Kategorier
Nyheder

Financial Times web-app, næsten i mål

Financial Times (dem fra ft.com) har netop lanceret en web-app. Altså, en app, der er på world wide web (i din mobilbrowser), og som derfor ikke skal installeres via nogen app store, hvad enten du er på iPhone, Android eller noget tredje.

Web-app’en er nemlig lavet i <buzzword>HTML5</buzzword>.

Financial Times har selv skrevet en artikel om web-app’en (‘FT’s new web app bypasses need for iTunes‘, som du ironisk nok skal logge ind for at læse), hvor man kører en ægte ‘stickin’ in to the man’-stil.

Du kan prøve web-app’en (efter hvad jeg kan forstå, er den gratis i en uge) ved at taste ‘app.ft.com’ i din mobilbrowsers adressefelt – første gang skal du igennem nogle få steps, men det tager ikke lang tid. Jeg vil anbefale, at du sidder på en WiFi-forbindelse (trådløst internet), når du gør det første gang, da der skal synkroniseres/hentes indhold.

Først det dårlige
Skønt web-app’en umiddelbart er en god idé, så har Financial Times-app’en nogle mangler. Den mest grelle er, at jeg føler, at jeg klikker rundt i en gammeldags Flash-multimedie-produktion, når læser artikler. Ja, det foregår i Safari (browseren på iPhone), men det opdager jeg ikke, for jeg kan ikke se adresselinje eller værktøjslinjen i bunden.

Det betyder blandt andet, at jeg er frarøvet noget af den mest grundlæggende browser-funktionalitet, blandt andet noget så basalt som at gemme en artikel som favorit/bogmærke. Det kan jeg simpelthen ikke. Og min sporadiske klikken rundt i en ren Safari (når jeg ikke klikker på det ikon, som den gerne vil have på min homescreen) viser, at det ikke ser ud til, at URL’en skifter. Det er skidt.

Generelt er der meget lækkerness og alt for lidt brugbart. Jeg ville virkelig gerne have en bookmark-feature, eller en måde at refreshe en side på, hvis der nu gik noget galt.

Men så det gode
Én ting er, for mig, rigtig interessant ved Financial Times’ web-app. Nej, det er ikke betalingsdelen, den kan jeg ikke se endnu, og den må du få en, der er mere interesseret i betalte løsninger til at skrive om 🙂

Nej, det der lover noget smart, er offline-funktionaliteten i web-app’en.

Første gang du besøger ‘app.ft.com’ med din iPhone (jeg ved ikke, hvordan det fungerer på Android), bliver du bedt om at give mere plads til web-app’en i din telefons lokale hukommelse/lager:

Når du trykker ‘Go’ bliver du mødt af denne dialogboks, hvor du kan give tilladelsen:

Generelt
Når man har lagt en genvej til web-app’en på sin homescreen (det skal man gøre for at få den bedste oplevelse, skriver de), lander man i Safari i det, man engang kaldte ‘kiosk’-tilstand – nemlig uden, som jeg skrev ovenfor, adressefelt og værktøjslinje.

En artikel i web-app’en ser derfor således ud:

For mig personligt kommer jeg nok aldrig til at bruge web-app’en, så længe jeg er forhindret i at bruge den, som jeg vil – og burde kunne. Offline-perspektivet er rigtig interessant, men det kan også hurtigt blive lidt trangt, hvis alle indholds-web-applikationer pludselig vil have 50 megabyte at lege med.

Jeg synes derfor, man stadig bør have sit website meget højt på listen. Folk ved hvordan ‘det der internet’ fungerer (det er i hvert fald én stor barriere mindre), og ‘if it ain’t broke, don’t fix it’. Lad os gemme app-begrebet til services/tjenester.

PS:
Du kan høre Robert Shrimsley, ‘managing editor’ på FT.com, tale om ‘Can We Afford To Ignore Paywalls?’ på FDIM’s ‘Summit 2011‘. Måske du også kan få ham til at snakke om deres web-app, hvis du er tilstede.

Opdatering 08-06-2011 @ 15:38:
Steve Pinches, der er ‘online product manager’ hos Financial Times, fortæller mig i et tweet, at bookmark-featuren er på vej.
Kategorier
Tendenser

Er nyheder overhovedet en vare?

Tilbage i oktobet skrev Jon Lund blogindlægget “Jeg – en betaler“, som et bidrag til den igangværende debat omkring betalingsapps.

I indlægget fortæller han om et magasin, som han betaler for at læse om på sin iPad. Det magasin hedder Wired og i en kommentar til Jons indlæg, skriver jeg, at jeg ikke synes, Wired kan bruges til sammenligninger, når vi taler om det danske marked for (betalte) apps.

Ikke desto mindre var der noget andet, der slog mig, mens jeg skrev kommentaren, og som jeg gerne vil samle lidt op på, her nogle måneder efter. Nemlig om nyheder overhovedet er en vare længere:

Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

Jeg mener ikke, at nyheder er en vare, som folk (på lang sigt) vil betale penge for. Bevares, vi vil stadig sælge aviser en (formentlig) masse år endnu, men selve nyhederne – altså indholdet som selvstændig enhed – tror jeg, det bliver meget svært at forlange penge for. Når folk køber en avis, betaler de dels for det papir, den er trykt på (og for tryksværten) og for den lethed der er forbundet med at have noget på papir; det er nemt at tage med rundt og kan læses overalt.

I onlineverden er nyheder ikke noget, man vil betale for. Det er indhold/informationer, som bare “er der”, og man kan når som helst, man har tid, hurtigt kigge forbi sit yndlingswebsite for at se, om der er nogle nyheder ude i den store verden. En strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i.

Sådan er hele markedet langt hen ad vejen indrettet, og derfor er nyheder på nettet langt de fleste steder gratis – da folk med meget stor sandsynlighed vil erstatte ét website med et andet, hvilket er utrolig nemt, da der er meget lave udgifter forbundet med at læse sine nyheder på website B i stedet for website A.

Derfor tror jeg, at man vil fejle, hvis man prøver at sælge noget til folk, som kun indeholder nyheder. De største/mest relevante af disse nyheder vil alligevel nå forbrugeren, da ingen har råd til at spærre de bedste historier inde bag en betalingsvæg og gå glip af den trafik, som gode artikler medfører for et website.

Hvad skal vi så tjene penge på?
I stedet for kun at fokusere på betaling for indhold (jeg tror godt, det kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold, og landets bedste hjerner er allerede på sagen), så synes jeg, at vi i mediebranchen (nyhedswebsites, aviser, magasiner etc.) bør fokusere på, hvordan vi kan skabe mere værdi for vores brugere.

For noget tid siden læste jeg bogen “Blue Ocean Strategy” (mere om det på Wikipedia), hvor det er en af hovedpointerne: Lad være med at måle dig i forhold til dine konkurrenter og sørg for at skabe mere værdi for dine kunder og din virksomhed i stedet!

Hvis man arbejdede på den måde, ville det for eksempel ikke betyde alverden, at TV 2 lancerede en gratis nyheds-applikation til smartphones, fordi man selv har/laver en app, der tilfører så meget værdi til brugerne, at de selvfølgelig skal have fat i den – også selvom den koster penge. Prissæt ting i forhold til, hvor meget værdi/indhold, der er tale om – i stedet for at gøre det ud fra hvor meget, man mener, man bør tjene lige netop dén del af markedet.

Problemet er, at alle udbyderne tilsyneladende tror, de skal konkurrere på det samme: Nyheder. Og det er samtidig der, hvor det er sværest at differentiere sig i det danske marked.

Oliver Reichenstein fra iA (Information Architects) har en rigtig god pointe omkring netop dette:

I am still highly critical of the idea to make money with content. People pay for service not information (unless it’s practical info). (#)

Det er hovedet på sømmet. Lad os i stedet fokusere på at bygge services, som folk har brug for (også selvom de ikke ved det endnu). Det oplagte er services, der bruger vores eksisterende indhold, men jeg synes ikke vi skal være bange for at lede efter blå oceaner.

Kategorier
Tips

Hyldest til et Twitter-fænomen

Twitter-fugl Som dem, der kender mig i virkeligheden (selvom man kan føre en længere filosofisk diskussion om, hvad virkeligheden egentlig er) ved, er jeg ret inkarneret tilhænger af fodboldklubben FC Barcelona.

Så meget, at jeg på min engelsksprogede blog har skrevet et indlæg, hvor jeg hylder Twitter-profilen @barcastuff, der udelukkende leverer opdateringer omkring FC Barcelona.

Klik på linket nedenfor og læs indlægget – jeg nævner (selvfølgelig) også hvorfor, jeg synes @barcastuff er så god at følge. Samt ‘vil du betale for det’-spørgsmålet.

Læs indlægget:
Ode to @barcastuff, a new media Twitter phenomenon »

PS: To nye features på Medieblogger
I dag har to nye features fundet vej til Medieblogger.dk. Den første Twitters nye ‘Follow’-knap, den kan du se under bylinen (navnet på vedkommende, der har skrevet et indlæg – typisk mit navn) på hvert indlæg og i højrespalten.

Den anden er Googles +1-knap, der er Googles svar på Facebooks Like/Recommend-knap. Den finder du under Facebook Like (som er under hvert indlæg) på Medieblogger.dk