oktober 2010 - Medieblogger (arkiv)

I en artikel på MediaWatch (“Anmeldelse: Apps mangler merværdi“) kigger Lars Kabel fra Update på de mobile apps fra Berlingske og JP/Politikens Hus (disclaimer: hvor jeg arbejder).

Artikel er formentlig bag MediaWatch’s egen betalingsvæg, men du behøver ikke ærgre dig, for det jeg vil kommentere i artiklen er følgende formulering:

Der er ingen vej uden om, at medievirksomhederne må stoppe med at forære et af deres fremtidige kerneprodukter – den aktualiserede og stramt redigerede digitale nyhedsformidling – gratis væk.

Denne forretningsmodel vil ikke kunne give ret høje indtægter. Medievirksomhederne må ganske enkelt lukke de gratis mobilsites ned, hvis de i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.

Argumentet er, at brugeren (ifølge Kabel) ikke får tilstrækkelig “added value” (på dansk: merværdi) ved at betale for en af de omtalte apps, noget jeg ikke er uenig i. Men at løsningen er at lukke af for de gratis mobilsites? Det tror jeg, vil være en meget skidt idé.

»Åh nej altså – hvis vi dog bare havde taget penge fra starten af«
Nogle mediechefer/-personer herhjemme begræder i større eller mindre stilhed, at de tilbage i 1990erne gav sig til at lægge nyheder på nettet – gratis. Problemet med den holdning er bare, at det var det eneste rigtige at gøre. Hvis du ville have betaling for dit indhold – ja så fik du bare ikke nogen besøg. Og desuden var bannere en fin forretning dengang – som den muligvis også er nu, debatten er blevet for mudret til, at det fremgår tydeligt, hvor meget indtjening der i grunden er i bannerannoncerne.

Dette har ikke ændret sig, faktisk er der nu endnu flere gratis tilbud på nettet, som medierne allerede nu kæmper med om folks tid – selvom der er gratis adgang til vores websites. Tænk blot over noget af det, der på nettet er gratis:

Facebook
Twitter
Wikipedia
YouTube
Blogs
Fora
…og listen fortsætter og fortsætter

Jeg har altid ment, og mener stadig, at man skal kigge sin forretningsmodel igennem en ekstra gang, hvis den beror på, at man vil tage betaling for adgang til generisk indhold – såsom eksempelvis nyheder. Det gælder også på mobile sites. I sidste ende handler det om, hvorvidt man vil have trofaste betalende brugere til sit website (og det kræver altså unikt indhold), eller om man vil have så mange igennem butikken som muligt og så ellers eksponere dem for annoncer.

Lars Kabels forslag om at lukke af for de mobile websites er for længst passé. Alle de ovenstående ting fungerer fint på en smartphone. Derfor har Kabel også ret, når han tilføjer »[…] hvis de [medievirksomhederne] i fremtiden vil kunne sælge adgang til nyhedsflowet via apps til smartphones i større mængder og til højere priser.«

Men hvad skal medierne så? Jo, de skal noget så alvorligt og gennemgribende som at lede efter nye forretningsområder. Ikke ved at kigge på, hvad de laver nu og så søge at “tweake” det mere eller mindre i retning af noget, man har en antagelse om, at folk derude vil betale for. I sidste ende falder det tilbage på det samme indhold, som man forsøger at give den ene eller anden indpakning – og det gennemskuer brugerne, trust me.

De blå oceaners strategi
I stedet er der hjælp at hente i den nu fem år gamle bog “Blue Ocean Strategy“, der handler om, hvordan virksomheder skal prøve at lade være med hele tiden at måle sig op mod konkurrenterne og i stedet begynde at kigge på, hvad der giver værdi for deres kunder og for virksomheden selv.

Og det er det, der er allermest brug for i det danske mediebillede lige nu. Så kan det godt være, man ender med at tjene penge på noget helt andet, end hvad man havde regnet med. Det er sådan set pointen med Blue Ocean-tankegangen.

Så egentlig er Kabel og jeg nok enige. Nyheds-applikationerne skal (måske) være gratis (sålænge de blot giver adgang til eksisterende webindhold), og så skal vi i mediehusene i stedet ud og finde nye, spændende forretningsområder. Er vi klar til det?

2001: A Space Odyssey

I øjeblikket kører der i det danske mediemarked en debat om betaling. Skal man tage betaling for indhold? Hvad vil folk betale for? Hvad med mikrobetalinger?

Men diskussionen er langt fra ny.

Aah, mindes De dengang Internet var gratis og et Bolsche kostede en Öre?

Tilbage i 2001, den 15. oktober, skrev Berlingske Tidendes Jakob Skouboe i artiklen “Netbetaling kan blive en guldgrube for Danmark”:

Kan I huske, dengang Internet var gratis? Det vil nok blive et samtaleemne på linie med vejret og HTs uregelmæssigheder om nogle år. I hvert tilfælde hvis det står til en lang række af de store websteder herhjemme.

For med Ofir.dk som det foreløbigt sidste, så er de toneangivende websteder herhjemme ved at forsøge at tjene penge på nettet. Ofir har strikket en lille betalingsløsning sammen. Den går i al enkelhed ud på, at chattere på Ofirs hjemmeside kan betale mellem 100 og 300 kroner for at få beskyttet deres chatternavn på nettet.

Det lyder hamrende banalt, men Ofir ser det som forretning.

Som du nok ved gik det ikke så godt med Ofirs betalte chat, og Ofir er den dag i dag en jobdatabase.

Men citatet illustrerer glimrende, at det langt fra er første gang vi tager det gratis internet op til debat. Artiklen nævner også et panel, der har sat sig sammen for at finde bud på, hvordan der kan tjenes penge online. Panelet bestod af blandt andet af Jubii, Yahoo, TV2, Metropol (herunder Berlingske Tidende), Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, IDG (Computerworld), TDC Internet, Krak, Den Blå Avis, Københavns Fondsbørs, Aller, Fyens Stiftstidende og Post Danmark.

I det lidt morsomme hjørne kan følgende citat nævnes:

Panelet af de magtfulde websteder venter at være klar i løbet af dette år med mere konkrete måder til at få penge for deres tit meget dyre bestræbelser på at skabe kvalitet på nettet.

Metoderne kan blive en form for mikrobetaling, hvor man eksempelvis betaler et lille beløb for at læse en avisartikel på nettet. Betaler en krone for at modtage en mail med drømmebilen eller, mod ti kroner, får en SMS-besked på mobiltelefonen om en interessant person fra et dating-site på nettet, som passer til ens krav og er oplagt at ville hive med i biffen. Mulighederne er uendelige.

Allerede dengang spøgte mikrobetalinger altså i kulissen.

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-artiklen ikke fik ret i sin spådom, da det danske internet i allerhøjeste grad stadig er gratis her lige knapt 9 år efter artiklens deadline.

Thorborg: Dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet

I dommedagshjørnet finder vi Martin Thorborgs profeti fra 17. juni 2001:

Jeg er overbevist om, at om et år vil det danske Internet se meget anderledes ud end det gør i dag. Indhold som chat, e-mail, erotik og den slags vil der stadig være meget af, da det er meget billigt at producere denne type indhold . Men det seriøse, det journalistisk skrevne og redigerede – altså det stof, man kan stole på og fordybe sig i – vil forsvinde.

[…]

I andre lande vil der måske være mulighed for at drive reklamefinansierede modeller, men det er ganske enkelt udelukket i Danmark. Det er Danmark simpelt hen for småt et sprogområde til. Kun i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, England, Spanien og USA vil det være muligt at producere seriøst indhold, mens dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet.

Snyltere skal betale! Dengang som nu…

Dengang foreslog Thorborg faktisk, at teleselskaberne burde betale penge til indholdsleverandørerne ud fra logikken om, at det var deres skyld, at teleselskaberne havde nogen trafik på nettet:

»Antallet af danske hjemmesider falder nu. Vi kan se det blandt de mange tusinde danske sider, vi linker til, at der falder nogle fra hver dag. Grunden er, at det ikke kan betale sig for dem at være på nettet,« siger Martin Thorborg, en af grundlæggerne af det succesrige site, Jubii.dk.

Jubii har startet debatten med det kontroversielle forslag at spærre for adgangen for de teleselskabers kunder, hvis teleselskaberne ikke giver Jubii en del af selskabets overskud.

Lyder det sidste bekendt? Det burde det. For i april i år foreslog Socialdemokraternes medieordfører, han hedder Mogens Jensen, nemlig at omsætningen hos Google og andre søgemaskiner skulle pålægges en afgift. Hvorfor? Denne ComON-artikel har svaret:

Google skal betale for det indhold, som søgemaskinefirmaet tjener penge på.

[…]

Han mener, at Google og andre søgemaskiner bør betale for den information, som de tjener deres penge på og giver som eksempel, at Google har aftalt med forskellige organisationer at kompensere for indhold, som de bruger til nogle af firmaets tjenester, eksempelvis Google Books.

“Det er et forslag om en afgift på Google og andre søgemaskiners omsætning. Når man søger på Google, tjener de penge på indhold, som de ikke betaler for. Vi vil gerne have, at de skal bidrage til finansieringen af det, som de tjener penge på. Men vi vil først tage stilling til, om vi skal indføre afgiften, efter vi har fået en redegørelse,” siger Mogens Jensen.

Det ligger lige for at nynne dette nummer for sig selv:

The 9 year cycle

Ja, det er nemt at finde gamle artikler fra og pege på profetier fra dengang, der ikke holdt stik. Men jeg synes, det er pudsigt at vi her ni år senere har præcis den samme diskussion oppe at vende igen.

Indholdsleverandørerne mener, at folk skal betale – de går faktisk under, hvis det ikke sker – og de andre store på markedet er bestemt ikke uden skyld. Google stjæler stadig annoncekroner, og Facebook er heller ikke for gode.

Når vi tager diskussionen igen nu, er det dog fordi noget har ændret sig i løbet af det sidste årti. Oplag. Det er gået stejlt ned ad bakke for papiroplaget, og dagbladene leder med lys og lygte efter den tabte indtægt på andre forretningsområder. Her er internettet oplagt, da man i forvejen har en stor repræsentation her.

Alligevel er jeg spændt på, om det samme sker igen: At ingen viser den reelle vilje og tager betaling for indhold, og at markedet affinder sig med det. Så kan vi sidde i 2019 og tage diskussionen igen. Jeg er parat.

Gad vide hvem der skal betale os penge til den tid? Måske Facebook, fordi det jo trods alt er vores indhold, som folk deler på Facebook og derved holder gang i netværket.