Måned: september 2011

Kategorier
Tendenser

Facebook er blevet endnu mere navlepillende med det nye News Feed

Facebook logo

I disse dage ruller Facebook en opdatering af News Feed’et (det du ser på forsiden) ud. Facebook vil nu i endnu højere grad forsøge at vise dig det, du vil se – baseret på, hvad du tidligere har set.

Det er en herlig redundans og et farligt loop, man kan blive fanget i.

Tidligere satte jeg altid Facebook over til ‘Most recent’, både på facebook.com og i deres iPhone-app. Det er blevet sværere nu, fordi Facebook blander kronologien sammen med deres eget rankeringsystem.

Facebook har lavet en spørgsmål-svar-side til det nye News Feed.

Her er Facebooks egen forklaring af, hvordan den udvælger de posts, den mener er vigtige for dig:

We determine whether something is a top story based on lots of factors, including your relationship to the person who posted the story, how many comments and likes it got, what type of story it is, etc. For example, a friend’s status update that might not normally be a top story may become a top story after many other friends comment on it.

Altså; de folk, du kommunikerer meget med på Facebook, kommer du nu til at se mere til. The circle is complete.

Efter hvad jeg kan se, betyder det meget, at man alene har været inde på vedkommendes profil, der behøver ikke være en to-vejs-interaktion (kort fortalt vil ‘stalkere’ se meget mere til dem, de stalker – og det må jo være meget rart for dem. Stalkerne, altså).

Og her er så svaret på mit spørgsmål om, hvor den kronologiske liste er blevet af:

What happened to Most Recent?
We’ve combined the Top News and Most Recent stories together in a single News Feed view.

If you see top stories first when you load your News Feed, simply scroll down to see the recent stories.

Hvis bare det var således. Hos mig er News feed’et på forsiden et misk-mask af kronologi og Facebooks udvalgte ‘top stories’ (i denne kontekst hedder de ‘Earlier today’. Endnu værre er det på iPhone-app’en, hvor disse ‘Earlier today’-posts kommer ind endnu tidligere.

Årsagen til, at Facebook gerne vil pushe deres rankeringsystem er naturligvis, at de ønsker, du skal se færre ting, du ikke vil se – og at de rigtig gerne vil sælge nogle annoncer, du gerne vil klikke på – og det er lettere, når de kender den kontekst du agerer i og de mennesker, du agerer mest med på Facebook.

Jeg kan egentlig godt forstå, at Facebook har en rankering (så jeg slipper for de ligegyldige posts), men jeg vil have muligheden for at vælge det fra og se den rene kronologi. For mig er det ideelle setup kombinationen af de to. Jeg kan bruge ‘top stories’ til at få et hurtigt overblik over, hvad der er lagt ud siden sidst – og så ellers skifte til den kronologiske visning.

Hvis du vi læse mere, vil jeg anbefale, at du læser The Filter Bubble af Eli Pariser. Nu vil jeg demonstrativt logge af Facebook og forblive logget af, indtil jeg atter selv kan blive herre over, hvordan jeg vil have opdateringerne vist.

Kategorier
Journalistik Tendenser

Håbløs tv-dækning på valgaftenen

Suk, suk, suk. Hvis du fulgte valgaftenen på enten DR eller TV 2 er du formentlig ikke uenig i dette. Jeg har læst flere ytringer på Twitter, men Abelone Glahns indlæg ‘Begge TVkanaler tog valgaftenen fra vælgerne‘ var det, der fik mig til tasterne.

For hun har jo ret. Så læs hendes indlæg først, hvis du endnu ikke har gjort det, og vend så tilbage hertil.

For ikke alene udelod tv-stationerne alle kredsresultaterne og fokuserede på profilpolitikerne. Nej, politikerne blev også bombarderet med håbløse spørgsmål – som formentlig ikke kun kom fra tv-journalister.

“Villy Søvndal, har det været en spændende aften?”

“Villy, hvor spændende har det været?”

“Du bliver statsminister! Hvordan har du det?”

Netop spørgsmål som ‘hvordan har du det?’ og ‘hvordan føles det?’ lød igen og igen. Og det er jo håbløse spørgsmål, som mange i flere år har været irriteret over, at sportsjournalister stiller til sportsudøvere efter en vigtig kamp.

Spar mig for disse trivialiserende spørgsmål, der grænser til det følelsespornografiske – og giv mig i stedet noget kvalitet. Hvis du ikke har noget ordentligt at sige eller spørge om – så hold din mund lukket. Så virker du også mindre uforberedt.

Det er åbenbart ikke nok, at vi skal trækkes med ungdomspolitikere fra de forskellige partier, der står og råber partiformandens navn igen og igen i en næsten fascistoid rus, mens euforien stiger og stiger i lokalet.

Læg hertil, at dækningen var skidt klippet sammen, og tv-værterne “afbrød” politikerne midt i deres taler eller interviews – eller talte ind over.

Jeg er skuffet over såvel DR som TV 2. Jeg ved ikke, om det er en amerikanisering af mediebilledet og det politiske landskab, om valgdækningen skal laves for så og så mange færre kroner – eller om der ligger en tredje årsag bag.

Men noget skal gøres. Dækningen i går aftes var, som jeg skriver i overskriften, håbløs.

Jeg vil slutte af med at citere Abelone Glahn fra hendes indlæg:

[…] om aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ”Se og Hør” tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og den anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet.
Værter, der talte ind over politikere, og politikere, der engleagtigt tålmodigt sagde de samme fraser om og om igen, gentaget endda til den samme tv-stations repræsentant flere gange, fordi stationerne ikke havde styr på, hvornår deres journalister var på. Og til slut excellerede tv-stationerne i at drive rovdrift på at vise billeder af de samme tårevædede unge kvinder, der stod og ventede ved valgfesterne og som var tydeligt ubehageligt berørt over at blive filmet i en så intim situation.

Kategorier
Journalistik Tendenser

Essay: Pantheonline

Man skal eksperimentere lidt med formerne – og her er Medieblogger ingen undtagelse.

Derfor har jeg forsøgt mig med at skrive et essay, som jeg har givet titlen ‘Pantheonline’ (titlen fremgår, når du læser det).

I essay’et kigger jeg på klik-fikseringen hos de danske medier samt (alle) de krav, der efterhånden bliver stillet til journalister. Jeg stiller mig (måske næppe overraskende) kritisk over for begge.

Læs essay’et her »