg, som var totalt indforståede og gav ingen mening for folk, der ikke var til foredraget. Et eksempel, jeg fandt via en Google-søgning på hashtag’et fra Reboot #reboot11:

    #reboot11 solar oven build kit available.. Who wants to build it??(#)

  • Vi druknede i “På vej til #reboot11. Glæder mig.”-tweets. En bøn: Det er fint, du skal på Reboot, men du støjer, når du skriver noget så intetsigende. Skriv i stedet, hvad du skal høre om i løbet af dagen, så vi ved, om vi skal holde øje med dine tweets.
  • Der blevet tweet’et så meget fra Reboot, at det blev et ‘trending topic’ på Twitter – det betyder kort fortalt, at “#reboot11”-tagget var et af de mest brugte ord/vendinger på Twitter i de timer. Det betød, at en mindre styrke af spam-Twitter-konti og andre irriterende mennesker opdagede dette og så det som en oplagt mulighed til at drive trafik til deres Twitter-profiler eller de reklame-sites, som de linkede til. Med andre ord: Støj på kanalen.
  • Mængden. Der var mere kvantitet end kvalitet. Det virkede næsten som om, mange tweetede mere fordi de kunne, end de følte, at de burde.

Jeg kan ikke selv sige mig helt fri for ovenstående. Jeg var på Reboot #10 i 2008, hvor jeg også skrev en masse tweets — men det er først, når man sidder udenfor konferencen og følger med i, hvad der bliver skrevet, at man opdager, hvor lidt overblik man har.

De bedste indlæg jeg læste fra Reboot, var faktisk Kim Elmoses indlæg på hans Mediehack-blog (Disclaimer: Kim er formand for DONA, hvor jeg sidder i bestyrelsen samt god ven og tidligere kollega). Her var en person, der havde taget sig tid til at skrive mere end 140 tegn og skrive noget sammenhængende og opsummerende omkring nogle af de ting, han havde hørt om på Reboot. Dét gav mening, når man ikke kunne være der.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sted at følge med i Reboot var på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk (Disclaimer: Jeg sidder i bestyrelse med Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk i DONA). Jeg fik færre informationer, men de var langt bedre.

For mig beviste det, at selvom Twitter er et hurtigt og mobilt praktisk medie, så er det ikke uden problemer. Jeg vil ikke være foruden at læse blogindlæg, hvor folk skriver længere og reflekterer dybere over de ting, de oplever eller mener.

Jeg siger ikke, at Twitter ikke kan bruges som reporter-værktøj fra konferencer. Men det kræver, at dem der “tweeter” spørger sig selv: Ville jeg forstå det her, hvis jeg ikke var her, eller er det bare for internt? Så er vi allerede nået et stykke.

Twitter er fint, men det er langt fra en schweizerkniv indenfor nye medier.

Kategorier
Tendenser

Mindy McAdams tester iPod Nano (med kamera) til videointerviews

Mindy McAdams, der underviser i journalistik i USA og har ‘Teaching Online Journalism‘-bloggen, som jeg kun kan anbefale, har testet den nye iPod Nano med videokamera for at se, hvordan den klarer sig i interview-situationer.

Hun er ikke begejstret for billedet, jeg synes nu kvaliteten er fair nok, men lyden er hun til gengæld begejstret for, og det kan jeg godt forstå. At dømme ud fra det videoklip, hun har lagt på bloggen, sidder der en okay mikrofon i det lille Apple-produkt.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge det lidt dårligere billede mod den bedre lyd, da det altid er en udfordring at fange lyden korrekt, når man optager video. I en kommentar til indlægget nævnes Flip HD, som jeg (heller ikke) har nogen erfaringer med, men som giver en bedre billedkvalitet.

Problemer med at stoppe og at holde stille
Dog har hun lidt problemer med selve det tekniske i optagelserne:

The biggest problems I had were stopping the recording (it does not want to stop!) and keeping the Nano steady. I’m pretty well practiced at keeping a little Canon PowerShot steady, but this was a lot harder. Let me know if you think it’s too shaky.

Det bliver dog spændende at se, om vi kommer til at se endnu flere videointerviews, når en af de mest sælgende gadgets nu har fået videokamera.

Kategorier
Tendenser

Mark Jensen fortæller Ulla Snetoft Ødum en ting eller to om Twitter

Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg ‘Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum‘ om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen ‘Twitter: The second Second Life?‘.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige “knapt så researchede” kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.

Kategorier
Tendenser

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino